"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den Universelle Sandhed

5. november 2019 - Artikel - af Aia Fog

Problemet opstår der, hvor den såkaldt ”klare holdning” dækker over en total fejlagtig antagelse om, at ens egne synsninger og private holdninger er en art universel sandhed, som alle andre selvfølgelig er helt enig i. Så sker der nemlig det, at indehaveren af ”Den Universelle Sandhed” tager samtlige tilstedeværende til indtægt for sine egne godtkøbsbetragtninger og efterlader et umuligt valg mellem enten at tie stille med deres divergerende mening eller at give den til kende med det resultat, at man skaber en virkelig dårlig stemning.

I weekenden var jeg med en god veninde på kursus. Over frokosten søndag faldt den almindelige snak over bordet på Demokraternes primærvalg og hvem, der havde størst chance for at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Kursuslederen, en ældre kvinde, mente, at det nu nok blev Elizabeth Warren efter at hun (angiveligt?) havde fundet finansiering til sin sundhedsreform, Medicare for All. Hun ville i så fald blive USA's næste præsident, for Trump ville blive fældet af alle de nye vidnesbyrd, der var på trapperne og som en gang for alle ville afsløre ham.

Kursuslederens holdning til Trump, var ikke til at tage fejl af: hun mente, at Trump var rædselsfuld, et dårligt menneske og kriminel. Det er helt i sin orden: vi skal dele os efter anskuelse, og jeg kan personligt godt lide, at folk melder klart ud og ikke putter med deres mening om tingene.

Problemet opstår der, hvor den såkaldt ”klare holdning” dækker over en total fejlagtig antagelse om, at ens egne synsninger og private holdninger er en art universel sandhed, som alle andre selvfølgelig er helt enig i. Så sker der nemlig det, at indehaveren af ”Den Universelle Sandhed” tager samtlige tilstedeværende til indtægt for sine egne godtkøbsbetragtninger og efterlader et umuligt valg mellem enten at tie stille med deres divergerende mening eller at give den til kende med det resultat, at man skaber en virkelig dårlig stemning.

For en virkelig dårlig stemning er nemlig det uundgåelige resultat, når folk med Den Universelle Sandhed bliver udfordret på deres synsninger. Derfor vaklede jeg da også en smule inden jeg sagde, at jeg var vild med Trump og syntes, han var den bedste præsident USA havde haft i umindelige tider: vi sad ved frokostbordet og havde en lang eftermiddag foran os – og som sagt var det kursuslederen herself, jeg på denne måde udfordrede.

Men jeg valgte altså den dårlige stemning, og den udeblev så sandelig heller ikke: Kursuslederen så bestyrtet på mig, og sagde med al den væmmelse og forargelse i stemmen, som hun kunne mønstre: ”Seriøst?!”, ”Ja, da”, svarede jeg og gav mig til at remse så mange af Trumps resultater op, som jeg kunne komme i tanke om, stærkt sekunderet af min veninde. Da vi desværre var oppe imod Den Universelle Sandhed, var der overhovedet ingen vilje til at lytte til vores argumenter, der lynhurtigt blev afbrudt med et: ”Vi stopper diskussionen her.”

Dermed tabte hun på det formelle plan debatten, for det at opgive en diskussion allerede inden den er gået i gang, må opfattes som en erkendelse af, at man ikke er besiddelse af de argumenter, der skal til for at vinde den. Problemet er bare, at indehavere af Den Universelle Sandhed altid er hævet over at skulle diskutere den: den er jo universel og netop derfor ikke til debat.

Derfor gik den kvindelige kursusleder i egen selvforståelse af med sejren, fordi hun som et bedre menneske (end os) og med Den Universelle Sandhed i hånden, havde al mulig ret til at kvæle ethvert modstridende synspunkt i fødslen.

Dermed gik hun glip af muligheden for at for at blive klogere på andres synspunkter og dermed også dygtigere til at imødegå dem senere. Men det er folk som hende jo også hævet over.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis