"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den kinesiske corona-krise har vist, at det danske demokrati står stærkt – på lerfødder

30. april 2020 - Artikel - af Aia Fog

Selvom alt tilsiger, at vi senest får vores frihed igen, når corona-lovens solnedgangsklausul sætter ind til marts næste år, så er der god grund til at mærke sig de små, men foruroligende tegn på, hvor let det hele kan gå galt.

Det er 7 uger siden statsminister Mette Frederiksen erklærede corona-epidemi i Danmark og lukkede store dele af landet ned for at undgå smittespredning og sikre, at landets sundhedsvæsen kunne følge med.

Og det virkede. Uanset politisk tilhørsforhold må man anerkende, at hun i alt væsentligt gjorde det rigtige, at hun udviste rettidig omhu og at de fejl, som hun smart, men helt korrekt, på forhånd havde sagt hun ikke kunne undgå, blev få.

I skrivende stund er smittetrykket helt nede på 0,6 og både nye indlæggelser og patienter i respirator på grund af COVID-19 ligger væsentligt under, hvad selv de mest optimistiske scenarier havde spået i midten af marts. 

Det er glædeligt af så mange grunde. Ikke mindst fordi opbremsningen i den kinesiske corona-epidemi har bevist det danske demokratis tillidsfulde effektivitet. Der var ingen slinger i valsen, da Mette Frederiksen traf den voldsomt indgribende beslutning at lukke store dele af Danmark: alt klappede, alle nøgle-faggrupper stod klar, ingen gjorde ophævelser, alle partier sluttede op om regeringen og befolkningen bakkede det hele op og rettede ind i tillid til, at Mette Frederiksen havde ret, når hun sagde, at de voldsomme indgreb i økonomi, samfundsliv og frihedsrettigheder var nødvendige for at afværge et endnu større onde.

De seneste 7 uger har gennemgående været én lang opvisning i både danskernes samfundssind og i, hvor handlekraftigt, effektivt og stærkt vores demokrati er, når faren truer.

Men netop den tillidskultur, der har båret og stadig bærer os gennem den kinesiske corona-krise er samtidig vores friheds og demokratis akilleshæl, for faktum er, at vi lige nu lever under vilkår, som vi ikke ville acceptere under normale omstændigheder og har underlagt os indskrænkninger i vores grundlæggende frihedsrettigheder, som de facto er fatale for et frit og åbent demokrati.

Selvom alt tilsiger, at vi senest får vores frihed igen, når corona-lovens solnedgangsklausul sætter ind til marts næste år, så er der god grund til at mærke sig de små, men foruroligende tegn på, hvor let det hele kan gå galt.

Det var således bekymrende at iagttage Mette Frederiksens stejle læringskurve udi egenrådighed de første uger efter nedlukningen: hun følte sig åbenlyst ikke tynget af trang til at inddrage Folketingets øvrige partier ud over forpligtelsen til at informere dem om, hvad hun nu havde tænkt sig at bestemme. Ikke særlig trygt set fra et demokratisk perspektiv, når man nu ved, hvor godt magtfuldkommenhed ligger for hende.

Hendes tiltagende glæde ved at høre sig selv tale, også når hun ikke har noget på hjerte, i kombination med hendes optræden i underholdningsprogrammer, hvor hun har ladet sig hylde – blandt andet af skolebørn, der var instrueret i, hvad de skulle sige, har givet mindelser til den (selv)dyrkelse af såkaldt stærke ledere i lande, vi normalt aldrig ville sammenligne os med.

Samtidig har der udviklet sig en stikker-lignende adfærd i visse dele af befolkningen, der føler sig kaldet til at angive deres medborgere til politiet og/eller hænge dem ud på de sociale medier, der tilsyneladende går den forkerte vej rundt om Peblinge-søen eller ligger for tæt på plænerne i Fælledparken. En spirende angiver-kultur, som uhyggeligt mange finder helt i sin orden, men som er et både usympatisk og usundt træk, der hørte DDR-tiden til – ikke Danmark 2020.

Uden sammenligning i øvrigt er det værd at huske på, at det kun tog 6 måneder for det unge, tyske demokrati at implodere og dernæst forvandle sig til en af historiens mest brutale og nedrige diktaturstater. Vores nuværende tillid til Regering og myndigheder er sandsynligvis velbegrundet, men den skal gå hånd i hånd med sund skepsis. Ellers risikerer vi alt for nemt, at vi lader os skræmme og vænner os til – ja endda omfavner – indgrebene i vores frihed og det er afsættet til en hurtig glidebane mod totalitære tilstande.  

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis