I mit sidste indlæg om det arabiske forår kom jeg ind på ordet "mazlum", der betyder "krænket". Ordet har en personlig betydning for mig, fordi jeg først så det i en artikel om arabernes livsindstilling, der var skrevet af en forhenværende bekendt, Hussein S.
Han var en overgang en meget brugt kommentator i danske medier og havde fået sin magistergrad i filmvidenskab ved at oversætte franske filmtekster uden at angive kilden.
Det ved jeg tilfældigvis, fordi det var mig, der formedelst et beskedent beløb havde oversat dem for ham. Så nemt var det – allerede dengang – at få en magistergrad i de bløde humanistiske fag. Men det er en anden historie.
Lad os hellere tale om ordet mazlum. Jeg fik det nærmere forklaret af den meget lærde præst Verner Tranholm-Mikkelsen, der havde været missionær i de arabiske lande og som talte sproget flydende.
Mazlum (udtales med langt “u”) er et participium af verbet "sulm" der betyder "at krænke, at forurette" og synes at være et nøgleord i forståelsen af den arabiske psyke. Hvilket følgende lille historie illustrerer meget godt.
En lægebekendt, der have arbejdet på et hospital i Saudi-Arabien, fortalte mig engang, at hospitalspersonalet jævnligt holdt møder – ikke for at undersøge, om de gjorde deres arbejde rigtigt, men for at finde ud af, hvem der for nylig var blevet krænket.
Altså hvem der var blevet mazlum. Det var der altid nogen, der var, og et temmelig grotesk eksempel herpå var manden, der stod for udlevering af som kanyler og andet teknisk/medicinsk udstyr.
Han havde på et tidspunkt fundet det for varmt på varelageret og var taget op til sin chalet i bjergene for at svale sig i et par dage. Uden at give besked – og resultatet kan man forestille sig.
Den efterfølgende kritik opfattede han som krænkende, og han så sig som et offer for onde tunge, der havde kastet smuds på hans ære og gjort ham mazlum.
Så tak til lægen for den historie og tak til Tranholm-Mikkelsen for hans uddybning af ordet mazlum. Men før vi forlader ham helt, vil jeg gerne fortælle om de to gange, jeg har haft med ham at gøre.
Effektiv indsamling
Den første for ca. 45 år siden var på hans præstegård i Fjerritslev, hvor han holdt et seminar for kristne arabere. Hvordan var jeg havnet der?
Jo, det skete på den lidt løjerlige måde, at min gode ven, François T, der var kristen araber, havde fået en indbydelse til arrangementet, og eftersom han (grin ikke) brød sig såre lidt om samvær med andre arabere uanset deres observans, inviterede han mig med for at gøre det nemmere for ham at holde det ud. Så vi tog til Fjerritselv.
Dér blev der holdt foredrag på arabisk – angiveligt om kristendom, men også om politik. Engang da Tranholm-Mikkelsen havde trukket sig diskret tilbage, kom der en herre og talte, hvad der lød som dunder, til den lille forsamling.
Det var under Golda Meïrs regeringstid, og jeg kunne tydeligt høre, at der blev sagt "fascist", hver gang hendes navn blev nævnt.
Trods deres kristne ståsted var alle i forsamlingen PLO-tilhængere, og det endte med en stor og aggressiv pengeindsamling til fordel for palæstinensisk vold. De, der ikke gav nok, blev skammet ud og puffet op i hjørnet, indtil der blev opnået et eller andet magisk rundt beløb.
Til min forbavselse var en de ivrigste indsamlere François T. Men det kom der en forklaring på. Da han på et tidspunkt passerede mig med indsamlingsbøssen i strakt arm, hviskede han ud af mundvigen: "Jeg har ikke selv betalt." Og så faldt brikkerne på plads igen.
Selv ude om det
Det er alt sammen længe siden, og dengang var jeg ikke interesseret i de problemer, der nu hærger Mellemøsten (og verden).
Det blev jeg senere, og nogle år efter kontaktede jeg Verner Tranholm-Mikkelsen igen. Han havde skrevet en aldeles glimrende og kortfattet "Islam for gymnasiet og HF", som nok ikke længere bruges, men som efter min mening er noget af en perle af klarhed og viden.
Uheldigvis var Tranholm-Mikkelsen selv en lidt tvetydig person, kom jeg til at synes. Han havde skrevet teologisk speciale om jihad, men var også formand for en flygtningeforening, der åbenbart ville have endnu flere folk fra Mellemøsten til Danmark. Var det virkelig tiltrængt? spurgte jeg.
Og var det ikke bedre at oplyse de naive og uvidende danskere om den menneske-tsunami, der ventede dem, og som på længere sigt ville – måtte – gøre dem til et mindretal i deres eget land?
Hans svar chokerede mig. Hvis ikke de formåede at mande sig op, sagde han så havde de kun sig selv at takke, hvis landet gik under. Det chokerende var, at udsagnet mindede alt for meget om Hitlers sidste udtalelse om, at det tyske folk ikke havde været ham værdigt og fortjente at gå under. Her holdt vore samtaler op.
Og nu står vi, hvor vi står. Omgivet af et Mellemøsten, der siger, at det er Vestens skyld, og anført af en vestlig elite, der kun kan svare: "Ja, I har ret. Vi har krænket jer. Vi har gjort jer mazlum."
Den arabiske fælde
I mine gemmer har jeg fundet en gammel artikel fra Politiken, hvor en palæstinensisk politiker, Mousa Abugosh, får lov til at sige en hel del om det onde Vesten.
"Araberne var fanget i en fælde," sagde han (det var et par årtier efter seksdageskrigen), og hvor var det dog synd for dem. Det var jo ikke deres skyld, og en dag ville de hævne sig – og videre i samme dur.
Men lige pludselig og aller-allersidst i interviewet – kom der en interessant betroelse: "Indtil da [dvs. indtil vi får Israel ned med nakken, GC] må vi slikke vores sår.
Det er typisk arabisk at give alle andre skylden, når noget går galt. Hvis jeg vælter min kaffekop, vil min første reaktion være at bebrejde min kone, at hun ikke har sat den langt nok inde på bordet. Sådan er vi." Det skal nok passe.
Jødernes triste skæbne
I samme bunke papirer, hvor jeg fandt Mousa Abugosh, lå der tilfældigvis et par sider fra en bog om Muhammeds liv og især hans færden efter flugten (hijra) til Medina.
Forfatteren er Michael Cook, der skriver klart og godt, og de sider, jeg havde gemt, handler om fordrivelsen af Medinas jødiske stammer, der nægtede at slutte sig til islam, og derved fornærmede både Muhammed og Allah. Hvad man ikke gør ustraffet.
De blev fordrevet, og det er godt at have tjek på denne fordrivelse, fordi den danner præcedens for, hvordan man behandler folk, der har krænket Muhammed og Allah og således gjort dem rigtigt mazlum.
Den første jødiske stamme, der røg, var Banu Qaynuqa, og de andre fulgte trip-trap-træsko:
"I det andet år efter hijra fremkaldte en mindre uenighed fjendtligheder mod Banu Qaynuqa, der blev fordrevet fra Medina. I det fjerde år fik de følgeskab i eksilet af Banu Nadir, der havde konspireret for at myrde Muhammed. I det femte år sluttede Banu Qurayza sig til Muhammeds ydre fjender, der belejrede ham i Medina. Det førte til massehenrettelse af mændene og slaveri for kvinderne og børnene."
Interessante omstændigheder
Og her er flere interessante forhold. Allerførst det faktum, at jødernes straf for ikke at acceptere den nye religion var fordrivelse. Et andet er massemordet (beordret personligt af Muhammed) på Banu Qurayza, der forudaner Adolf Hitler halvandet årtusind senere.
Og så er der et tredje forhold, som Michael Cooks korte tekst ikke nævner: Massehenrettelsen foregik, efter at stammen havde overgivet sig.
Den var blevet lokket til at nedlægge våbnene under løfte om frit lejde. Det var åbenbart en list, Allah så velvilligt på, når det gjaldt folk, der sagde nej til et tilbud-man-ikke-kunne-sige-nej-til, og det samme skete, da Muhammed beordrede mordet på en vis Ka'ab al-Ashraf.
Dette navn burde kendes af alle, der interesserer sig for ytringsfriheden, fordi Ka'ab al-Ashraf var en forløber for Salman Rushdie og alle de andre blasfemiske drillepinde, der skulle ryddes af vejen pga. deres påståede fornærmelser af islam. Og mærkeligt nok havde Ka'ab al-Ashraf endda gjorde sig skyldig i ros!
Han havde skrevet digte, der priste de muslimske kvinders skønhed. Hvilket lyder som en mærkelig grund til at myrde nogen, men Ka'abs skønhedsprisende digte var måske blevet opfattet på samme måde, som nogle af os ville opfatte det, hvis nogen fløjtede efter vores koner?
Jeg ved det ikke. Men hvorom alting er, kostede det Ka'ab hovedet.
Mordet havde en ekstra makaber dimension, idet det kun lod sig gøre ved at lyve. Før de to udpegede bødler drog af sted (en af dem var interessant nok Ka'abs fosterbroder), spurgte de, om det var okay at lokke Ka'ab ud af sin bolig med list, hvortil Allah – via Muhammed – svarede: “Ja, gør endelig det.”
Derefter blev Ka'ab dolket ihjel under, hvad han troede var en uskyldig aftentur med venner. Det var samme taktik, der kostede de ca. 600 mænd i Qurayza-stammen livet og var naturligvis præcedensdannende for takiyya (den gode løgn).
Hyklerne
Michael Cooks beretning findes i de fleste Muhammed-biografier, inklusive Tranholm-Mikkelsens, der er køligt-elegant skrevet og har det hele med på meget kort plads. Cook fortæller på samme side om en anden interessant gruppe i islams teologi, nemlig den, der er skrevet op til den allerhedeste del af helvede, (hedere endda end den, der står klar til jøderne). Det var de såkaldte hyklere, al-munafikun.
De var med til at skabe ufred i Medina, og deres leder, Abdallah ibn Ubayy, var tilsyneladende en værre en.
"Han var en ambitiøs stammeleder, der næsten havde haft held til at gøre sig til konge i Medina, da Muhammed ankom. Hans trækken i langdrag medførte, at BanuQaynuqa blev fordrevet og ikke dræbt. Han lod Muhammed i stikken, lige før profeten led et af sin karrieres største militære nederlag [nederlaget ved Uhud, GC]."
Her er det værd at bemærke, at både jøderne og "hyklerne" var kaffirun,der normalt oversættes med "vantro".
Men ordets etymogiske betydning er snarere, at kaffirun(altså dem, der begår synd, kufr) skjuler og ødelægger noget. De afviser den skønneste gave, man kan få, nemlig den rette tro. Og det er slemt. I stedet for en kyshånd har de forsmåede givere fået et “nej ellers tak", der må få dem til at føle sig enormt mazlum.
Og det må vi vise forståelse for.
