"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Flemming Rose: - Politikens forlig er forræderi mod avisens historie og værdigrundlag

26. februar 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Politiken indgår forlig med efterkommere af religionsstifteren Muhammed og undskylder Muhammed-tegning. Avisen bøjer sig for trusler, mener JP's kulturredaktør.

I august 2009 fik 11 danske dagblade et brev fra den saudiske advokat Faisal Yamani, der repræsenterede efterkommere af religionsstifteren Muhammed. Advokaten krævede, at aviserne bragte en undskyldning, fordi de havde publiceret Kurt Westergaards Muhammed-tegning i februar 2008 (ovenpå afsløringen af et mordkomplot mod tegneren, red.). Advokat Faisal Yamani krævede yderligere, at aviserne lovede ikke at trykke tegningerne eller tilsvarende tegninger igen, hvis de skulle undgå retsforfølgelse.

Politiken har nu indgået forlig i sagen, og Politiken undskylder i en erklæring for de krænkelser, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008.

Hos Jyllands-Postens kultur- og opinionsredaktør Flemming Rose, der skrev ledsageteksten til Jyllands-Postens oprindelige 12 Muhammed-tegninger, møder Politikens beslutning ingen forståelse. Flemming Rose kalder forliget forræderi mod Politikens historie og avisens værdigrundlag.

”For det første: Den aftale og ordlyden af den og principperne i den er et kæmpe forræderi mod Politikens egen historie og de værdier, Politiken blev skabt på. Brødrene Brandes ville vende sig i deres grav. Religionskritik og udfordring af dogmer har hidtil været en del af Politikens værdigrundlag,” siger Flemming Rose til Sappho og uddyber:

”For det andet: Politiken kalder det dialog. Men det er dialog med en pistol for panden. Det oprindelige brev fra advokat Faisal Yamani truede med retslige konsekvenser. Det er en underlig form for dialog. Og så glemmer man, at Kurt Westergaards tegning i Jyllands-Posten netop var en reaktion på den intimidering og vold, der forekom fra islams side. Hvad kan være mere civiliseret end at lave en tegning som reaktion på vold? Jyllands-Posten har ikke opfordret til vold eller udvist aggressiv adfærd. Vi har alene arbejdet indenfor demokratiets rammer ved at gøre brug af en satiretegning, som der i øvrigt er masser af hver eneste dag – også i Politiken.”

Bombet tilbage til tiden før brødrene Brandes

Flemming Rose mener, at Politiken bøjer sig for trusler, og at avisen er inkonsekvent.

”Hvis Politiken skulle være konsekvente, ville der hver dag optræde den slags erklæringer med undskyldninger. Der vil hver eneste dag være en minoritet, der kan påberåbe sig at være blevet krænket, når de læser avisen.

For ikke så lang tid siden bragte Politiken et foto af Jesus med erigeret lem på avisens forside, men fordi det blot er nogen få kristne, der kritiserer det, sker der ikke yderligere. Der er først, når der kommer nogen, der truer, at man giver efter. Det er helt forrykt. De personer på Politiken, der i sin tid forvaltede dækningen af Jens Jørgen Thorsens gavlmaleri i Birkerød (der forestillede Jesus med erigeret lem, red.), må tage sig til hovedet.

På Jyllands-Posten er vi enige om, at autoriteter og dogmer skal udfordres, og at religiøse følelser ikke skal nyde nogen særlig beskyttelse, mens Politiken med sin erklæring har bombet sig tilbage til tiden før brødrene Brandes,” siger Flemming Rose.

Læs også: Imam: Genoptryk af Muhammed-tegninger var landsskadelig virksomhed

Læs også: 68 dage senere

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg