Den britiske forfatter Kenan Malik kritiserer den krænkelseskultur, som multikulturalismen fremelsker. I fredags var han i København.Et besøg værd
Cepos havde lagt brevhoved til invitationen og dagbladet Informations kantine var fredag d. 7. januar ramme om et paneldebatmøde med den britiske forfatter Kenan Malik arrangeret af Forlaget Information og Fri Debat. Anledningen var Maliks sidste og netop til dansk oversatte bog Fra Fatwa til Jihad, der er udkommet på Informations forlag.
Der var fuldt hus, heriblandt mange efterhånden kendte ansigter fra avisernes blogs og debatsider. Intet under. Malik er med sin indisk-muslimske baggrund, sit afsæt på den britiske venstrefløj og sin interesse i at afdække de reelle udfordringer med multikulturalisme et besøg værd.
Multikulturalisme bør, lagde forfatteren ud, gentænkes som et forhold mellem flere elementer: Immigration, islam og ytringsfrihed. Her kunne han have nævnt religion generelt, men nøjedes - ret påfaldende - med blot at nævne islam.
Letbenet kulturbegreb
Malik skitserede de forskellige positioner i den verserende debat: Bl.a. amerikanerne Christopher Caldwell, Samuel P. Huntington - forfatteren til The Clash of Civilizations og Sam Harris - der med hver deres udgangspunkt tilhører den pessimistiske fløj overfor forsvarerne af multikulturalisme. Udover disse to fløjes divergerende opfattelser af nutidens store udfordring, pointerede Malik deres fællesnævner: Holdningen til kultur som værende af afgørende betydning for identitet og indbyrdes forskellighed.
Maliks egen opfattelse af kultur og kulturs betydning efterlod et mildt sagt letbenet indtryk, idet han så kultur som evigt foranderligt, bevægeligt og inter-agerende – ikke ulig Jørgen Bæk Simonsens tågede opfattelse af islam - og ikke underligt gik flere af spørgsmålene fra salen på netop dette emne. Her lod britens argumentation noget tilbage at ønske.
Til gengæld havde han ret i, at myndigheder i de forskellige europæiske lande (sammen med en from venstrefløj, kunne man tilføje) ikke kan unddrage sig en stor del af skylden for, at integrationen er forløbet så skævt, idet de med bl.a. kassetænkning og generaliseringer har set etniske minoriteter som religiøse grupper, frem for som enkeltindivider med individuelle rettigheder.
Maliks alt for bagatelliserende opfattelse af kultur og følger af masseindvandring til trods, var det opløftende at høre en venstreorienteret forholde sig til lidt af den virkelige verden.
Retten til at fornærme
Og var man som tilhører mødt op i forventning om hos Malik at blive bekræftet i sin holdning til, at ethvert frit og anstændigt samfunds lovgivning som det mest selvfølgelige bør indeholde en blasfemi-og hate speech paragraf, så var man gået forgæves:
Med retten til det frie ord følger retten til at fornærme; noget der kan øve positiv indflydelse på samfundet, og man bør netop i et samfund med borgere af vidt forskellig etnisk herkomst sikre den størst mulige grad af ytringsfrihed, mente aftenens hovedtaler, og leverede således et fuldblods forsvar for det frie ord. Det var befriende. Meget befriende.
Knap så befriende var det efterfølgende at høre de to paneldeltagere, Christian Rostbøll og Niels Erik Hansen fra hhv. Institut for Statskundskab og Dokumentations- Rådgivningscenteret mod Racisme.
Rostbøll, der er politisk teoretiker, så et dilemma mellem ytringsfrihed og lighed, idet man med racistiske udtalelser og adfærd underkendte selve fundamentet for det frie ord.
Fra fri tale til folkedrab
Niels Erik Hansen så en indlysende og direkte forbindelse fra hadefuld tale over vold til folkedrab. Det er hørt før. Flere tilhørere protesterede højlydt over denne forenkling, og mindede om Weimar-republikkens blasfemilove, der ikke havde forhindret Holocaust, ligesom blasfemilove på Balkan heller ikke havde dæmmet op for etnisk udrensning.
De to danske paneldeltagere lod i det hele taget til at forveksle sociale spilleregler, gode manerer og moral med den enkeltes grundlovssikrede ret til at ytre sig frit.
