"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En profetisk roman om ytringsfriheden

31. maj 2013 - Anmeldelse - af Aia Fog

Ole Hyltoft har skrevet en forhåbentlig banebrydende roman om ytringsfriheden. Man kan kun håbe, at andre vil følge hans eksempel, skriver Sapphos anmelder.

At romanen Københavnerpigen og Journalisten skulle vise sig at blive en nærmest profetisk roman om ytringsfriheden og prisen for den, havde Ole Hyltoft næppe forestillet sig, da han begyndte at skrive sidste bind i roman-trilogien om Familien Lauenborg og København i det 20. århundrede

Men lidt profetisk er Københavnerpigen og Journalisten nu blevet, da en af bogens personer, journalisten, den utrættelige kritiker af arabiske/antisemitiske bevægelser og deres hjemlige tilhængere, Josef Schneider alias ”Zions Søn”, udsættes for et mordattentat.

Parallellen til Lars Hedegaard ligger lige for.

Romanens hovedperson er Vini Lauenborg, forkæmper for kunst og dansk kultur, og desuden departementschef i Kulturministeriet, hvor hun må trækkes med en åndsforladt, men politisk meget ærgerrig minister.

Hun er dertil tredje generation i Lauenborg-klanen, som i de to foregående romaner har haft henholdsvis hendes far, den visionære arkitekt Tejs, og hendes farfar, den store kunstmaler William Lauenborg som hovedpersoner.

Vini er i gang med at arrangere en kunstudstilling på Arken af sin farfars værker, men samtidig arbejder andre kræfter på at skabe en særudstilling sammesteds om islamisk miniaturekunst.

Dén konflikt begynder Kjøbenhavns Tidendes redaktionschef, Christmas Vingaard, at skrive om.

I starten med stor forståelse for muslimerne og deres særlige behov, men efterhånden som begivenhederne tager fart, går det mere og mere op for Vingaard, hvilken trussel islam er for det åbne demokrati.

Her spiller ikke mindst mordet på Zions Søn en vigtig rolle, da Vingaard ufrivilligt bliver en brik i attentatet.

Ballade på Berlingske

Handlingen i romanen udvikler sig omkring Kjøbenhavns Tidende, som helt tydeligt skal forestille at være Berlingske Tidende, Københavns ældste avis.

Den håndfaste chefredaktør ”Cheftjansen” er tydeligvis stærkt inspireret af Lisbeth Knudsen og to andre let genkendelige figurer er Berlingskes Bent Blüdnikow (Zions Søn) og Johannes Møllehave i skikkelse af den forsmåede klummeskriver Ingolf Bøtefyhr, også kaldet ”Evangelisten”.

Alle indtager de forskellige roller som repræsentanter for den magtfaktor som Ole Hyltoft mener er nutidens største, nemlig medierne.

Det er medierne og ikke mindst deres repræsentanter, som i høj grad definerer virkeligheden for os andre, og derfor bærer de også en stor del af ansvaret for udviklingen (eller afviklingen?) af dansk kultur og ytringsfrihed i et åbent demokrati.

Ole Hyltoft skriver ikke bare for den gode historie. Han har et budskab, og det er ikke til at tage fejl af:

Vi er i konstant kamp mod totalitære kræfter der truer vores frihed og vores kultur.

I andet bind af romantrilogien, Københavnerpigen under besættelsen, var temaet den tyske besættelse og nazismens totalitære trussel.

Københavnerpigen og Journalisten er hovedfjenden islam.

Vi har således i Hyltofts optik brugt en betragtelig del af det 20. århundrede på at forholde os til totalitære ideologier, der sætter vores frihed og vores kultur under pres.

Og i begge romaner er skurkene dem, der enten lefler eller bøjer nakken for totalitarismen, mens heltene (naturligvis) kæmper for frisindet, oplysningen, kulturen og ikke mindst det folkelige.

Københavnerpigen og Journalisten er så vidt vides den første danske roman, der har ytringsfrihed og prisen for den som tema.

Mærkeligt nok, for det er et tema, som har præget samfundsdebatten i mere end ti år, og som altid har været nært knyttet til vold og drama – jeg behøver vel ikke at nævne attentatforsøgene mod Lars Hedegaard og Kurt Westergaard?

Hyltofts optimisme

Trods det lidt dystre tema er Københavnerpigen og Journalisten dog langt fra tung eller dommedagsprofetisk.

Tværtimod er romanen præget vittige dialoger, og Ole Hyltofts slet skjulte henvisninger til virkelige personer er rigtig sjove.

Ikke mindst det karikerede portræt af Johannes Møllehave, i skikkelse af af den rablende klummeskriver Evangelisten, er underholdende.

At Evangelisten ender med at konvertere til islam er måske skudt lidt over mål, men Ole Hyltofts beskrivelse af det aldrende kvindesegment, der trofast og ukritisk hengiver sig til rablerierne (og meget gerne også til manden) er morsomt og rammende.

Københavnerpigen og Journalisten er grundlæggende en optimistisk roman, der giver håb for landets fremtid som et folkeligt, sekulært demokrati.

Ole Hyltoft er trods sin skarpe pen ukuelig i sin tro på, at det gode vinder over det onde:

Heltinden får sin helt, og man fornemmer en tro på, at det også denne gang vil lykkes danskerne at vinde over de totalitære kræfter.

Om virkeligheden kan leve op til optimismen er dog endnu et åbent spørgsmål.

Ole Hyltoft har skrevet en forhåbentlig banebrydende roman om ytringsfriheden. Man kan kun håbe, at andre vil følge hans eksempel.

 

Ole Hyltoft: Københavnerpigen og journalisten. 238 sider. Vejl. pris 229 kr. Hovedland.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg