"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Galleri Draupner bortauktionerer Westergaards Haiti-tegning

19. januar 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Auktionshuset Lauritz tør ikke sælge Kurt Westergaards tegninger af frygt for medarbejdernes sikkerhed og afviser at sælge Westergaards tegning til fordel for Haiti. I stedet har Galleri Draupner overtaget tegningen, som bortauktioneres i løbet af indeværende uge.

Da Lauritz.com ikke vil sælge Kurt Westergaards akvarel i forbindelse med den igangværende indsamling til Haiti, har Westergaards faste gallerist, Erik Guldager fra Galleri Draupner i Skanderborg, overtaget auktionen, og tegningen sælges nu via galleriets hjemmeside. Højeste bud var tirsdag middag på 12.000 kroner. Men tegningen kan komme langt højere op, da auktionen først slutter lørdag 23. januar klokken 17.00. Alle penge, der kommer ind fra salget af tegningen, går ubeskåret til jordskælvsofrene på Haiti.

Galleri Draupner har endnu ikke modtaget Westergaards akvarel med posten. Galleriet har derfor ikke haft mulighed for at lægge et foto af tegningen ud på hjemmesiden, så de, der har budt på tegningen, har gjort det uden at kende tegningens udseende.

En støtteerklæring

Sappho har spurgt kunsthistoriker og kunstanmelder ved Jyllands-Posten, Tom Hermansen, hvordan en akvarel, som byderne ikke har set, kan komme op i foreløbig 12.000 kroner.

"Det er vel et udtryk for, at man ikke synes, at Kurt Westergaard skal behandles sådan. Jeg ser det først og fremmest som en støtteerklæring. Westergaard kunne sikkert have sat en tuschstreg, og så ville folk købe det. Det er meget sandsynligt, at det er en udmærket tegning, men køberne vil sikkert også gerne problematisere Lauritz.com's beslutning," siger Tom Hermansen.

Læs også: Alle elsker Kurt Westergaard undtagen Lauritz

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg