En bemærkelsesværdig dom
I den islamiske republik Iran er der fornylig faldet en bemærkelsesværdig dom: Syv fremtrædende medlemmer af det iranske bahai-samfund er blevet idømt hver 20 års fængsel. De syv, som jeg vil nævne ved deres navne for at gøre dem mindre anonyme, hedder Fariba Kamalabadi, Jamaloddin Khanjani, Afif Naeimi, Saeid Rezaie, Mahvash Sabet, Behrouz Tavakkoli og Vahid Tizfam. Den yngste er 36 år, den ældste 76 år. De er alle veluddannede, flere af dem har fået en uddannelse gennem bahai-samfundets private institutioner. For i Iran er det ikke tilladt for medlemmer af bahai at studere på et statsligt universitet. Hvad er disse mennesker dømt for? For blandt andet spionage for Israel, propaganda mod den iranske stat og hån af religiøse helligdomme.
Det er den verdensberømte advokat, nobelprismodtager og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadis kontor, “Defenders of Human Rights Center”, der har sagen. Ebadi selv har læst anklageskriftet igennem fra ende til anden og udtrykker bestyrtelse over dommen over de syv baha´ier. Men ikke mindst anklagen om spionage for Israel er en almindelig anklage, når det drejer sig om bahai. Bahai´s internationale hovedkvarter ligger i den israelske havneby Haifa.
Parodisk retssag
De syv baha´ier har besluttet sig for at appellere dommen. En fair rettergang er og bliver der naturligvis ikke tale om, for Iran er en islamisk republik og dermed ikke nogen retsstat. Baha´ierne blev arresteret i foråret 2008. De har afventet dommen i det berygtede Evin-fængsel udenfor Teheran. I det første år havde de ikke adgang til deres advokater, og der blev heller ikke rejst nogen formel anklage mod dem. Retsmøder er ligeledes blevet udsat, uden at hverken advokater, de anklagede eller de anklagedes familier er blevet orienteret om det. Den parodiske retssag burde føre til at Franz Kafkas Processen blev skrevet igen med blik på iranske forhold.
International fordømmelse
Sagen om de syv baha´ier vækker med rette international fordømmelse fra en lang række lande. Men det er først nu at også danske medier begynder at skrive om den. Sappho har skrevet om sagen siden sommeren 2009; det ligger i naturlig forlængelse af den interesse for de grove menneskerettighedskrænkelser i Iran, som Trykkefrihedselskabet har haft blik for siden sin start. Det har blandt andet betydet besøg af prominente eksiliranere som forfatterne Amir Taheri og Chahdortt Djavann, der i deres bøger har rettet opmærksomheden mod det iranske styres barbari. Ligeledes interviewede Sappho i 2006 den nu afdøde iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam. En af Sahebjams bøger handler om en retssag mod en bahai i Iran. Sahebjam har også beskrevet fænomenet i sin sidste bog, Reviens Mahomet, ils sont devenus fous: Chroniques de la barbarie islamique ordinaire (Kom tilbage Muhammed, de er blevet vanvittige: Krønike over hverdagens islamiske barbari”). I en episode i bogen rekonstruerer Sahebjam en scene, hvor en kvindelig bahai har brug for to mandlige vidner i en retssag. Men de to vidner, hun tager med er også baha´ier og afvises af myndighederne: “Mine herrer, baha´ier er ikke mennesker som os, de har ingen rettigheder. De kan derfor ikke være vidner”.
Ayatollah Khomeinis islamiske revolution i 1979 betød en skærpet forfølgelse af bahai. Mere end 200 baha`ier blev henrettet eller myrdet og mere end 1000 fængslet. En del flygtede til udlandet. I Iran nægtes baha´ier arbejde, deres gravsteder skændes og de anklages for at være najiis - urene. Siden 2005 er en række huse, der tilhører baha´ier blevet jævnet med jorden, ligesom der har voldelige overfald og ildspåsættelser af forretninger og private hjem.
Religionsfrihed ukendt i islam
Det er naturligvis rimeligt at rette en specifik anklage mod det islamiske styre i Iran. Men dommen over de syv baha´ier synes også at være en påmindelse om og et eksempel på, hvad der sker, hvor islam vinder magt. Religionsfriheden, som vi kender den på dette kontinent, er et ukendt begreb i islam. Intet islamisk samfund, fra stater til mini-samfund i diasporaen, kan opretholde sit greb om magten, hvis ikke der udøves religiøs diskrimination mod anderledes tænkende. I en verden, hvor kollektivet er alt og individet intet, kan frafald sidestilles med højforrræderi og kætterne og de, der udtrykker blasfemiske tanker, straffes hårdest af alle. Som kættere opfattes ikke mindst retninger, der siges at have deres udspring i islam: Ahmadiyya i Pakistan, alevi sekten i Tyrkiet og bahai i Egypten og Iran.
En international kampagne rettet mod den barbariske dom over den iranske kvinde Sakine Mohammadi Ashtiani, der skal enten stenes til døde eller hænges, har hidtil holdt hende i live. Lad os håbe at en lignende kampagne kan mildne disse groteske domme over syv mennesker i Teheran, hvis forbrydelse blot er, at de tillader sig at tilhøre en religion, der gennem troen på Bahaullah udfordrer dogmet om at Muhammed er Guds sidste profet.
Det burde være en menneskeret at betvivle dette dogme overalt i verden.
