Mikael Jalving, ”Mig og Muhammed”, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek,
153 sider, 199 kr. Udkommer i morgen
Mikael Jalvings interesse for Muhammed er af nyere dato. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med en perifer person i verdenshistorien? I kølvandet på Murens fald var alt fryd og gammen. Fredsdividenden materialiserede sig i de sorgløse 90’ere. ”Jeg elskede verden, og den smilede til mig. Når jeg tænker tilbage, er der intet, intet af betydning, som kom imellem mig og Muhammed.” Jalving sprang over, da han i et af sociologen Ernst Gellners værker stødte på et kapitel om islams moderne betydning. Hvad kom islam egentlig et moderne vestligt menneske ved?
Original indfaldsvinkel
Det er hér, Jalvings indfaldsvinkel for alvor er original. Islam og Muhammed er nemlig et emne, som vi helst ikke har lyst til at forholde os til. For et moderne menneske kan det virke irrelevant at sætte sig ind i teologiske spidsfindigheder. For et tolerant menneske kan det virke hysterisk at lede efter sine medmenneskers onde hensigter i gamle tekster. For et nysgerrigt menneske er Koranen noget af det mest kedelige, man kan tage sig til. Og for et resultatsøgende menneske er islamisme besværligt. Gid problemerne dog bare gik væk af sig selv i takt med den evindeligt fremskridende modernisering. Men så er det, at alt det kedelige banker på ens dør. Eller som biskop Jan Lindhardt engang udtrykte det: ”Disse mennesker sagde jo, at de var i krig med os, derfor tillod jeg mig at sige, at hvis den ene part vil i krig, så er der krig, og det synes jeg også, eftertiden har vist, bl.a. under Muhammed-krisen.”
En socialkonstruktivistisk konfliktforsker påstod engang, at der kun kunne være krig, når begge parter definerede det som krig. Tænk engang. Hvis strudsen bare stikker hovedet i busken, bliver den ikke spist. Hvis vi bilder os ind, at verden kun afhænger af, hvordan vi selv ser den, risikerer vi en brat opvågnen, når andre - mindre socialkonstruktivistiske gemytter - begynder at definere verden, som de ser den, hen over hovedet på os.
”Jeg så det ikke,” erkender Jalving, som henviser til sit bidrag til en lille bog ”Globaliseringens ABC” fra 2002, hvor optimismen var fremherskende trods attentatet mod World Trade Center 11. september året før. Men, men, men. ”Tiden gik og optimismen svandt”. Gradvist blev Jalving mindet om, at virkeligheden eksisterer uanset, hvad socialkonstruktivister finder på. ”Jeg besøgte Marseilles en varm julidag i 2003 og gik rundt blandt arabere uden at høre et ord fransk. Forstod ingenting. Hvor var franskmændene henne? Hvorfor var alle kvinder tildækkede? Hvordan var det kommet så vidt?”
Indføring i Koranen
I ”Mig og Muhammed” fører Jalving sin læser ind i, hvad Koranen er for en størrelse. Om billedet er retvisende, er jeg ikke i stand til at bedømme. Men overbevisende er det. Jalving er så venlig at citere en række at Koranens kontroversielle uddrag i deres fulde længde, og det giver ikke ligefrem indtryk af mange muligheder for at indfortolke nogen nåde for de vantro. ”Skrift og straf, de to ting går vist hånd i hånd. Jeg sidder med den hellige bog foran mig og slår op vilkårlige steder efter at have læst den fra ende til anden, og jeg kan ikke finde en eneste side uden straf, hellig, retfærdig straf” konstaterer Jalving. Den barmhjertighed, man tilkender de vantro, er barmhjertighed per ultimatum. ”Enten lader I jer omvende - eller I bliver et hoved kortere. I sin gennemgang af Koranen fremhæver Jalving dens betoning af erobring i såvel krig som kærlighed. Andres land og kvinder i almindelighed er til rådighed for de hellige.
I nogle interessante passager viser Jalving, hvordan store europæiske forfattere gennem tiden har taget islam i almindelighed - og Profeten i særdeleshed - ved vingebenet. Skulle Dante og Cervantes forbydes for deres hån, spot og latterliggørelse? Religionskritikken er en del af den europæiske historie og kultur, og den religionsfrihed, som har udviklet, sig har til formå at beskytte religiøse dissidenter og andre ikke-traditionelle trosretninger. Det er ikke en ret til at slippe for
sårede følelser. ”Personligt bliver jeg krænket hver eneste dag, når jeg åbner avisen, tænder for radioen eller tv eller overhører en tilfældig samtale i Føtex,” ironiserer Jalving. Hans bog er båret af
bidende ironi og dybfølt bekymring.
Ømt punkt hos intellektuelle
Jalving kan ikke afvises som monoman anti-islamist. Han har også andet på hjerte, men undrer sig over, at meningsdannerne nægter at se den ubehagelige sandhed i øjnene. Derfor appellerer Jalving direkte til folk som Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen om at læse en bog som Robert Redekers Man må prøve at leve. Redeker måtte gå under jorden på grund af sin kritik af politisk islam. ”Glem alt om andre vigtige emner, såsom klima, ligestilling, sundhed, velfærdsstat,
hastighedsgrænser den time eller to, det tager at læse bogen til ende,” foreslår Jalving. Han sætter fingeren på det ømmeste punkt hos danske intellektuelle: Hvorfor bliver de ved med at sætte kikkerten for det blinde øje? Hvorfor ønsker så vidende mennesker at forblive så uvidende om islam? Problemerne går ikke bare væk af sig selv, og Jalving presser på begavet måde sin læser til ikke kun at interessere sig for dagligdagens velfærdsstatslige genvordigheder.
Mikael Jalving taler om sin bog i morgen, tirsdag d. 4. maj 19.30 i Dansk
Forfatterforening Strandgade 5.
