Vladimir Lenin (Uljanov) døde den 21. januar 1924, efter det tredje slagtilfælde i forbindelse med sygdommen syfilis, kun 54 år gammel. Siden hans død har cirka 150 millioner mennesker besøgt hans mausoleum på Den Røde Plads i Moskva, hvor Lenins mumie ligger i en glaskiste.
85-årsdagen markeres på et tidspunkt, hvor Rusland er stærkt ramt af økonomisk krise, og den sociale kontrast mellem de fattige og rige samt korruption er meget udbredt.
Putin advarede om, at økonomien i 2009 vil skrumpe ind med 4,5 %, og omkring 4 millioner russere vil miste jobbet. Deficit på budgettet vil beløbe sig til 2,5 trillioner rubler. Alt dette minder om Lenins Rusland 1921-22, hvor Lenin beordrede Ny Økonomisk Politik (NEP).
Der skal næppe forventes en officiel ceremoni, som vi kender fra de gamle Sovjet-traditioner, hvor dagen for Lenins fødselsdag 22. april og for hans død 21. januar blev markeret med propagandataler samt med pompøse slogans som «Lenin er død, men hans lære lever videre!«, «Under Lenins fane og den store Stalins ledelse, frem til kommunismens sejr!«, «Stalin er Lenin i dag!«.
Til slut var det obligatorisk, at det dårligt klædte, sultende og trætte publikum sang nationalhymnen «Gennem uvejret skinnede frihedens sol / og Lenin den store oplyste vor vej / Stalin opfostrede os til troskab mod folket, inspirerede os til arbejde og død.«
Men hvad mente man i Danmark om bolsjevikkernes kup? Vi var jo temmelig nært beslægtet med den russiske kejserfamilie.
Den danske avis «Socialdemokraten« var helt ovenud begejstret for Oktoberrevolutionen, trods det, at dens russiske meningsfæller var mindst lige så fortvivlede som de danske borgerlige. Redaktøren, Borgbjerg, der havde været på besøg i Rusland, svulmer i sine artikler af revolutionær begejstring. Han sammenligner hele tiden bolsjevikkernes kup med den store franske revolution, som i følgende ordvalg: «Den russiske revolution skrider rask frem, og der viser sig stadig lighedspunkter med den franske revolution i 1789-94. Efter girondisterne - hvortil i Rusland svarer «kadetterne«, som fik overtaget de to første revolutionsmåneder fra midten af maj - fik i Rusland jakobinerne Kerenskij og hans venner overtaget. De afløses nu af sansculotterne Lenin og Trotskij« osv., osv.
Lenins blodige terror
I en anden artikel hyldes Lenin og Trotskij som de «store fredsstiftere«, hvis navne vil blive stående i historien sammen med den russiske revolution. «Socialdemokratens« store agitator Borgbjerg havde som bekendt ikke sin styrke i tankens klarhed. Helt op til jul sendte han en hilsen til de russiske klassefæller og sagde i sin tale: «Vi socialister genoplever ved synet af den russiske revolution Socialdemokratiets gyldne barndom. Vi forstår, hvad der bruser gennem blodet på de 170 millioner, der gennem Lenins og Trotskijs taler stifter bekendtskab med Marx og Engels friske ungdomstanker… Vi er ikke bolsjevikker, men vi har inderst inde den sjæl, der er fri for ravnekrogsfordomme, og der skælver en begejstring for alt, hvad der virkelig er revolutionært i verden«.
Det synes, som om Borgbjerg har glemt den hånende afvisning, han i april 1917 havde fået af Lenin i Petrograd, og for resten er han også ganske upåvirket af sin svenske kollega Brantings helt anderledes og kølige afstandtagen fra den bolsjevikiske regering.
Det danske teoretiske tidsskrift «Socialisten« ofrer den revolutionære udvikling i 1917 en ikke ringe interesse. «Socialisten« fortæller om den revolutionære fremmarch over for borgerskabet. Som et gyldigt udtryk for den mangel på overblik over de uhyre og farlige omvæltninger, der var så godt i gang i Rusland, kan tjene en beskrivelse, som det danske statsråd Koefoed giver i sine erindringer. Koefoed omtaler sin opfattelse af Lenin således: «På dette tidspunkt (et par år før revolutionen) var Lenin ikke kommunist, og af overbevisning blev han det vel aldrig?«
Lenins blodige terror, ved hjælp af terrororganisationerne Tjekaen og GPU, voksede med uformindsket styrke. Tusindvis af børn, der blev forældreløse efter deportationen af deres forældre til Lenins nye kz-lejre GULAG, sang: «Djadja Lenin nasz papasja, GPU nasja mamasja« («Onkel Lenin er vores fader, og GPU er vores moder«).
I en seddel til terrorlederen Dzershinskij skrev Lenin: «En fri presse er lige så farlig som en fri Mauser (pistol). Ethvert forsøg på at diskreditere revolutionens erobringer og betydning skal betragtes som en folkefjendtlig forbrydelse.« I 1934 ændrede Lenins efterfølger, diktatoren Stalin, Lenins notat til straffeparagraf 58/10 i den kriminelle straffesamling, hvor en dom på 10 år, uden ret til korrespondance, i virkeligheden har betydet dødsstraf.
Nikita Khrusjtjev, der etablerede en kommission til at undersøge, hvor mange ofre Lenin og Stalin med deres terrororganisationer har på deres samvittighed efter revolutionen, blev, efter at han læste den første statistik, chokeret og beordrede undersøgelsen standset og befrielse af tusindvis af politiske fanger. Nu ved vi, at det drejer sig om mindst 50 mio. ofre, de fleste politiske (Politiken 18. april 1988).
Men efter at arkiver, der fortæller om Lenins terror, er blevet delvis åbnet, har russernes vurdering af Lenins og bolsjevikkernes revolution totalt ændret sig.
Lenins totalitære system
To uger efter revolutionen skrev den berømte forfatter Maxim Gorkij i en lederartikel i «Novaja Zjizn« (Det ny liv) følgende: «Lenin og Trotskij og deres allierede er allerede inficeret af magtens fordærvede gift, derom vidner allerede deres skændige indstilling til talefrihed, til individet og alle de rettigheder, for hvis sejr demokratiet har kæmpet«, og Gorkij fortsætter: «Arbejderklassen vil komme til at indse, at Lenin på dens skind med dens blod blot udfører et eksperiment og forsøger at presse proletariatets stemning til det yderste for at se, hvad der kommer ud af det.
På vejen anser Lenin og hans medkæmpere det for muligt at begå forbrydelser af enhver art og talrige arrestationer - altså de samme afskyeligheder som Stolypin og Pleve har begået.«
Det var således Lenins totalitære system, der nærmest automatisk førte til det stalinistiske blodbad. Kendte historikere i Vesten og i Rusland mener, at Lenin ikke stadigvæk fortjener at blive dyrket som ikon. «De russiske intellektuelle« - hedder det i vestlige filosoffers udtalelse - «bør holde op med at betragte Marx og Lenin som Bibelen og ikke være bange for at sammenligne teorien med de praktiske resultater.«
Det første tegn på, at Lenin er ude af kurs, var navneskiftet af revolutionens vugge Leningrad til Sankt Petersborg. Den politiske symbolik var svær at overse. Man havde næppe overvejet at bytte navn, hvis ikke Vladimir Lenin havde været ude af kurs.
De nygifte Sankt Petersborg-par lægger, som traditionen byder, blomster ved bronzestatuen af Peter den Store til hest. Men de kunne ikke drømme om at køre bryllupsbilen til Lenin-statuen ved Finlands banegården.
Genbegravelse af Lenins balsamerede lig blev sidst diskuteret i juni 2008. «En dag skal Lenin ikke mere være tæt på Kremls mure, han bør blive begravet«, sagde Gorbatjov til de russiske medier.
«Hvis vi begraver Lenin er det det samme som at fortælle en hel generation, at de har fulgt falske værdier og levet for ingenting,« sagde Vladimir Putin.
Putin har ret: sovjetborgere har fulgt falske værdier og for ingenting i 70 år.
Kronikken har også været bragt i Fyens Stiftstidende. Den vil indgå som tekst i Leon Nikolins kommende bog: "Fra Vadimir Lenin til Vladimir Putin". Leon Nikulin er dr.phil. og forfatter
