"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Er ytringsfriheden ”borgerlig”?

26. oktober 2009 - Den løbende - af Katrine Winkel Holm

”Tak for støtten”, sagde kirketjeneren, da vi gik ud af Tingbjerg Kirke søndag formiddag. Det fik han lejlighed til at sige næsten 400 gange, for godt og vel så mange mennesker var mødt op til gudstjeneste i Tingbjergs gulkalkede kirkebygning den formiddag.

En helt almindelig gudstjeneste, med tekstlæsninger, salmesang, prædiken og altergang – uden ét ord om den særlige situation på stedet. Det var det fine ved det. Gudstjenesten blev ikke forvandlet til et politisk møde eller til
en agitations-komsammen. Det, som høj og lav, statsministeren og tingbjergborger, var samlet om, var lige præcis gudstjenesten, den folkekirkelige hverdag.

Det er den folkekirkelige hverdag, der er blevet smadret i Tingbjerg: Muligheden for at være præst og menighed uden frygt og chikane. Sådan er situationen i et land, der har været kristent i 1000 år og som har haft ytringsfrihed og religionsfrihed de sidste 160 år. Det var for at protestere mod dette utålelige anslag mod ytringsfrihed og retsstat, at vi var så mange, der havde fundet vej til Tingbjerg Kirke den dag. Og manifestationen virkede i al sin stilfærdighed meget stærkt.

”Et skamløst pr-indslag”, ifølge Ekstra Bladet, ”en politisk gudstjeneste” ifølge Ritzau, som følges op af Kristeligt Dagblad, der spydigt beskriver, hvordan ”toppolitikerne indbød sig selv til kirkefest”, mens ”Tingbjerg Kirkes menighed så lidt undrende til fra sidelinjen”.

Sådan så det ikke ud fra min kirkebænk. De tingbjergborgere, jeg mødte, var glade og overraskede over Lars Løkke Rasmussens støtte. Og de var ikke med på sidelinjen, men deltog ligesom statsministeren og os andre i gudstjenesten. Men selvfølgelig undrer jeg mig ikke over, at Kristeligt Dagblad drypper godt med malurt i bægeret, når det er VKO-politikere, der støtter en præst.

Og det var da også meget påfaldende: De politikere, der mødte op, tilhørte med en enkelt undtagelse den borgerlige blok.  Så i stedet for at lave motivanalyser kunne man jo i stedet spørge: Hvor var alle de andre politikere? Ritt Bjerregaard, som godt nok ikke kan kende forskel på Vorherre og en hønisse, men som dog er overborgmester i den by, som Ulrich Vogel er blevet fordrevet fra. Frank Jensen, som så gerne vil følge efter hende. Helle Thorning, Villy Søvndal og
Margrethe Vestager. Hvor var de og hvor er de, når byen brænder og ytringsfriheden trædes under fode?

Under Muhammedkrisen var de væk. Der var det VKO, der - i svingende grad – holdt ytringsfrihedens fane højt. Og tendensen fortsætter. Her i efteråret har Trykkefrihedsselskabet haft travlt med at etablere et rådgivende organ, som man se på vores hjemmeside. Vi har inviteret
forfattere, kulturpersonligheder og politikere til at sidde i dette råd, TFS-rådet, og har netop villet gøre sammensætningen så bred som mulig. ”Forsvaret for ytringsfriheden er alt for vigtigt til at
overlade til én politisk blok” skrev jeg i min henvendelse til Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal, der begge blev inviteret til at være med. Det samme blev Manu Sareen (R).

Det var nej over hele linjen. Ingen af de herrer og damer fra rød blok ville støtte Trykkefrihedsselskabets forsvar for ytringsfriheden. Til gengæld var det ikke svært at få støtte fra blå blok. Derfor er der ganske rigtigt politisk slagside i vores råd, men det skyldes
venstrefløjen, ikke os.

Forsvaret for ytringsfriheden bliver politiseret, lyder det fra forskellig side. Ja, sådan kan det se ud, når den ene side af folketinget snorksover og overlader forsvaret til den anden side. Så
ender hævdelsen af Grundlovens frihedsrettigheder med at ligne en partipolitisk sag.

Jeg kommer til at tænke på marxisternes gamle foragt for de ”borgerlige frihedsrettigheder”, som man kan se beskrevet indefra i Ralf Pittelkows interessante erindringsbog Mit liv som dansker.
De ”borgerlige frihedsrettigheder” var ifølge marxisterne i virkeligheden bare et skalkeskjul for repressiv tolerance og ubevidst undertrykkelse. Derfor rynkede de bevidstgjorte marxister, der havde indtaget venstrefløjen, lidt på næsen af dem.

Venstrefløjen har siden pillet marxismen ud af deres partiprogrammer, men aldrig taget et tilbundsgående opgør med den. Det er måske grunden til, at de også i dag har så svært ved at svinge sig op til et forsvar for ytringsfriheden, denne ”borgerlige frihedsrettighed”. Og så ender forvaret for ytringsfriheden ganske rigtigt med at ligne en rent ”borgerlig” sag. Sådan som man så det under Muhammedkrisen, i TFS-rådet. Og i Tingbjerg Kirke i går.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg