"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Delvist klarsynet

9. oktober 2020 - Artikel - af Kit Louise Strand

Forfatteren leverer en sønderlemmende kritik af identitetspolitik, men hænger desværre selv fast i gamle stereotyper og forsøger adskillige gange gennem bogen at dele sol og vind lige: knap har hun afleveret en svada om sit eget baglands muterede forsvar for minoriteter før hun bl.a. påstår, at højrefløjen ”taler kun imod minoritetstyranniet for at få sine privilegier igen”.

Man svinger skiftevis mellem begejstring og irritation under læsningen af franske Caroline Fourests netop udgivne bog, Generation krænket - fra sprogpoliti til tankepoliti: begejstring, fordi den 45-årige forfatter tager livtag med den undergravende identitetspolitik og gennem sin bog fremhæver en lang række eksempler på tidens galopperende vanvid hentet fra det akademiske og kreative miljø – vel at mærke forårsaget af en fraktion på den venstrefløj, hun selv tilhører.

Og irritation fordi Fourest allerede på forordets første side ærgrer sig gul og grøn over, at skeptiske konservative således havde ret, da de forudså, at politisk korrekthed ville kvæle friheden: ”De kan nu sidde og gnide sig i hænderne. Gratis sole sig i rollen som frihedens forkæmpere”.

Det lyder som en pueril, politisk udmelding, for har venstrefløjen nogensinde været at betragte som ”frihedens forkæmpere” andet end i egen selvforståelse?

Lighedens forkæmpere ja, og i særdeleshed den økonomiske ligheds, men frihedens? Nej.

Og så vidner det om en historisk horisont, der - sat på spidsen - ikke rækker meget længere end 1968.

Og hvad den politiske korrekthed angår mener forfatteren, at den havde været et ”nødvendigt tankegreb for at rense vores sprogbrug for alt, hvad der undertrykker kvinder og minoriteter”… Hm, det lyder ikke som et forsvar for ytringsfrihed, men er nok bevæggrunden for Caroline Fourests egen politiske kamp: som erklæret homoseksuel har hun gennem sit liv oplevet fordomsfuldhed og lagt ører til homofobiske skældsord.

Fourest anklager den identitetspolitiske fraktion af venstrefløjen for at bruge alle kræfter på at knægte den akademiske frihed: disse bestræbelser har deres udspring i USA, hvor universiteter indrettes som beskyttede værksteder med safe spaces, hvor de tilsyneladende meget sarte og tyndhudede studerende i stil med Maude fra Matador kan trække sig tilbage, når den fri meningsudveksling bliver for meget. Samme steder bliver trigger warnings anvendt til på forhånd at advare de studerende mod eventuelle krænkende passager i klassiske litterære værker, der ofte censureres. Det er en syg trend, der desværre har bredt sig til resten af Vesten.

Fourest retter ligeledes fokus på nogle af de mange museums- og teaterfolk, der kommer i både kunstnerisk og økonomisk klemme, når de anklages for kulturel appropriation af de moralistiske stormtropper, der er hurtige til at foranstalte smædekampagner og shitstorms på de sociale medier, så teaterstykker og udstillinger i flere tilfælde har måttet tages ned eller kraftigt redigeres. 

Det er helt ude på det ideologiske overdrev og man kan kun hilse enhver eksponering af galskaben velkomment.

Fourest opfordrer den omtalte fraktion til i stedet at samle kræfterne mod de ”virkelige farer som højreekstremismen og drømmen om kulturelt overherredømme, der har fået fornyet vind i sejlene”.

Igen, lidt svulstig retorik, for de virkelige farer er, som Fourest så fint beskriver i sin bog, at man ved disse overdrevne hensyn, offergørelse af minoriteter og stereotypisering fremmer krænkelsestyranni, folkedomstole og inkvisition, kvæler fri debat, kunstnerisk udfoldelse og eroderer fundamentet for forskning.

Desværre hænger forfatteren selv fast i gamle stereotyper og forsøger adskillige gange gennem bogen at dele sol og vind lige: knap har hun afleveret en svada om sit eget baglands muterede forsvar for minoriteter før hun påstår, at højrefløjen ”taler kun imod minoritetstyranniet for at få sine privilegier igen”, at den kun påtaler skævhederne ved multikulturalismen for at kunne vende tilbage til en monokulturel verden, og at højreorienterede udelukkende diskvalificerer politisk korrekthed for at kunne fortsætte nedsættende tale. 

Det er lidt grinagtigt. Og groft. Og så vidner det om den sædvanlige positionering:

Fourests begavelse og samvittighed byder hende at skitsere en postmodernistisk virkelighed forårsaget af indflydelsen fra den ekstreme venstrefløj – og stor tak for det! Imidlertid forekommer det, at hensynet til hendes daglige gang blandt øvrige meningsfæller fra samme fløj, som forhåbentligt vil læse bogen, og plejen af sit image som fransk venstrefløjs-darling også vejer tungt.