Mandag den 13. marts faldt der dom i Vestre Landsret mod Uriaspostens Kim Møller for overtrædelse af straffelovens § 264d: 3 måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste.
Dommen var en anke af byrettens frifindelse af Kim Møller, som anklagemyndigheden både fandt forkert og derfor også betimeligt at bruge skatteydernes penge på at få ændret, for selvom Kim Møller også dømtes til at betale sagsomkostningerne i både byret og landsret (ca. 80.000 kr.), så dækker beløbet langt fra de reelle omkostninger. Og hertil skal lægges Kim Møllers udgifter til advokatbistand, der løber op i 50.000 kr., så hans økonomi er smadret i en uoverskuelig fremtid al den stund, at han kun oppebærer en beskeden løn.
For de, der ikke har fulgt sagen, kommer her en kort opsummering: I oktober 2020 dokumenterede Kim Møller på sin blog, Uriasposten, et islamisk terrorangreb i Notre Dame-katedralen i Nice og lagde i den forbindelse et foto op med et af ofrene for terrorangrebet: en 69-årig kvinde, som terroristen havde forsøgt at skære halsen over på. Det var, mente politi og anklagemyndighed, en overtrædelse af straffelovens § 264d, som kan give op til 3 års fængsel for ” uberettiget (a) videregive(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.”
Retssagen mod Kim Møller er blot den seneste i en efterhånden lang række af tiltalerejsninger mod nationalkonservative og islamkritere for overtrædelse af straffelovens § 264d, hvoraf de mest omtalte har været sagerne mod Jaleh Tavakoli, Steen Raaschou, Erik Høgh-Sørensen og Kim Møller. Ud over den fælles politiske baggrund har 264d-sagerne også det til fælles, at de alle har dokumentation af islams voldelige angreb på vores samfund som omdrejningspunkt. Og det er, lidt spidsvinklet, hvad domstolene den ene gang efter den anden har vurderet er noget, der ”åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed”, for som det hedder i Landsrettens begrundelse:
”Det tiltrædes, at det omhandlede billede er af en sådan karakter, at det åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed, og at sagen herefter angår, om videregivelse af billedet har været uberettiget.
Landsretten finder, at det har været muligt for tiltalte at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger i relation til terrorhandlingen i Nice uden at videregive billedet, der viser en afdød kvinde med overskåret hals. Videregivelsen af billedet har heller ikke betydning for tiltaltes mulighed for i tilstrækkeligt omfang at kunne dokumentere sine kilder. Herefter og efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger finder landsretten, at beskyttelsen af den afdøde kvinde og hendes familie vejer tungere end tiltaltes frihed til at ytre sig politisk og religionskritisk, jf. herved tillige Menneskerettighedskonventionens artikel 10, og at videregivelsen af billedet derfor var uberettiget.”
Problemet med begrundelsen er ikke, at der kan være endog meget vægtige grunde til at beskytte ofrene for en modbydelig forbrydelse. Problemet er, at det udelukkende er ofre for muslimsk vold, der skal beskyttes og at det udelukkende er islamkritikere, der bliver straffet for at eksponere volden. Der er således ingen tilsvarende ”beskyttelse” af ofrene for hvid politivold (George Floyd), politiske terroraktioner (den russiske ambassadør i Tyrkiet), druknede migrantbørn (den 3-årige dreng på stranden i Bodrum) eller ofre for krigsforbrydelser (den fødende – og døende - kvinde, der bæres ud af et fødselshospital i Ukraine).
Alle billeder der – ligesom billedet af den dræbte kvinde i Notre Dame-katedralen i Nice – tjener til at dokumentere og illustrere forbrydelser og overgreb, som ikke hører hjemme i retsstater og som der derfor kan være tungtvejende grunde til at vise - bare ikke, når det gælder islamisk terror. Der er det åbenbart ”…muligt for tiltalte at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger i relation til terrorhandlingen […] uden at videregive billedet”
Samme argument kunne med rette anvendes på de utallige mainstreammedier, der som nævnt til overflod er ilet med at bringe tilsvarende fotos – og endda med spredning til potentielt millioner af mennesker. Men se, om det sker. Til gengæld fandt Vestre Landsret, at lige netop ”spredningen” af fotoet var en skærpende omstændighed for Kim Møllers ”forbrydelse”, da Uriasposten havde 6000 daglige læsere, da læsere over hele verden kunne få adgang til at læse hans blog samt, at billedet af den 69-årige kvinde i Notre Dame-katedralen var valg med henblik på at skabe en chok-effekt og dermed var en bevidst krænkelse af hende.
Straffesagerne efter § 264d hober sig op og dermed også beviserne på, at politiet og domstolene ikke længere er uafhængige, men tværtimod dybt politiserede og har gjort sig selv til et redskab til at lukke munden på personer af en bestemt politisk observans. Det er anti-demokratisk og ikke en retsstat værdig – hvis vi da stadig kan hævde, at vi har en sådan.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
