"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Folkemøde, bombehunde og blinde politikere

18. juni 2013 - Artikel - af Sapphos udsendte

Det krævede bombehunde, livvagter og militær planlægning da Trykkefrihedsselskabet afholdt to arrangementer ved Folkemødet på Bornholm. Alligevel talte politikerne som om, alt var i skønneste orden.

 Politikerne talte og talte ved folkemødet på Bornholm – måske mest til hinanden. Ytringsfrihed og beslægtede spørgsmål var det stort set kun Trykkefrihedsselskabet, der tog op.

På overfladen så alt fredeligt og idyllisk ud.

Ja, faktisk lignede Folkemødet på Bornholm et bevis på, at der i Danmark ikke findes problemer af betydning.

Politikerne diskuterede venligt og civiliseret med hinanden.

De diskuterede, hvorvidt skatten burde sænkes, om den burde stige, om udkantsområderne støttes tilstrækkeligt, og om der burde indføres tvungen barselsorlov til nybagte fædre.

Fredsbevægelsernes tid er ikke forbi.

Altsammen emner, der gav indtryk af et velfærdsland uden egentlige problemer – et land, hvor mælk og honning flyder i stride strømme, og hvor man er fattig, hvis man ikke har en bil.

At der måske alligevel er noget galt, var Trykkefrihedsselskabets to arrangementer en påmindelse om.

Ved et møde i Pilekroen i Allinge havde selskabet bedt den radikale Zenia Stampe og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti om at debattere grænser for ytringsfrihed.

Den radikale Zenia Stampe (siddende forrest) mener, at menneskers ret til at ytre sig bør være afhængig af, om de tilhører en minoritet eller en majoritet. ”Du bevæger dig i en mere og mere totalitær retning”, sagde Morten Messerschmidt (DF)

Men før mødet overhovedet komme i gang, skulle adskillige politifolk med bombehunde gennemsøge den gamle kro.

Ord fører til vold

Nogle ville sikkert mene, at den optakt burde være et vink med en vognstang.

Men det var den tydeligvis ikke. Slet ikke for Zenia Stampe, der gerne vil bestemme, hvad andre må sige – særligt om islam.

”Vi skal passe på, at vi ikke opildner til hadforbrydelser”, sagde hun blandt andet. Hvem der egentlig står bag de fleste såkaldte hadforbrydelser, undlod hun at komme nærmere ind på.

Morten Messerschmidt mente derimod, at al udvikling stopper, hvis mennesker ikke må sige deres mening og dermed risikere at fornærme hinanden.

”Det, du står for Zenia, er et attentat på ytringsfriheden. Du skubber os i en mere og mere totalitær retning,” lød det.

Zenia Stampe indviede desuden tilhørerne i et spændende ræsonnement.

Det gik ud på, at der på den ene side skal være lighed for loven, så blandt andet 266b - den såkaldte racismeparagraf - ikke bruges selektivt.

På den anden side mente hun, at rammerne for, hvad man kan tillade sig at sige, bør defineres af, om man i en given situation tilhører en majoritet eller en minoritet.

Hvad skete der med religionskritikken?

Det synspunkt gav tilsyneladende ikke ret meget mening – hverken for Morten Messerschmidt eller for en ældre herre blandt tilhørerne.

Pludselig rejste han sig op og fortalte, at han det meste af sit liv havde været medlem af Det Radikale Venstre. Det var han ikke længere.

At han overhovedet var blevet medlem, havde med den religionskritik, der tidligere var et af partiets adelsmærker at gøre.

Nu græmmede han sig over at se sit gamle parti bukke og skrabe for islam.

Dagbladet Politikens undskyldning til et udvalg af Muhammeds efterfølgere kunne han heller ikke få til at harmonere med en religionskritisk indstilling.

”Hvad er det, der er sket med mit gamle parti?”, spurgte han.

Til det svarede Zenia Stampe, at der skam havde været intern uenighed i partiet under Muhammed-krisen, men at hun insisterede på, at religionskritik ikke måtte blive til hetz.

”Jeg forstår det stadigvæk ikke, Zenia”, var mandens eneste kommentar, hvorefter han igen satte sig ned.

PET, Vilks og fedtholdig mad

At alt ikke er fryd og gammen i Danmark - eller i resten af Skandinavien for den sags skyld - var Trykkefrihedsselskabets næste arrangement også et godt eksempel på.

Således krævede det en større militærlignende operation at afholde et debatmøde med Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard og den svenske kunstner, Lars Vilks.

Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard og den svenske kunstner, Lars Vilks, deler skæbne: Nogen vil dem gerne til livs. Alligevel fortryder de ikke, hvad de har sagt og tegnet. Yderst til venstre Aia Fog

Sidstnævnte har som bekendt tegnet muslimernes hellige profet som en hund, hvorfor han i dag lever med livvagter døgnet rundt.

Når han skal til Bornholm for at fortælle om et liv med attentatforsøg og dødstrusler, stiller det krav til værterne:

Kunstneren skulle hentes ved færgen i Rønne, hvor to svenske sikkerhedsvagter afleverede ham. Derefter tog danske PET over.

De skulle vide, hvem fra Trykkefrihedsselskabet der kom for at tage imod, de skulle vide præcist, hvor vi skulle hen, og de skulle vide, hvilken bil vi kørte i.

Selv var de bevæbnet til tænderne og desuden kørende i noget, der mest af alt lignede en pansret mandskabsvogn.

Imens talte danske politikere om pension, ligestilling og mindre fedtholdig mad.

Man skal være et hæderligt menneske

På mødet fortalte Vilks og Hedegaard om deres liv før, under og efter attentatforsøgene.

Oplægget til debatten gik på, om der var noget de to fortrød – underforstået ville de have gjort det samme, hvis de havde vidst, hvor galt det kunne gå.

De var der alle sammen ved Folkemødet på Bornholm…

-Jeg er ikke den, der fortryder, sagde Lars Vilks.

-Islamister vælger nogle tilfældige ud, og i den her omgang blev det mig. Men det er klart, at det har gjort mit liv mere besværligt – af hensyn til de studerendes sikkerhed ønsker man ikke længere at bruge mig som forelæser på universiteterne, og i mange andre sammenhænge er jeg heller ikke velkommen.

Men det ændrer ikke på, at det er helt afgørende at kunne kritisere autoriteter – særligt religiøse autoriteter. Derfor fortryder jeg heller ikke det, jeg har gjort.

Nogenlunde samme budskab kom fra Lars Hedegaard:

- Jeg har lavet et par fodfejl undervejs, men i store træk ville jeg ikke have gjort noget anderledes. Det mener jeg simpelthen ikke, jeg kunne, hvis jeg ville være et hæderligt menneske.

- Når det er sagt, så er det selvfølgelig ubehageligt at vide, at der går folk rundt derude, som ikke mener, at de har gjort deres arbejde færdigt, før jeg er død.

Hjemløse på Bornholm?

De afsluttende ord kom også fra Lars Hedegaard:

- Jeg ved ikke, om det vil lykkes at bevare ytringsfriheden, men jeg ved, at jeg vil blive ved med at kæmpe for den. Jeg vil opfordre alle til at gøre det samme, for uden den er alting tabt.

Om politikerne på folkemødet hørte det budskab, er nok tvivlsomt.

De havde travlt med at se godt ud, smile til kameraerne og lade som om alt er i skønneste orden.

 

Se også Jyllands-Postens, Journalistens og TV2Bornholms omtale af TFS's møder

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg