Nej, selvfølgelig var frifindelsen af Lars Hedegaard ikke en sejr for ytringsfriheden.
Højesteret slår jo fast, at hans udtalelser havde været strafbare, hvis de var blevet ytret med forsæt om offentlig udbredelse:
"Højesteret udtaler, at udsagn som dem, T er fundet skyldig i at have fremsat, og som indeholder det budskab, at muslimer generelt begår grov kriminalitet, er strafbare efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvis de fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. ”
Nogle har fremført den formodning, at en præcisering i det famøse interview kunne have sparet os for sagen: For ”nogle muslimer voldtager deres børn” er ikke en generalisering.
Det er næppe rigtigt. Jesper Langballe blev jo netop sigtet for at sige noget ikke-generaliserende (”der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre” ) og fik en bøde og et racisme-stempel på den konto.
Lars Hedegaard, der som bekendt få dage efter offentliggørelsen præciserede, at han ikke talte om alle muslimer, blev alligevel sigtet.
Vilkårligheden hersker altså. Ingen ved rigtigt, hvad der er strafbart og ikke-strafbart at sige. Det eneste, der står fast er, at sandheden kan være kriminel at ytre.
Tid til tien
Den konklusionen, danskerne må drage af sagen, er:
Vil du beholde dit gode navn og rygte, så ti stille om tabubelagte, følsomme emne. Ikke mindst, hvis det angår islam.
Tavshed er guld; tale kan føre til offentlig brændemærkning.
I den forstand er sagen et tilbageslag for det frie ord og den offentlige debat. Og vi må nu med bekymring se, hvordan det går Firoozeh Bazrafkan og de op til 30 andre, der offentligt har sagt noget tilsvarende.
Kampen mod brændemærkningen
Når vi alligevel var en del, der lod de indre champagnepropper springe i fredags, var det fordi en lang, sej kamp mod brændemærkningsstemplet var vundet.
Uanset hvor mange internationale koryfæer man kan få til at støtte sin sag, vil det, der står tilbage efter en §266b-dom, nemlig altid være et racisme-mærkat.
Man har en ”racismedom”, som medierne rask væk skriver, uanset hvor lidt det, man er dømt for, har med racisme at gøre.
Er man §266b-dømt, er man racist i den brede offentligheds øjne.
Det var det brændemærke, Trykkefrihedsselskabets formand undgik. Hurra for det!
Problemet med en "racisme-dom" er jo, at man risikerer, at den aldrig bliver glemt.
Som Kenneth Kristensen Bernth bemærkede i Sappho, 10 år efter han og Morten Messerschmidt blev dømt efter §266b, kan en sådan dom ødelægge et arbejdsliv:
”I dag googler de fleste arbejdsgivere en ansøger, inden de kalder vedkommende til samtale. Der vil omtalen af dommen dukke op, og det forsvinder aldrig. På den måde er det nærmest en livstidsdom, der kan få meget store konsekvenser for den enkelte.”
Det er det virkeligt modbydelige ved denne paragraf og den deraf følgende retsusikkerhed: en veltilrettelagt mediehetz kan føre til en uafslettelig brændemærkning.
Man skal hedde Zenia Stampe eller Kathrine Lilleør for at synes at denne retstilstand er et frit samfund værdigt.
Skandaløst anklageskrift
Det, der har rystet mig mest ved denne langstrakte affære, er det anklageskrift, som statsadvokaten udfærdigede.
Naivt troede jeg, at jurister var yderst grundige, og at statsadvokaten derfor baserede sit anklageskrift på Hedegaards originale udtalelser og ikke på en sammenskrevet oversættelse fabrikeret af en af hans brændende modstandere.
Det viste sig ikke at være tilfældet. Efter alt at dømme er det Politikens referat, som avisen havde fra Ole Birk Olesens avis, statsadvokaten skrev af efter.
Ole Birk Olesen, den egentligt kuglestøber bag mediestormen, der førte til sigtelsen, må glæde sig over sin effektive propagandakrig, hvor redelighed blev første offer.
Den vigtigste kamp
Man må unde alle, der får en hate speech-sag på halsen en sagfører af samme kaliber som Karoly Németh,
Men for mig har sagen først og fremmest bekræftet mig i, at kampen mod §266b er den vigtigste ytringsfriheds-kamp, vi står overfor i dag.
Så længe den findes i straffeloven, er der ikke ægte ytringsfrihed i Danmark.
