Det er en sært nedslående triumf at få ret i sine dystopiske forudsigelser.
I sidste uge udløb Justitsministeriets høringsfrist til regeringens forkætrede forslag til koranafbrændingslov og satte dermed punktum for, hvad Strafferetskontoret må have oplevet som en helt overvældende interesse for at komme med bemærkninger til lovforslaget (Trykkefrihedsselskabets bemærkninger kan læses her). Jeg havde ikke set det komme, at kritikken ville være så overvældende, selvom det hurtigt stod klart, at her var der ikke tale om et isoleret ”nålestik” mod Rasmus Paludans koranafbrændings-demoer, men mere om et stalinorgel rettet mod det frie ord – og dermed også mod hele det pludrende mellemlag, der nok havde forståelse for nedlukning af Paludan, men som på ingen måde selv ville lide samme skæbne.
På trods af den larmende diskrepans mellem hvad man vil udsætte andre for og hvad man selv vil tåle, har det været positivt for en gangs skyld at være en del af et stort kor, forenet i en fælles protest over regeringens brandudsalg af demokratiets arvesølv – og så tager man inkonsistensen med i købet: beggars can´t be choosers.
Det er dog som sagt ikke årsagen til min følelse af nedslående triumf. Den udspringer af høringssvaret fra Dansk Muslimsk Union, en paraplyorganisation for en række muslimske foreninger, der naturligvis er topbegejstrede for, at det nu bliver strafbelagt at udtrykke sig ”utilbørligt” over for islam.
For Dansk (sic!) Muslimsk Union er koranafbrændingsloven nemlig første, vigtige skridt til at lukke helt ned for islamkritik, hvilket både siges direkte (lovforslaget er ”kun symptombehandling”) og illustreres af den lange række nye krav, der oplistes i høringssvaret som ”forslag til forbedringer”, der som bl.a. omfatter:
- ”Oplysning om ytringsfrihedens væsen, dens centrale betydning og den grænser til befolkningen.”
- ”…klare retningslinjer for, hvordan loven håndhæves, også i online rum, hvor forhånelse og utilbørlig behandling ofte finder sted.”
- Der bør ”…også være en anerkendelse af individets ret til at definere, hvad der har religiøs betydning for dem”
- Etablering af ”…støttemekanismer for ofre for forhånelse eller utilbørlig behandling af religiøse genstande. Dette kan inkludere rådgivning, psykologisk støtte og juridisk vejledning”
Det siger sig selv, at Dansk Muslimsk Union kræver ”…klarhed omkring de sanktioner, der vil blive anvendt over dem, der overtræder loven” hvilket vil sikre ”at loven håndhæves konsekvent og retfærdigt”.
Selv ikke den mest naive Venligboer kan være i tvivl om, hvilket ærinde Dansk Muslimsk Union er ude i her. Selvom Unionens høringssvar stadig har reminiscenser af den offerretorik, der har trigget godhedsindustriens beskyttertrang i årtier, så har Dansk Muslimsk Union vejret morgenluft i en grad, så de ikke længere føler sig helt så forpligtede på hverken offerrollen eller på at få alle vennerne med på vognen: De har medvind på cykelstien og nu gælder det om at smede, mens jernet er varmt.
Det var, hvad vi kunne vente os, og det er præcis det Trykkefrihedsselskabet har gjort i snart 20 år – og dermed er jeg fremme ved min følelse af nedslående triumf: hvis vi bøjer os for trusler og giver køb på vores frihed i håbet om at få fred, så vil vi blive løbet over ende, for vores vilje til at købe fred for frihed vil kun blive opfattet som svaghed. Og vi fik ret, som enhver, der kan læse indenad kan forsikre sig om ved at læse høringssvaret fra Dansk Muslimsk Union, der slår tonen an med denne formulering:
”Vi er tilfredse med, at lovforslaget imødekommer vores tre centrale forventninger: at det dække alle offentlige steder, inkluderer alle hellige skrifter, og strækker sig ud over blot afbrændinger. Dette markerer en betydningsfuld fremgang i beskyttelsen af Danmarks religiøse minoriteters rettigheder.”
Man kunne have ønsket, at regeringen havde haft samme klarsyn inden de formulerede den forbandede lov.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
