Regeringen vil alligevel ikke ændre den danske hate speech-paragraf. Sporene fra andre vestlige lande burde ellers skræmme: Konsekvensen kan blive en indskrænket samfundsdebat.Omformulering fusede ud
”VKO vil ændre racismeparagraffen”, forlød det i sommer umiddelbart efter statsadvokatens surrealistiske tiltale mod Lars Hedegaard.
”Jeg mener, at sagen er et godt eksempel på, hvad man ikke bør bruge racismeparagraffen til”, udtalte Naser Khader dengang og lagde samtidig op til, at §266b enten helt skulle fjernes eller i hvert fald modereres. Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bakkede op, diskussionen blev taget – og så endte det hele med at fuse ud.
Selv om Dansk Folkeparti mødte frem til finanslovsforhandlingerne med et ønske om at moderere racismeparagraffen, kom der intet ud af det: Ytringer, der kan fortolkes som forhånelse af en bestemt gruppe, kan stadig føre til op til to års fængsel. Har du vilje til at blive krænket, har du mulighed for at slæbe din politiske modstander i retten. Hate-speech-paragraffen giver enhver krænket følelse et retskrav og gør derfor enhver anklaget de facto retsløs.
Det havde været så nemt
Regeringen kan ikke undskylde sig med, at FN og EU umuliggør en ændring af §266b. En fiks og færdig manual for, hvordan paragraffen kunne drejes i mere ytringsfrihedsvenlig retning uden at komme i karambolage med FN-konventioner og EU-traktater forelå, formuleret af Morten Messerschmidt bl.a. her i Sappho. Når V og K ikke har ændret §266b, er det altså fordi de ikke vil. Justitsminister Lars Barfoed udtalte da også sin varme støtte til paragraffens beskyttelse mod ”forhånelse” med den tilføjelse at vi ”skal kunne sætte ind overfor racisme”. Det sidste var ikke så klogt sagt, for paragraffen kriminaliserer meget andet end racisme og burde derfor skifte navn fra racismeparagraffen til hate speech-paragraffen. Tiltalen mod Jesper Langballe og Lars Hedegaard, hvis udtalelser overhovedet intet har med racer at gøre, er eksempler på det.
Berygtede politiske processer
Dermed har Danmark definitivt placeret sig i samme liga som Canada, Holland og Østrig, lande der er berygtede for de politiske processer der føres med udgangspunkt i landenes hate speech-paragraffer.
I Holland blev sigtelsen mod Gregorius Nekschot frafaldet, mens processen mod Geert Wilders foreløbig har formet sig som et gigantisk selvmål for statsanklageren. Men §137, der forbyder tilskyndelse til had, findes stadig i den hollandske straffelov.
I Canada blev redaktøren Ezra Levant indstævnet for menneskerettighedskommissionen, fordi en imam klagede over Levants modige genoptryk af Muhammedtegningerne i The Western Standard vinteren 2006. Det samme blev Mark Steyn, hvis bestseller America Alone også opfattedes som islamofobisk i krænkende grad. Efter lange, tidskrævende og ikke mindst kostbare processer samt stor offentlig ballade endte de begge med at blive frikendt. Men §13 i den canadiske menneskerettighedslov findes stadig.
På tirsdag trækkes østrigske Elisabeth Sabaditch-Wolff i retten pga. sine islamkritiske udtalelser. At hun ikke har ytret andet om islam end hvad diverse islamiske retslærde selv har sagt, gør ikke udtalelserne mindre strafbare ifølge §283 i den østrigske straffelov, der ligeledes kriminaliserer ”ansporing til had” mod et lovligt anerkendt kirke- og religionssamfund .
Lad imamerne sige sandheden om islam
Fælles for alle ovennævnte sager er, at de handler om islam. De anklagede har ytret ting om Muhammeds lære, som teologiske koryfæer indenfor religionen også selv har sagt. Men når ikke-muslimske vesterlændinge gengiver det, vækker det raseri hos imamer, der straks griber til hate speech-paragrafferne for at lukke munden på de formastelige. Og foreløbig har det politiske og juridiske establisment gjort alt, hvad det kunne for at hjælpe imamerne. Abdul Wahid Pedersen må gerne sige, at steningsstraffe mod utro kvinder ikke står til diskussion, men Jesper Langballe slæbes i retten for at udtale, at der er muslimske fædre, der dræber deres døtre. Dobbeltmoralen er til at tage og føle på og konklusionen for den borger, debattør eller forfatter, der ikke har lyst til at ende i byretten med et racisme-stempel i nakken er klar:
Lad være at sige højt, hvad du tænker om islam. Overlad det i stedet til imamerne. For udtaler ikke-muslimer den usminkede sandhed om dele af religionen, er det krænkende i kriminel grad. Gør imamerne det, er det tilsyneladende mere harmløst.
Indskrænket samfundsdebat
Ingen kan forudsige, hvordan retssagerne mod Langballe og Hedegaard falder ud. Som bekendt er sandheden irrelevant i sådanne sager. Men dømmes de, er jeg ikke i tvivl om, at det vil have en voldsom pædagogisk virkning. Ting vil blive holdt tilbage, vigtig viden aldrig komme frem - islamkritikken blive invalideret. Den vigtigste samfundsdebat lige nu vil dermed blive indskrænket.
Den borgerlige regering synes tilsyneladende, det er den rette vej at gå. Sådan må man tolke dens kategoriske afvisning af at omformulere den danske hate speech-paragraf. Den kan ikke påstå, at den ikke vidste bedre. Sporene fra Canada, Holland og Østrig burde skræmme.
Alligevel er regeringen helt ligeglad. Hvorfor?
