"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En spionagesag

10. december 2010 - Artikel - af Lars Hedegaard

WIKILEAKS. Lad os for at undgå hykleri holde de fine principper om ytrings- og informationsfrihed ude af vurderingen, skriver Lars Hedegaard i sin analyse af Wikileaks-affæren.

Forventelig anklage

Som man kunne forvente, er Trykkefrihedsselskabet også blevet beskyldt for hykleri i forbindelse med sagen om Wikileaks, der har anbragt hundredtusinder af stjålne amerikanske regeringsdokumenter på sin hjemmeside. Trykkefrihedsselskabet bør ubetinget støtte de brave frihedskæmpere i Wikileaks, der jo ikke har gjort sig skyldig i andet end at slå et slag for ytringsfriheden og informationsfriheden, hedder det sig.

Ingen uden for en snæver inderkreds i den amerikanske administration og omkring Wikileaks-guruen Julian Assange kender den egentlige historie om, hvordan dette informationsudslip overhovedet har kunnet finde sted, hvem der står bag, og hvilke motiver de kan have haft. Vi er foreløbigt overladt til at gætte. Men som sagen indtil videre ligger oplyst for offentligheden, har en menig medarbejder i den amerikanske administration stjålet dokumenterne og sendt dem til Assange, der derefter har offentliggjort dem. Vi må endvidere gå ud fra, at det ikke er sket med den amerikanske regerings gode vilje, og at den altså har ønsket at holde dokumenterne hemmelige.

Spionagesag

Hvis det er sådan, det er gået til, er der med andre ord tale om en spionagesag, som dem der har været masser af i USA's historie. I 1930'erne og 40'erne vrimlede det med sovjetagenter højt oppe i den amerikanske regering, i efterretningstjenesten og i militæret. De sendte bunker af hemmeligheder til KGB i Moskva, der stort set vidste alt hvad der var værd at vide om amerikanerne. Mange af disse agenter – der var hundredvis af dem, som det er dokumenteret i en række nylige undersøgelser – gjorde det ikke for pengenes skyld, men af overbevisning. De mente af et godt hjerte, at USA's regering var ond og kastede sig derfor ind i kampen for at bringe den til fald. Ligesom det meget vel kan være tilfældet med den eller dem, der denne gang har tømt arkiverne og sendt indholdet til Julian Assange, som heller ikke lægger skjul på sin afsky for USA, Vesten og det kapitalistiske system.

Ville man forsvare spioner?

Nu kan man selvfølgelig sige, at sammenligningen med de gamle KGB-spioner halter, for de hemmeligheder. de i så rigt mål sendte til Moskva, var jo ikke beregnet på offentliggørelse, men skulle udelukkende tjene Kremls interesser. Men lad os så antage, at nogle insidere i det amerikanske atomvåbenprogram i stedet for at sende deres hemmeligheder til Moskva havde fået en avis til at trykke dem, således at Moskva og enhver anden interesseret regering kunne finde ud af, hvordan man lavede en atombombe, og hvilke konkrete planer den amerikanske regering havde for at udvikle og indsætte den. Så ville der stadig være tale om spionage, og ikke en sjæl ville have drømt om at forsvare spionerne med henvisning til ytrings- eller informationsfriheden. Skulle man forsvare dem, måtte det være med politiske argumenter: De havde gjort en god gerning, fordi de havde skadet USA og gavnet USSR.

Hermed har vi afgjort spørgsmålet om ytringsfriheden. Hvis spioner og deres hælere eller arbejdsgivere skal betragtes som ytringsfrihedsforkæmpere, så har ytringsfriheden fået en helt ny betydning. Desuden ville ytringsfrihedsbegrebet i så fald få et politisk og ideologisk indhold, der gjorde ytringsfriheden svær at forsvare som alment princip. Alt ville nemlig komme til at afhænge af, hvem man i den konkrete situation holdt med. Bryder man sig i forvejen ikke om den amerikanske regering eller dens indflydelse rundt om i verden, vil man være tilbøjelig til at klappe i hænderne over de modige frihedskæmpere, der har afsløret alskens nederdrægtighed og luskeri i Washington, mens USA's støtter vil betragte informationstyven og hans hælere på Wikileaks som rene forbrydere.

Hvem er det, der ytrer sig?

Når man diskuterer ytringsfrihed, er det altid nødvendigt at spørge, hvem det er, der ytrer sig, og hvis frihed til at gøre det, man derfor bør forsvare. Hvem har altså ytret sig i Wikileaks-sagen? Ikke den amerikanske regering, der netop ikke har villet ytre sig om de sager, som Wikileaks nu har lagt på bordet, og derfor har prøvet at holde dokumenterne hemmelige. Ikke informationstyven, der os bekendt ikke har ytret et ord, men har viderebragt det, som den amerikanske regering ikke ville ytre sig om. Og ikke Wikileaks, der blot har offentliggjort det, de havde fået af informationstyven.

Det kan lige så lidt kaldes en ytring, som hvis nogen fik fat på RKI's liste over dårlige betalere og lagde den ud på nettet for alle at beskue. Eller hvis nogen fik kendskab til den danske hærs operationsplaner i Helmand og gerne ville indvi enhver i dem.

Så har ingen ret til hemmeligheder

Men har sagen så med informationsfriheden at gøre – altså med offentlighedens ret til at få noget at vide, som andre vil holde skjult? Ja, det kan man sige, hvis man altså mener, at verdensoffentligheden har krav på at kende den amerikanske regerings inderste hemmeligheder. Men så må man tage konsekvensen og sige, at ingen regering eller nogen anden offentlig eller privat institution eller virksomhed – inklusive medierne – har ret til at have hemmeligheder, og at det er enhvers ubetingede ret at fremlægge alt, hvad de kan få fingre i. I så fald må man også tage den konsekvens, at spionage skal være lovligt, idet spionen er en nyttig samfundsborger, der blot fremskaffer det, som andre ikke har ret til at skjule.

Det må være konsekvensen, hvis man vil forsvare Wikileaks ud fra retten til informationsfrihed.

Hemmelighedernes tid forbi?

Og måske er det netop den konsekvens, man må drage. Meget tyder jo på, at intet kan holdes hemmeligt med de moderne kommunikationsmidler og i en situation, hvor informationer bliver lagret elektronisk. Folk med kendskab til informationsteknologi siger, at alle barrierer, alle passwords og andre spærringer kan gennembrydes, hvis man giver sig tid nok. Alt kan altså opdages, med mindre man går over til at udveksle og lagre informationer på papir eller kommunikerer i lukkede elektroniske systemer.

Vi står altså i en situation, hvor man kan gøre det strafbart at bemægtige sig andres hemmeligheder, men hvor man i praksis ikke kan holde på disse hemmeligheder.

Måske bevæger vi mod en tid, hvor alle kan vide alt om alle, og hvor det er futilt at ville forhindre det. Vel at mærke i den frie og åbne del af verden. Det vil nok fortsat være svært at få noget at vide om de indre tilstande i Burma, Kina, Nordkorea eller Iran.

Men lad os så diskutere på det grundlag i stedet for at slå om os med bekendelser til informationsfriheden. Mange af de stemmer, f.eks. i den danske presse, der har slået på informationsfriheden i forbindelse med debatten om Wikileaks, mener jo ikke, at den skal gælde som alment princip i den virkelige verden. Den skal gælde for nogle, f.eks. den forhadte amerikanske regering, som bare har at rykke ud med sine arkiver, og som skal forholde sig i ro, hvis andre får fingre i dem.

Frihed eller særrettighed

Men de samme informationsfrihedsforkæmpere ville givetvis slå syv kors for sig, hvis nogen sagde, at en frihed kun er en frihed, hvis den omfatter alle, ellers er den en særrettighed, som gælder nogle men ikke andre. Så må de også kunne forstå, at regeringerne af al kraft prøver at komme efter tyve og hælere af deres hemmeligheder.

Lad os ikke hykle. Wikileaks har bragt adskilligt frem, der må have den største offentlige interesse, og når det først er ude, skulle man være en dårlig redaktør, hvis man ikke offentliggjorde de saftigste bidder. I det offentliggjorte materiale vil der være meget, som vil optage politiske analytikere og historikere i mange år fremover.

Men lad os også indrømme, at Wikileaks-affæren ikke har med ytringsfriheden eller informationsfriheden at gøre, sådan som vi indtil nu har opfattet disse begreber. Der er tale om klassisk spionage fra informantens side og om en fjendtligsindet handling mod den amerikanske regering fra Wikileaks' side.

Det er eller bør muligvis ikke være forbudt at ville underminere den vestlige stormagt, skade dens venner og gavne dens fjender. Hvad der er lovligt eller ulovligt i denne forbindelse, må vi overlade til juristerne og domstolene. Men antager vi, at Wikileaks intet ulovligt har foretaget sig ved at erklære krig mod USA, så er der heller ingen begrundelse for at fordømme den amerikanske regering for med de midler, der står til dens rådighed, at imødegå dette angreb, f.eks. ved at starte en cyberkrig mod Wikileaks.

Måske er det bedst at betragte hele sagen om Wikileaks som en krig mellem USA og Julian Assange. Og i en krig gælder som bekendt ethvert middel, man kan slippe af sted med. Men lad os for at undgå hykleri holde de fine principper om ytrings- og informationsfrihed ude af vurderingen.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg