Ralf Pittelkow, redaktør for Den Korte Avis, er blevet ophidset over, at en person ved navn Brian Esbensen har påduttet ham det synspunkt, at "en såkaldt vestlig og en islamisk civilisation ikke kan eksistere side om side".
Denne grimme opfattelse placerer ifølge Esbensen redaktør Pittelkow på den yderste højrefløj.
Det vil Pittelkow ikke have siddende på sig og svarer derfor i Berlingske Tidende den 18. januar:
“Hans påstand er grebet ud af luften. Jeg har aldrig sagt, at en vestlig og en islamisk civilisation ikke kan eksistere side om side. Jeg har tværtimod lagt luft til denne generaliserende tankegang. Ingen kultur er dømt til at udvikle sig på kun én bestemt måde. Der er ingen uundgåelig krig mellem civilisationer.”
Bemærk den sproglige glidning. Først taler Pittelkow om “civilisation”, så bliver det til “kultur”, hvorefter redaktøren ender med “civilisation”.
Det kan naturligvis skyldes, at han betragter civilisation og kultur som synonymer.
Det er i så fald beklageligt, for uanset om vi med kultur mener vaner, materiel kultur eller finkultur, er det noget andet end civilisation. I modsætning til kultur, der ganske rigtigt kan udvikle sig i nye og overraskende retninger, skal der meget til at ændre på en civilisation.
Fra kamel til Mercedes
Ser vi på forskellige manifestationer af muslimsk kultur, så er det klart at de kan skifte.
Man kan gå fra kamel til Mercedes, mænd kan lægge deres pyjamas på hylden og iføre sig jakke og slips, udskifte krumsabelen med et raketstyr, spise kartofler i stedet for dadler, lære sig at bruge toiletpapir osv.
Taler vi derimod om civilisation – og her specielt om islamisk – befinder vi os i en betydeligt tungere afdeling. Civilisation er først og fremmest de fundamentale antagelser, trosforestillinger og paradigmer, inden for hvilke menneskelivet udspiller sig, og de ændrer sig meget langsomt.
I islams tilfælde vil det være korrekt at sige, at de stort set ikke har ændret sig, siden Koranen blev nedskrevet og den islamiske lov, shariaen, blev kodificeret.
Min tykke shariabog på godt 1200 sider med alle bestemmelserne om stort og småt, stammer fra år 769, men er genoptrykt i 2008, og paragrafferne har ikke ændret sig i mellemtiden.
Urokket
Lægger vi alle islamiske retskilder til grund, står vi med et korpus af meget tunge antagelser, der har stået urokket fra Frode Fredegods dage og til nu.
Bl.a. disse:
Hele verden tilhører Allah, og det er hver muslims pligt gennem jihad at tvinge alle til underkastelse.
Alle mennesker fødes som muslimer. Eksistensen af ikke-muslimer er derfor udtryk for frafald og forræderi.
Ikke-muslimer – hvis de er monoteister (ellers skal de bare slås ihjel) – skal stilles over følgende valgmuligheder: 1) “vende tilbage til” islam, 2) underkaste sig den muslimske nation (ummaen) og betale beskyttelsespenge, 3) blive ombragt ved sværdet.
Der er selvfølgelig meget mere at berette – forestillingen om mennesket som Allahs slave og om Muhammed som det perfekte menneske, kvinders stilling, homoseksuelle, der skal slås ihjel, barbariske straffe mv. Men ovenstående må række.
Interessante spørgsmål
Det kunne være interessant at få at vide, hvordan Pittelkow forestiller sig, at islamisk civilisation skal kunne sameksistere med en vestlig civilisation, der på alle afgørende områder står for præcis det modsatte af islam.
Hvordan vil han undgå en krig, der blev erklæret for 1400 siden – nemlig islams krig mod enhver, der ikke vil rette ind efter dens grusomme ophavsmand?
Og mens han er i gang med at spekulere, kunne han måske fortælle os, hvornår og hvor det nogen sinde er lykkedes nogen at etablere en fredelig og ligeværdig sameksistens med islam.
Og lad nu være med at komme trækkende med det vidunderlige og tolerante Andalusien. Den and er for længst aflivet.
Det jeg spekulerer på er, hvorfor den normalt velorienterede og oplyste Ralf Pittelkow har følt behov for at placere sig netop her.
