Rue Lepic er en af Paris' berømte gader i Pigalle kvarteret. Her går det stejlt op ad bakke mod Montmartre, her findes stadig rigeligt med aparte eksistenser på cafeerne, og går man ind gennem en højrød port, ud i baggården og op ad en udendørs trappe pyntet med blomster- og krydderikrukker, finder man frem til den verdensberømte sanger Abed Azrié.
I en diminutiv og mørk førstesals-lejlighed, der engang har fungeret som omklædningsrum for de frække damer på Moulin Rouge og i dag er fyldt op med musikinstrumenter, bøger og noder, bor sangeren og komponisten, der har fået både Leonard Cohen, Yehudi Menuhin og New York Times til at finde de helt store ord frem. Således Leonard Cohen: ”En vidunderlig sanger og skribent.”
Abed Azrié, der i dag er en ældre herre, er født i Aleppo i Syrien i en kristen familie: ”Jeg hader al religion, men respekterer de troende.” Han er opvokset i Syrien og Beirut. Det var i Beirut, han lærte den vestlige musik at kende samtidig med at han studerede arabisk litteratur på universitetet. Han har boet i Paris siden 1967 og betegner sig som ”franskmand”. Allerede under sit første besøg i Paris vidste han, at her ville han leve: ”Jeg er mellemøstlig af fødsel, men ikke af hjertet. Jeg elsker roen og hader Cairos gader.” Og Azrié uddyber sit synspunkt om kulturmøder, mens han skænker sød te og kager:
"Jeg lever vældig godt med de to kulturer. Men jeg kender folk, der har boet her i 20 år og ikke taler fransk. Det mindste, man kan gøre, er at lære sproget. Jeg kendte kulturen i forvejen, jeg havde nøglen. Immigranterne, der kommer for at tjene penge kender ikke Vestens kultur, og de har en kollektiv identitet. Vesten må lade immigranterne lære kulturen at kende. Det er en berigelse med fremmede kulturer, men der må være en balance.” Azrié er selv begejstret for både Dostojevskij og Gogol, for Bach, for de franske komponister Debussy og Ravel, for orientalsk musik og for ”Spinozas og Ibn al-Rawandis storslåede arbejder”. Og ligesom han sætter 800-tals fritænkeren og ateisten Ibn al-Rawandi højt, foretrækker han også selv at være så uafhængig som mulig, ikke blot af ideologier, men af kommercielle foretagender. I dag har han sit eget lille pladeselskab, Doumtak. Det giver ham en frihed, mener han, som det kan være svært at få hos de store pladeselskaber, der gerne vil sætte kunstnerne i bås. I Europa er der heldigvis kunstnere, mener Azrié, der gør oprør mod materialismen og forbrugerismen og skaber ”små modstandslommer”.
Stilblanding
Azrié har for nylig givet koncert i Köln. Her har han med sine musikere med både mellemøstlig og vestlig baggrund fortolket sufimystikere som Ibn Arabi, Ibn al-Farid og al-Suhrawardi. Omdrejningspunktet i digtene er kærlighed, ikke først og fremmest som en følelse, men som en vej til erkendelse.
I perioder giver Azrié ikke så mange koncerter, men så bruger han i stedet sin tid på at skrive musik. Azriés første plade udkom før CDens tid i 1971. En plade, hvor han med sin utrolige baryton, der med rette er blevet beskrevet som både ”blid og gennemtrængende”, giver liv til nyere arabisk poesi. Siden har Azrié udgivet en lang række CDer, der alle synes at kredse om det transcendente og om livets mystik. Han har iscenesat historien om Gilgamesh, sat musik til klassisk arabisk poesi og komponeret for børn. Han samarbejder med et orkester af unge musikere i Sydfrankrig, og han skaber kæmpemæssige koncertbegivenheder med musikere og sangere på tyske scener. Ved koncerterne i Tyskland har Azrié blandet tre elementer. Ikke, siger han, som folk ofte tror, islam, kristendom og jødedom, men klassisk fransk musik, traditionel orientalsk musik og flamenco.
Allerede som 16-årig læste Azrié Federico Garcia Lorca og blev optaget af ham. Senere begyndte han at interessere sig for den andalusiske poesi og for flamencomusikken.
De store koncerter i Tyskland involverer ofte mange musikere og er komplicerede projekter og videobegivenheder, med kor, solister og forskellige stilarter.
"Det er vanskeligt at gennemføre. Folk vrider sig, men hvis man tror på sin sag, går det."
Omar Khayyam
En af Azriés seneste CDer hedder slet og ret ”Omar Khayyam”. Azrié blev af en italiensk gruppe bedt om at skrive musik til tre af Omar Khayyams digte, men han endte med at sætte musik til ni af dem.
Omar Khayyam blev født i Persien i 1040, og i dagens islamiske republik Iran understreger man, at den berømte perser var matematiker og undgår behændigt at klassificere ham som det, han måske allermest var, religionsskeptiker og fritænker. På CDen indgår ligesom i Azriés tidligere arbejder orientalske instrumenter, men en strygekvintet med to violiner, viola, cello og kontrabas udgør som noget nyt den musikalske grundstamme.
Azrié har bl.a. sat musik til det berømte vin-digt, hvor Omar Khayyam taler om, at man ikke skal lade sig forføre af illusionen om en kommende dag. Den medfølgende tekst forklarer, at Omar Khayyams ”vin” var et ”oprør mod institutioner og bigotteri og undertrykkelsen af natur og fornuft gennem den religiøse lov”. Mystikerne interesserer netop Azrié, frem for de ortodokse, fordi de var rummelige og accepterede både ”jødedom, kristendom, islam og hedenskab”.
Nej til Bush og nej til fredagsbøn
Samtalen med Azrié, der hyppigt afbrydes af indkomne telefonsamtaler på arabisk og fransk, bevæger sig fra musikken ind på det politiske område. De muslimske lande, mener han, lever i fortiden, de har ingen nutid at tilbyde. Men Azrié kan ikke lide Israels politik over for palæstinenserne, han kan ikke lide Amerika, og han kan slet ikke lide præsident Bush og hans fremfærd i Irak, som får denne syrlige kommentar med på vejen: "I dag er det vores vestlige civilisation, der har fat i den lange ende. Men før man besætter et land, må man kende dets kultur."
Det er i Vesten, særligt uden for Frankrig, at Abed Azrié giver koncerter. Han er også kendt i Mellemøsten, og han har været inviteret til Libanon tre gange. Men ellers er der ikke rigtigt bud efter ham i disse lande. Måske fordi man i Mellemøsten, mener Azrié, ikke rigtigt forstår musikkens referencer og hellere vil have populær musik.
I Berlin vil arrangøren af flere af Azriés store koncerter altid gerne glæde ham med at tage ham med ud på etniske restauranter, hvad han nægter. Arrangøren havde også engang fået den idé, at man skulle invitere de arabiske ambassadører. "Jeg spurgte, hvorfor ambassadørerne? I øvrigt var det kun den libanesiske ambassadør, der kom."
Azrié er optaget af begreberne fundamentalisme og sekularitet:
"Er islamismen et problem? Ja. Gør Vesten noget? Nej. De sekulære i de mellemøstlige lande lades i stikken. Salman Rushdie lever i Vesten, men der er mange Salman Rushdier i de mellemøstlige lande. I Vesten kan man opføre moskéer, men man kan ikke opføre kirker i Mellemøsten. Som kristen har jeg ingen rettigheder i et land som Saudi Arabien."
Et nutidigt fænomen i visse parisiske gader, den udendørs fredagsbøn, forbløffer ham: ”Det er da ikke normalt, hvorfor tillader den franske republik det?” Dog mener han, at man må gå i dialog med troende af enhver religion, også i det sekulære Frankrig. Men:
"Når man vil forsøge at skabe censur, som det skete med operaen i Berlin, så er det alvorligt. I dag prøver islam at islamisere Vesten. Vesten må holde fast i sekulariteten, dette fantastiske eksperiment, der gør os alle lige. Om jeg tror på blomster, dyr, elsker med kvinder eller mænd, det er mit problem. Der er ingen sandhed, kun sandheder."
