"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

”Charlottes” Sapphopris er en anerkendelse af, at lærerne har mistet deres metodefrihed

13. oktober 2021 - Artikel - af Aia Fog

"Charlotte" udviste ikke som sin rektor kompromisløshed og uforfærdethed i kampen for det frie ord, men hun står som en vigtig repræsentant for alle de lærere, der efter mordet på den franske lærer Samuel Paty, har mistet deres metodefrihed fordi de, der eller skulle beskytte deres frihed, har svigtet lærerne og bøjet sig for voldsmandens veto.

Det var en meget bevægende takketale "Charlotte" holdt pr. lydfil i søndags, da hun sammen med sin rektor Stefan Hermann og Københavns Professionshøjskole modtog årets Sapphopris 2021. Sapphoprisen uddeles til en person (eller personer), der har udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord. Der skal altså noget til, før man får Sapphoprisen, og man kan med en vis ret påstå, at ”Charlotte” ikke har leveret varen, for som hun selv sagde:

”I grunden synes jeg ikke, jeg har gjort noget særligt. Det burde ikke være noget særligt at skrive de få ord, jeg skrev på Facebook, dagen efter at en islamist dræbte den franske lærer Samuel Paty: ”Fremover vil Muhammedtegningerne indgå som en del af min undervisning. Jeg opfordrer andre undervisere til det samme i respekt for vores modige kollega i Paris. Og for at sikre grundlaget for vores arbejde: ytringsfriheden.”

Og det er jo rigtigt: det burde ikke være noget særligt at hævde sine grundlæggende frihedsrettigheder: ”Charlotte” reagerede instinktivt og demokratisk og skrev blot, hvad hun som borger i en retsstat, i et demokrati med ytringsfrihed, naturligt måtte forvente, at alle andre kunne skrive under på. Eller i hvert fald ikke reagere negativt på. Da volds- og mordtruslerne væltede ind, blev hun så forfærdet, at hun i dag – et år efter – ikke tør stå frem og modtage Sapphoprisen med navn.   

Så hvorfor får hun prisen – hun erkender jo selv, at hun bøjede sig for voldsmandens veto?

En væsentlig del af svaret er, at hun jo ikke fik den alene, men sammen med sin skole, Københavns Professionshøjskole, og ikke mindst rektor Stefan Hermann, der prompte, utvetydigt og uden vaklen bakkede hende, ytringsfriheden og lærernes metodefrihed op. En opbakning, han desværre står ret alene med, hvilket igen giver begrundelsen for årets Sapphopris.

For det er måske mere eksemplet Charlotte, der er det interessante i denne sammenhæng, eller rettere kombinationen af Charlotte og hendes rektor. For hun er ikke den eneste, men hun repræsenterer noget vigtigt. Stefan Hermann sagde i sin tale ved prisoverrækkelsen ganske rigtigt, at Samuel Paty ikke var nogen helt, for der er ikke noget heltemodigt i at passe sit arbejde. Heltemod fordrer, at man bevidst sætter hensynet til sig selv til side og risikerer sig selv, for at hjælpe andre. Det gjorde Samuel Paty ikke – og det gjorde ”Charlotte” ikke: de passede samvittighedsfuldt deres arbejde i tillid til, at de i den forbindelse kunne udøve lærernes særlige gren af ytringsfriheden, nemlig metodefriheden. Og de blev begge slemt overraskede over, at det ikke længere er muligt. Paty døde og ”Charlotte” måtte bøje sig for voldsmandens veto.

Hvilket leder hen til Stefan Hermanns anden, vigtige pointe: at vi i Danmark og i Vesten generelt har meget svært ved at håndtere (over)magt fra grupper i civilsamfundet. I en demokratisk retsstat vil magten naturnødvendigt komme oven fra, fra staten – og vi er fortrolige med og vant til at rette vores utilfredshed og vrede mod magthaverne opad ”i systemet”. Vi er slet ikke vant til eller opdraget med, at overmagten kan komme fra grupper i civilsamfundet, ovenikøbet grupper, der i en række andre sammenhænge betragtes som udsatte minoriteter med særlige behov. Og når vi står overfor den ultimative magtudøvelse, nemlig truslen om vold, fra en minoritetsgruppe i civilsamfundet, der på lange stræk trumfer den overmagt, vi ellers har indrettet os på, så står vi famlende tilbage. Og det gør staten med skam at melde også.

Lige netop dét skisma står ”Charlotte” i: hun havde indrettet sig i tillid til demokratiet og retsstatens voldsmonopol – og så bliver det trumfet af et andet. Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at hvis staten havde kunnet sikre ytringsfriheden, metodefriheden og ikke mindst ”Charlottes” frihed og sikkerhed, så havde hun givet selv stået på talerstolen i søndags.

Med årets Sapphopris hædrer Trykkefrihedsselskabet ikke alene Stefan Hermann og Københavns Professionshøjskole for at stå fast på forsvaret for ytringsfriheden og lærernes metodefrihed – vi anerkender også ”Charlotte” som repræsentant for alle de lærere, der med mordet på Samuel Paty og den manglende opbakning fra både deres egne interesseorganisationer og det offentlige Danmark har mistet en af de vigtigste forudsætninger for, at de kan opfylde dannelses- og uddannelseskravet i deres faglighed og undervisning: metodefriheden.

På lørdag, den 16. oktober kl. 13, arrangerer Gruppen Paty blomsternedlæggelse ved den franske ambassade. Jeg vil opfordre alle til at møde op og dermed markere opbakningen til lærernes ytrings- og metodefrihed.