En ulempe ved at bo på Nørrebrogade er de hyppige Gaza-optog. ”Nu kommer gazatosserne,” siger vi, når vi på lang afstand kan høre de buldrende trommer og de hæse skrig, som fra enorme højttalere på en flagsmykket lastbil gjalder imod husmurene. Så hænger vi for en stund ud ad vinduerne og udpeger deltagere med et særpræget udseende: usoignerede mænd i nederdele og militærstøvler og kødben i ørerne, snuskede piger i hullede strømpebukser med blåt hår og søm i ansigtet, mange af dem med så voldsomme tatoveringer, at man må antage, at de ikke forventer et nogenlunde normalt lønarbejde.
Men midt i galskaben så vi for nylig tegn på professionel organisation og penge: Amnesty International havde udstyret de nyttige idioter med en skov af plakater og kæmpebannere, der sort på gult anklagede Israel for både folkedrab, racisme og apartheid.
Mine tanker gik tilbage til Bogtrykfagets Tekniske Skole i 1975, hvor en af lærlingene talte varmt for at støtte Amnesty International. Men dengang var Amnesty’s vigtigste opgave at henlede verdens opmærksomhed på samvittighedsfanger som blev fængslet, tortureret og henrettet, fordi de udtrykte holdninger, som magthaverne ikke kunne tolerere. Dengang handlede det om ytringsfrihed og forfølgelse af anderledes tænkende.
På jagt efter markedsandele
I dag, 64 år efter sin stiftelse i 1961, er Amnesty med over 10 millioner medlemmer og 4.000 ansatte mere magtfuld end nogen sinde og har udvidet sit oprindelige formål - amnesti, frihed og løsladelse af samvittighedsfanger – til at gøre hungersnød, AIDS, abortrettigheder, LGBT, seksuel frihed, krigsforbrydelser, folkedrab, børn, dyr, miljø, olie og klimakrise til en del af sit forretningskoncept - i skarp konkurrence med andre godheds-koncerner og såkaldte NGO’er, som kæmper indædt om markedsandele.
Den udvikling lå nok allerede i kortene i 1961, da Amnesty blev oprettet på initiativ af den britiske sagfører Peter Benenson; aktivister fra Campaign for Nuclear Disarmament, der krævede ensidig britisk nedrustning, var med fra starten. Men i mange år holdt Amnesty sin sti ren som et idealistisk, velmenende projekt til udbredelse af vestlige retsprincipper og humanisme. Amnesty fik støtte fra de største kulturnavne og modtog i 1977 Nobels Fredspris for sin kampagne imod tortur. Fra 15.000 medlemmer i 1969 til over 10 millioner i dag er Amnesty’s magt vokset støt og bl.a. brugt til at få oprettet posten som FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder i 1993 og Den Internationale Straffedomstol ICC i 2002
Ideologisk forvandling
Amnesty’s glidende ideologiske forvandling tog især fart i årene efter 2000, hvor emner som vold imod kvinder, våbenhandel og miljøproblemer vandt indpas. I 2001 åbenbarede ”The Clash of Civilizations” sig med de islamiske flykapringer og terrorangreb på World Trade Center og Pentagon, og det gav Amnesty ammunition til kampagner imod de anti-terrorforanstaltninger, som USA og Europa tog i anvendelse.
Amnesty retter generelt det meste af sine anklager imod vestlige demokratier og begrunder dét med, at ytringsfrihed og domstole gør det nemmere at få gennemslagskraft i Vesten – Ja, naturligvis, fristes man til at sige. Men derfor har Israel også i mange år været nemt bytte for Amnesty. Israel optræder i en uforholdsmæssig stor del af Amnesty’s rapporter om brud på menneskerettighederne. Den af journalister tit citerede rapport fra 2023 har den drabelige titel ’Du føler dig som et undermenneske’: Israels folkedrab på palæstinenserne i Gaza.
Undermennesker og folkedrab
”Måned efter måned har Israel behandlet palæstinenserne som undermennesker, som ikke fortjener menneskerettigheder og værdighed, og vist sin hensigt om at udslette dem fysisk,” står der i rapporten. Parallellen til både Endlösung og Einsatztruppen er ikke ligefrem subtil.
FN’s folkemords-konvention fra 1946 opridser ellers kriterierne for at kunne definere folkedrab på ”en national, etnisk, racebaseret eller religiøs befolkningsgruppe”:
- Drab på medlemmer af befolkningsgruppen
- Alvorlig fysisk eller mental skade på medlemmer af befolkningsgruppen.
- Bevidst at påføre befolkningsgruppen livsbetingelser, som har befolkningsgruppens hele eller delvise udslettelse som sit formål.
- Indføre restriktioner med den hensigt at forhindre fødsler i befolkningsgruppen.
- Med magt at bortføre befolkningsgruppens børn og overføre dem til en anden befolkningsgruppe.
Ud over det betænkelige i at læne sig op ad Hamas’ påstande om dræbte og sårede, har Amnesty haft gevaldige problemer med at leve op til kriteriet bevidst, altså planlagt og målrettet udryddelse af palæstinenserne; derfor har Amnesty gennem tiden blot opstillet sine egne kriterier og opfundet sit eget sprog, hvorved Israel er skyldig i både folkedrab, krigsforbrydelser og apartheid.
Amnesty Israel suspenderet
Folkemord-rapporten var så upålidelig og ensidig, at Amnesty Internationals afdeling i Israel undsagde den og kritiserede hovedkvarteret i London for at overdrive, for ensidigt at bruge Hamas-kilder og for at undlade at bruge Amnesty Israels egne folk. Herefter blev Amnesty Israel suspenderet. En af Amnestys internationale topfolk, Tiumalu Lauvale Peter Fa’afiu, beskyldte Amnesty Israel for racisme og diskrimination imod palæstinensere i Amnesty Israel.
Amnesty Israel tog også afstand fra dele af rapporten Israel’s Apartheid Against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime Against Humanity.
Tilbage i 2010 suspenderede ledelsen Gita Sahgal som ansvarlig for Amnestys kønspolitiske enhed, fordi hun kritiserede Amnestys samarbejde med den pakistanske islamist Moazam Begg. Gita Sahgai sagde: ”At optræde sammen med Storbritanniens mest berygtede Taleban-tilhænger, Begg, og behandle ham som en forsvarer for menneskerettigheder, er en stor fejltagelse.”
Med sin evindelige udskamning af Israel burde Amnesty have nået sit belastningspunkt i troværdighed. Men Amnesty Internationals ord er i skrivende stund lov for medierne. Amnestys repræsentanter bliver stadig behandlet som en grusom verdens samvittighedsfulde vidner og modige sandhedssigere.
Hvornår får det mon en ende?
