Anledningen var udgivelsen af hans nye ”Mig og Muhammed”, en bog om forfatterens personlige udvikling fra ubekymret akademikerspire i de uskyldige 90’ere til bekymret islamkritiker i det nye årtusind. Omdrejningspunktet er dette: Når nu Muhammed tydeligvis har et udestående med Jalving, så må han til gengæld også have et udestående med Muhammed.
På trods af trafikale problemer som følge af et motionsløb er salen hurtigt fuld af tilhørere. Da arrangementet falder på dagen for Danmarks befrielse i 1945 er der sat lys i vinduerne til de mange fremmødtes glæde. Mødet indledes med Mads Nielsens sang ”En lærke letted” fra befrielsesåret – en passende begyndelse på en aften med frihed som det altoverskyggende tema.
For det er friheden, der ligger Jalving på sinde. Ytringsfriheden, friheden til at tænke, tro og mene, hvad man vil. Disse friheder, der i skrivende stund er under pres fra en religion, der kalder sig fredelig, men som i sit teologiske udspring – Koranen – er knapt så fredelig som akademikerstandens appeasere ønsker at erkende.
Stening ikke til diskussion
Jalving begynder sit oplæg med en indrømmelse: Det har ikke været nogen nem bog at skrive. Tværtimod. Ikke bare fordi dens budskab udgør hans endelige farvel til det pæne selskab. Men særlig fordi et af hovedelementerne, korangennemgangen, har trukket store veksler på forfatterens tålmodighed og humør. Han blev rasende over at erfare, hvad han læste deri. Inden projektet, der har været to år undervejs, begyndte, havde Jalving hørt, at bogen var et lyst og litterært værk. En æstetisk og kunstnerisk oplevelse, der glimrede ved sine metaforiske blomster. Han blev klogere.
Som en fin kommunikationsgimmick fortæller Jalving, at han har indkaldt to ’sekundanter’. En imam og en videnskabskvinde, der skal være ham behjælpelige med at finde ud af, hvad Koranens budskab egentlig er. Sekundanterne deltager godt nok ikke personligt, men i form af citater. Imamen, Abdul Wahid Pedersen, først. Denne har til religion.dk udtalt om en af de barbariske islamiske afstraffelsesmetoder, stening at ”stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.”
Værsgo! Stening står ikke til diskussion. Det er denne mand, myndigheder og bureaukrater bruger som integrationsekspert – og som i den offentlige debat får ærestitlen ’moderat’.
Islamforskning anno 2010
Mens publikum tygger lidt på dén, indkalder Jalving sin anden sekundant. Det er Dorthe Bramsen, forlagsredaktør og ph.d. i islamiske studier. I ”Gads leksikon om islam” beskriver hun nøgternt reglerne for muslimske skilsmisser; mens mænd kan lade sig skille ved at bede om skilsmisse tre gange, skal kvindens først have sin mands accept.
Hvis ikke hun får den, må hun gå til en dommer, der skal vurdere, om hun har ret til skilsmisse. I artiklen er det ikke nævnt med et ord, at denne indretning indebærer en fundamental forskelsbehandling af mænd og kvinder. Det siger noget om islamforskningens ringe habitus og vilkår anno 2010, mener Jalving.
Efter denne introduktion går vi videre til selve bogen og dens baggrund. Den personlige del af Jalvings historie kan deles op i tre perioder. Den første er det, han har kaldt ”uskyldens årti”, altså 90’erne. Alt så lyst ud, i en tid, hvor Clinton var præsident, den kolde krig var overstået, Vestens demokratier og kapitalismen havde vundet. Historien havde nået sin afslutning. ”Muhammed rager mig en høstblomst”, tænkte Jalving.
Hoben i Amsterdam
Men freden varede ikke længe. På en tur til Amsterdam oplevede han for første gang en rasende, ødelæggende hob af unge arabiske indvandrere, der på deres færd gennem et fredeligt indkøbsstrøg smadrede alt, hvad de kom i nærheden af. Folk flygtede ind i butikkerne for at undgå samme skæbne som de brændende biler og ituslåede ruder. Også Jalving og hans hollandske ven.
Mens de lå på gulvet i en skotøjsbutik tænkte han, at der nok ville komme en stærk reaktion fra hobens ofre. Men han tog fejl. Folk rejste sig op, rettede på tøjet, ringede til oprydningsfolket og fortsatte deres dag uden at rette anklager mod de hærgende unge. Denne opgivende og frygtsomme tavshed satte sine spor i hans sind og fremskyndte hans bevægelse ind i den anden periode, hvor han ikke længere kunne undgå at forholde sig til islam. Anden periode slutter med 11. september, hvor det bliver endnu tydeligere, at islam tydeligvis har et anliggende med Vesten – deriblandt også med Mikael Jalving.
Velfærdsstat eller indvandrerland
Efter de to tårnes tragiske skæbne, Muhammedkrise, Durban-konference og de utallige andre eksempler på den fredelige religions knapt så fredelige indmarch i store dele af verden, måtte han opgive sin modstand mod at læse Koranen. Det er tilsyneladende et faktum, at man i dag, for at være et oplyst menneske, skal være bekendt med, hvad der står i denne bog.
For den er ikke, som visse eufemiserende islamforskere ellers ønsker at fremstille det, bare en samling smukke metaforer. Jihad er ikke, som Jørgen Bæk Simonsen prøver at bortforklare det, en ’moralsk bestræbelse på at gøre det gode’. I Koranen sker der en glidning fra en trosverden til en vidensverden – til noget, der ikke står til diskussion. Det åbenbarede sidestilles med sikker viden – og dermed har vi et totalitært skrift.
Efter en kort pause er det tid til de mange spørgsmål fra salen. Der blev spurgt og svaret om integration og velfærdsstat: Jalving refererede Ayaan Hirsi Ali, der under sit nylige besøg i København havde sagt, at vi må vælge mellem at være en velfærdsstat eller et indvandrerland. Jalving mente godt, at Danmark kunne være et indvandrerland – blot man, som eksempelvis USA, sørger for at være tilstrækkeligt selektiv med hensyn til, hvem man tager ind.
”Integration er so yesterday”
En tilhører var ikke enig i dette; indvandring har altid konsekvenser for et lands sammenhængskraft. USA er enestående som indvandringsland, men heller ikke her er der tale om et multikulturelt samfund. Folk bliver jo assimilerede ind i den amerikanske kernekultur, der bygger på WASPs – White Anglo-Saxon Protestants. I et multikulturelt indvandringsland bliver den kulturelle homogenitet udfordret. Kan man overhovedet have indvandring, samtidig med at man opretholder en monokulturel kerne?
Jalving svarede, at han skam heller ikke går ind for et multikulturelt samfund – mens multietnicitet ikke er noget problem. Han er bare træt af at høre om integration, integration er so yesterday. Assimilation må være målet. Adspurgt om moskébyggeri var Jalvings kommentar, at han ikke går ind for et forbud. Det, der til gengæld skal gøres, er at holde skarpt øje med hvem, der finansierer hvad og hvorfor. Follow the money. Og send så PET og hvad har vi, ind for at sikre, at der ikke foregår ulovligheder.
Efter flere andre spørgsmål tog Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, ordet og sagde tak til publikum for at have tilbragt en så betydningsfuld aften i Trykkefrihedsregi. Lysene i vinduerne blev pustet ud, og folk cyklede, gik eller kørte hjem, klogere på Mikael Jalvings enestående, personlige historie og modige opgør med det pæne selskabs frivillige selvcensur.
