"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Firoozeh Bazrafkan afhørt af politiet

27. januar 2012 - Artikel - af Sapphos medarbejder

Firoozeh Bazrafkan. Er hun mon den næste "racisme"-dømte? Foto: Steen Raaschou.Den dansk-iranske kunstner er sigtet for bevidst at have overtrådt paragraf 266b som del i en kampagne for at få paragraffen fjernet.

”Det foregik alt sammen meget stille og roligt. Politimanden stillede en række spørgsmål og forklarede mig om mine rettigheder og om den videre procedure. Han sagde også, at politiet ikke tager sagen så alvorligt, da de betragter paragraf 266b som forældet. Det synes jeg jo lød meget fornuftigt,” griner Firoozeh Bazrafkan.

Sagen er ellers alvorlig nok.

Fulgte Lars K. Andersens eksempel

Som mange andre tog Firoozeh Bazrafkan del i eks-betjenten Lars Kragh Andersens kampagne mod paragraf 266b – den såkaldte racismeparagraf.

Det gjorde hun ved på sin blog på Jyllands-Postens netavis at skrive:

“…jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening som dansk-iraner, at der er tale om en defekt, menneskefjendsk kultur – hvis det overhovedet er kultur? Men man kan sige, jeg mener, at der er tale om en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.”

Handler om ytringsfrihed

Det fik fire personer til at anmelde hende, og derfor måtte hun den 25. januar tilbringe et par timer i selskab med Århus Politi.

”Min fornemmelse var, at politimanden godt vidste, hvor jeg ville hen med mit blogindlæg. Han havde researchet på mig og spurgte, om mit indlæg også skyldes, at jeg hader regimet i Iran. Det bekræftede jeg og forklarede, at det handler om ytringsfrihed i et større perspektiv.”

Under forhøret fik Firoozeh Bazrafkan også lejlighed til at udtrykke sin forundring over, hvordan retssystemet prioriterer forskellige forbrydelse.

Proportionsløst

For et par år siden kunne politiet således ikke se nogen anledning til at rejse tiltale mod en mand, der på facebook havde truet med at skære Firoozeh Bazrafkan i småstykker og anvende hende som dyrefoder. Manden mente, at hun med sine udtalelser havde krænket hans religion.

”Det er jo lidt paradoksalt, at man på den ene side negligerer en konkret trussel om vold, og på den anden side vil retsforfølge mig for at have skrevet en tekst, der ikke skader nogen,” siger Firoozeh Bazrafkan hvis fingeraftryk, DNA og billede nu ligger gemt i politiets arkiver.

Dog var politimanden villig til at lempe lidt på den faste procedure, og lade sig nøjes med forhørsrapporten, men det syntes Firoozeh Bazrafkan ikke var nogen god ide.

”Hvis den forbrydelse, jeg er sigtet for, er så alvorlig, at man har en fast procedure, så synes jeg, den skal overholdes. De må behandle mig som en forbryder, hvis det er det, de mener, jeg er. Dermed er de selv med til at udstille det groteske i den måde lovgivningen er indrettet på.”

Stor opbakning bag kampagne

En række andre personer – ved sidste optælling over 20 – har støttet Lars Kragh Andersens kampagne for at få fjernet 266b fra straffeloven.

De har, som Firoozeh Bazrafkan, skrevet tekster, der bevidst kolliderer med krænkelsesparagraffens gerningsindhold.

Opbakningen er tegn på, at folk er begyndt at tænke selv, mener Firoozeh Bazrafkan.

”Betjentens ord om, at politiet betragter 266b som forældet er selvfølgelig et godt tegn.”

”Men det, at så mange har valgt at følge Lars Kragh Andersens opfordring, er også et tegn på, at der er ved at ske noget. Mange har fået øjnene op for, at paragraf 266b kan misbruges og bliver misbrugt.

Der er en erkendelse af, at krænkelsesparagraffer af den type ikke hører hjemme i et retssamfund,” siger Firoozeh Bazrafkan, der mener, det er muligt at ændre lovgivningen, hvis tilstrækkeligt mange deltager i debatten.

I løbet af den næste måned skal politiets jurister vurdere, om der skal rejses yderligere tiltale i Firoozeh Bazrafkans sag. Ender det med domfældelse, er hun blevet stillet i udsigt, at en bøde maksimalt vil beløbe sig til 5 x 500 kr.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg