"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Det er politiets fornemste opgave at beskytte truede personer – ikke at lukke munden på dem

20. juni 2019 - AktueltArtikel - af Aia Fog

collage

At vi skal bruge så mange ressourcer på at gennemtvinge sikringen af vores grundlovssikrede rettigheder går også Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, på. Men hans frustration bunder ikke bekymring for retsstaten og vores grundlæggende borgerrettigheder. Tværtimod, vil Claus Oxfeldt begrænse ytringsfriheden og gøre lovlige ytringer ulovlige, så hans medlemmer, politibetjente, slipper for at passe på dem, han fejlagtigt påstår, er årsag til balladen. Han mener, ”at beskyttelsen af Rasmus Paludan går over grænsen for, hvad politiet skal bruge ressourcer på”.

Da jeg var teenager og boede med mine forældre på Frederiksberg, kunne man være ret sikker på at støde ind i daværende statsminister Poul Schlüter, hvis man gik aftentur på Gammel Kongevej. Han gik frit omkring og hilste venligt tilbage, når man råbte ”Hej Poul!” uden hverken politi eller livvagter omkring sig.

Det var så også i 1980´erne inden Udlændingeloven for alvor slog igennem og åbnede en ladeport for muslimsk indvandring med alt, hvad det medførte af kriminalitet, pres på offentlige midler og angreb på vores værdier og grundlæggende rettigheder, ytringsfriheden ikke mindst.

Et nyt eksempel på det sidste har sit eget helt konkrete udtryk:  

Siden 1. januar i år har politiet brugt ca. 100 mio. kr. på beskyttelse af truede personer. Et helt vildt tal, der vil få de fleste normale mennesker til at gyse, for hvordan er det kommet så vidt, at fredelige folk ikke kan bruge deres grundlovssikrede ret til at fremsætte deres lovlige ytringer uden politibeskyttelse? Og i sådan et omfang?

Politiet oplyser selv, at en stor del af de 100 mio. kr. er brugt på beskyttelse af Rasmus Paludan, og det giver god mening al den stund, at det nærmest lignede en art borgerkrig, da Stram Kurs Palmesøndag ville demonstrere på Blågårds Plads. Alene denne dag måtte politiet bruge enorme ressourcer i forsøget på at dæmme op for den vold, der hurtigt eskalerede og kom ud af kontrol.

Men det er i denne sammenhæng også vigtigt at fremhæve, at det jo ikke kun er Rasmus Paludan, der har behov for beskyttelse, men at også Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Kurt Westergaard, Flemming Rose og Inger Støjberg har brug for politibeskyttelse og livvagter 24/7.

At vi skal bruge så mange ressourcer på at gennemtvinge sikringen af vores grundlovssikrede rettigheder går også Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, på. Men hans frustration bunder ikke bekymring for retsstaten og vores grundlæggende borgerrettigheder. Tværtimod, vil Claus Oxfeldt begrænse ytringsfriheden og gøre lovlige ytringer ulovlige, så hans medlemmer, politibetjente, slipper for at passe på dem, han fejlagtigt påstår, er årsag til balladen. Han mener, ”at beskyttelsen af Rasmus Paludan går over grænsen for, hvad politiet skal bruge ressourcer på”.

I P1 Morgen den 12. juni udtalte han bl.a.: ” Man er en gang for alle nu politisk nødt til at gå ind og vurdere, om man skal have ubegrænset ytringsfrihed i Danmark […] Skal alle mulige andre mennesker have lov til provokerende at demonstrere 365 dage om året – og politiet skal bare stille op?”

Hertil stillede journalisten det oplagte spørgsmål: ”Men problemet er vel ikke Rasmus Paludan. Problemet er vel dem, der provokerer?”
”Det kan du jo selvfølgelig have ret i, men vi er jo alle sammen mennesker, og vi, øhh… og jeg skal på ingen måde forsvare de vanvittige personer, som gik amok 14. april […] Jeg siger bare, at hvis man kan få sat gang i nogle provokationer, så folk går over stregen, så er målet jo nået. Jeg synes, at man politisk er nødt til at vurdere, om ikke der er en grænse for, hvad vi skal kunne tåle i et demokrati som det danske...”

Jeg kan godt forstå, at Claus Oxfeldt er frustreret over det enorme arbejdspres hans medlemmer er udsat for og som har resulteret i en overarbejdspukkel, der svarer til 600 årsværk. Det er på en gang horribelt og uforståeligt, at vores politi ikke kan få afviklet eller udbetalt deres overarbejde, og den afgående justitsminister Søren Pape bør sidde med meget røde ører. Men at løse et pekuniært/ressourcemæssigt problem ved at angribe ytringsfriheden, vores mest grundlæggende rettighed, selve fundamentet for det demokrati Claus Oxfeldt påstår at ville forsvare, det er ikke bare helt ude i hampen – det er vanvittigt.

Har Oxfeldt overhovedet tænkt tanken til ende og overvejet, hvad konsekvenserne er, hvis man lader politiet diktere, hvad der må ytres og hvad man vil forsvare – eller mere vigtigt: hvad man ikke vil beskytte? Det er ikke en retsstat, men en politistat, skulle jeg hilse og sige.

I sine bestræbelser på at varetage medlemmernes interesser gør Claus Oxfeldt i denne sammenhæng det stik modsatte, og det er meget sørgeligt. For vi, der ofte har kontakt med politiet til beskyttelsesopgaver, som når Trykkefrihedsselskabet afholder arrangementer med truede personer, har et yderst positivt og tillidsfuldt forhold til både politi og efterretningstjeneste: de gør et super professionelt arbejde og sørger for, at vi kan være trygge og gennemføre vores møder som planlagt.

Sådan skulle det gerne blive ved med at være, og derfor bør Claus Oxfeldt få styr på sine prioriteter og indse følgende: hvis man begrænser ytringsfriheden underminerer man demokratiet og så fjerner man den bærende præmis for, at vi kan have en retsstat. Derfor er beskyttelsen af Paludan og andre truede en af politiets fornemste allerfornemste opgaver.    

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis