"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Derfor bliver det bare ikke meget bedre end i Sønderjylland

30. marts 2019 - AktueltArtikel - af Aia Fog

Man skal vare sig for at generalisere og sætte folk og deres landsdel i bås, men alligevel: I Sønderjylland hylder man princippet om at more is more. Man gør intet halvt i grænselandet: Ingen steder finder man en større himmel end i Tøndermarsken, ingen steder ser man flere dannebrog, ingen steder er forsvarsviljen større – og det er kun bornholmerne, der kan måle sig med sønderjyderne, når det gælder om at tale et dansk, som de kun de færreste fatter en brik af.   

Og ingen steder nødningen større eller bedre.

Når man, som jeg, beskæftiger sig med emner (ytringsfrihed), hvor det på lange stræk ikke går særlig godt i Danmark, ligger det lige for at udvikle sig til at blive en nedgroet kælling, der skriver vredt og indebrændt om verdens og sædernes forfald.

Det er en reel fare, og har man indset den, har man også pligt til at modvirke sine dystopiske tendenser og søge mod en mere zen-agtig tilstand.

Det gør jeg i Sønderjylland.

Mit kendskab til det sønderjyske strækker sig kun godt 10 år tilbage, men det er intenst og min kærlighed til denne særlige del af Danmark tiltager for hver gang, jeg besøger hos Bodil og Jørgen i Haderslev. Og det gør jeg tit, for der er en ligefrem proportionalitet mellem sædernes forfald og min nedgroede indebrændthed – hvis det ikke er omvendt.

Man skal vare sig for at generalisere og sætte folk og deres landsdel i bås, men alligevel: I Sønderjylland hylder man princippet om at more is more. Man gør intet halvt i grænselandet: Ingen steder finder man en større himmel end i Tøndermarsken, ingen steder ser man flere dannebrog, ingen steder er forsvarsviljen større – og det er kun bornholmerne, der kan måle sig med sønderjyderne, når det gælder om at tale et dansk, som de kun de færreste fatter en brik af.   

Og ingen steder nødningen større eller bedre.

Sønderjyderne er ikke bange for mad, og det gælder ikke bare deres berømte kaffebord med de obligatoriske syv tørre, syv bløde og syv hårde kager. De går all in på god mad – og den skal være rigelig.

Da jeg første gang besøgte Jørgen og Bodil, stod maden på bordet, da jeg ankom: ”Næ – skal vi have krebinetter?” spurgte jeg, ”Det er frikadeller” svarede Jørgen, og det kunne jeg jo godt se, da jeg fik kigget nærmere efter, men da de var omtrent tre gange så store, som en københavnerdelle, havde jeg fejlagtigt taget dem for en omgang store krebinetter.

Kort tid efter var jeg til et opstillingsmøde i Gram. Det begyndte kl. 10 og ordstyreren indledte med at fortælle, at der var kaffepause kl. 11. Jeg kunne forstå, at det var en vigtig oplysning, for det bragte ligesom ro over forsamlingen. Præcis klokken 11 gik dørene op, og ”kaffen” blev bragt ind: Kæmpe fade med stabler af smurte hvedeboller med tandsmør og kødpålæg af forskellig slags. En særlig sønderjysk combo, der smager fantastisk, fandt jeg ud af: ”I spiser tidlig frokost”, sagde jeg til min sidemand, ”Det er formiddagskaffe”, svarede han ”Vi spiser frokost klokken 13”.

Og det gjorde de sgu. Jeg var målløs.

Siden har jeg lært, at uden mad og drikke duer helten ikke – i hvert fald ikke de sønderjyske helte, og det er ikke noget, de har tænkt sig at ændre. Jeg tror faktisk, at Sønderjylland er den landsdel, hvor slankekure og nye madtrends har sværest ved at slå igennem. Og det er jo logisk nok: sønderjyderne ved, at de i forvejen laver den bedste mad og i tilstrækkelige portioner, så det er der jo ingen grund til at ændre på.

De er også fuldstændig kolde over for, at grønlangkål altså er en stuvning og ikke kartoffelmos med grønkål og at der skal remonce i en tebirkes.

I det hele taget hviler sønderjyderne trygt i forvisning om, at det generelt bare ikke bliver meget bedre end i Sønderjylland.

Og det har de faktisk ret i. I morgen tager jeg til Haderslev igen.

 

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis