"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Flemming Rose kører filosofisk friløb

29. maj 2016 - ArtikelArtikel - af Torben Mark Pedersen

Flemming Rose, da modtog Trykkefrihedsselskabets Sapphopris i 2007. FOTO: Snaphanen

I et interview i Jyllandsposten den 9. maj betegner Flemming Rose det som hykleri, når Trykkefrihedsselskabet ikke er modstandere af at hindre fjendtligt indstillede antidemokratier i at få indrejse i Danmark, men dermed viser Flemming Rose, at han enten ikke anerkender nationalstatens suverænitet, eller at han opererer med et ytringsfrihedsbegreb, der filosofisk set er nonsens, skriver Torben Mark Pedersen.

Det er svært for mange at affinde sig med, at ytringsfrihed er for alle og ikke kun for tros- og meningsfæller. At ytringsfrihed er friheden for andre til at sige, skrive og tegne, hvad pokker de vil – også selv om man selv rammes af hån, spot og latterliggørelse.

I Europa skulle vi gennem århundreder med religiøse forfølgelser, kætterbrændinger og religionskrige, før den tanke blev udbredt, at alle har ret til at tro, hvad de vil, og til at give udtryk for deres tro og tanker i tale og på skrift.

Det var stærkt troende protestantiske dissidenter, der var den drivende kraft i kampen for tros- og trykkefrihed i den angelsaksiske verden og i Nederlandene. De kæmpede i første omgang for deres egen samvittighedsfrihed, men i den sammenhæng udviklede de argumenter med støtte i Biblen om det ukristelige i at forfølge andre for deres tro, der udgjorde argumenter for en mere generel tolerance.

Fra den tidlige oplysningstid blev kampen for religions- og ytringsfrihed en del af oplysningstidens liberalisme, og liberale politiske tænkere som John Locke udviklede de filosofiske argumenter for personlig frihed.

I ”Et Brev om tolerance” fra 1686 argumenterer Locke for, at religionsfrihed er en naturlig rettighed, som staten ikke må blande sig i, og Locke gjorde spørgsmålet om tolerance til et spørgsmål om en afgrænsning af statens magt.

Locke fik en enorm indflydelse i England og i de amerikanske kolonier, og kampen for religions- og trykkefrihed kronedes med den første tilføjelse til den amerikanske forfatning i 1791, der beskytter amerikaneres religionsfrihed, ytringsfrihed, pressefrihed og forsamlingsfrihed imod lovindgreb fra Kongressens side.

De fire friheder er ”negative frihedsrettigheder” – kaldt sådan fordi frihed i den liberale tradition er defineret som fravær af tvang, og ”first amendment” sætter netop en grænse for statens tvang.

Denne forståelse af personlig frihed går igen FN’s menneskerettighedskonventions første 21 artikler, der omhandler negative rettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, økonomisk frihed, aftalefrihed, bevægelsesfrihed, frihed fra fysiske overgreb, frihed fra slaveri, frihed fra vilkårlig fængsling, politisk frihed osv., hvorimod de sidste ni artikler omhandler ”positive” eller sociale rettigheder efter pres fra Stalins Sovjetunionen.

Fra Locke har vi også, at der er en nær sammenhæng mellem (negativ) frihed og privat ejendomsret, især selvejerskabet: menneskets ejendomsret til sig selv. Man kan begrunde frihed fra slaveri og andre fysiske overgreb, religionsfrihed, aftalefrihed, forsamlingsfrihed osv. med, at den enkelte har ejendomsret til sig selv, og at ingen må krænke den ejendomsret.

Af den private ejendomsret følger også, at man dér må ytre sig frit, ligesom man må ytre sig frit, hvor andre ejere har givet en tilladelse til at ytre sig. Og kun så længe man ikke krænker andres ejendomsret til sig selv ved at true dem eller opfordre til vold mod dem.

Legitime begrænsninger af ytringsfriheden

Når jeg i overskriften omtaler ytringsfrihed som ”svær”, så er det ikke kun i den ovenfor nævnte betydning, at det er svært for mange at forlige sig med, at ytringsfrihed er for alle. Det er også svært i den forstand, at ytringsfrihed er svær at forstå, for man bliver nødt til at gøre sig det filosofiske grundlag for ytringsfriheden klart for præcist at kunne afgøre, hvornår en begrænsning på ytringsfriheden er en rettighedskrænkelse, og hvornår der er tale om en legitim begrænsning.

Der findes nemlig legitime begrænsninger på ytringsfriheden. Enhver har ret til at afvise ubudne gæster i døren til sit hjem og tilmed til at smide en gæst ud af sit hjem, hvis denne siger noget fornærmende, ligesom enhver avis’ debatredaktør har ret til at afvise læserbreve, der er sendt til avisen. Det er legitime begrænsninger på ytringsfriheden, der følger af den private ejendomsret.

På samme måde har enhver suveræn stat ret til at afvise ubudne indvandrere ved grænsen. Det er en menneskerettighedskrænkelse at spærre sit lands borgere inde bag et jerntæppe eller en Berlinmur, men det er ikke en menneskeret at få indrejsetilladelse i et andet land, og det er ikke en ret, der er beskyttet af nogen menneskerettighedskonvention.

En stat har ifølge folkeretten suverænitet over nationalstatens territorium og må legitimt afvise uønskede udlændinge ved grænsen af en hvilken som helst grund.

At en nationalstat har ret til at lukke grænserne hermetisk betyder ikke, at det er ønskeligt, at den gør det. Som danskere nyder vi godt af at kunne rejse visumfrit over det meste af jorden, og jeg ville nødig leve i en verden med hermetisk lukkede grænser. Det ændrer imidlertid ikke ved, at vores visumfrihed er et privilegium, som de enkelte nationalstater har givet os danskere, og som de har suveræn ret til at trække tilbage.

Flemming Roses filosofiske friløb

Jeg har den største respekt for Flemming Rose og hans vedholdende kamp for ytringsfrihed siden Muhammedtegningerne i 2005, og jeg er helt enig med Roses udtalelser i interviewet i JP den 9.5. om, at borgerne i et land skal have ret til at kritisere, håne, spotte og latterliggøre demokratiet.

Men når Flemming Rose omtaler forslaget om indrejseforbud for antidemokratiske imamer som en krænkelse af deres ret til at ytre sig, så kører han filosofisk friløb og roder rundt i begrebet om ytringsfrihed, og han gør et spørgsmål om indvandringspolitik til et spørgsmål om ytringsfrihed. Det holder ikke.

Flemming Rose har ret til sin egen holdning til udlændingepolitikken, men ikke til sine egne fakta. Og det er et faktum, at udenlandske statsborgere, der befinder sig i udlandet, ikke er omfattet af dansk lov, så uanset hvad Folketinget måtte vedtage, kan det ikke krænke deres ytringsfrihed.

Hvis man vil hævde, at imamernes frihed bliver krænket på nogen måde, så må det forudsætte, enten

1. At man benægter nationalstatens suverænitet, så imamernes ”ret” til indrejse krænkes, men det har så ikke noget med ytringsfrihed at gøre.

2. Eller at man opererer med et begreb om ytringsfrihed som en positiv rettighed, der har forrang over for national suverænitet.

At benægte nationalstatens suverænitet er noget naivt og virkelighedsfjernt, for ifølge international ret har enhver nationalstat suverænitet over eget lands territorium, og der er ingen menneskeret, der beskytter udlændinges ret til at rejse til Danmark. Og uden ret, ingen rettighedskrænkelse. Det er logik for femårige.

Hvis man opererer med en begreb om ytringsfrihed som en positiv rettighed, der skulle overtrumfe national suverænitet, så er det filosofisk uholdbart, og det fører til uønskede konsekvenser for ytringsfriheden.

Det er filosofisk uholdbart, for hvor skulle en sådan positiv ret stamme fra? Positive rettigheder kan kun gives af stater, der har magt og ressourcer til at bakke dem op, men der findes ingen overnational stat, der kan give en positiv ret til at ytre sig frit i et andet land.

Og hvis ytringsfrihed var en sådan positiv rettighed og var absolut og ubegrænset, så ville den også overtrumfe privat ejendomsret og give alle ret til at stille sig op og tale på en ølkasse på andres private ejendom og give ret til at få offentliggjort læserbreve i private medier. Et sådan begreb om ytringsfrihed ville krænke andres frihed og ejendomsret. Derfor er det uholdbart, og som alle positive rettigheder er det ikke en ret, alle kan nyde på samme tid.

Endelig villet et sådant positivt frihedsbegreb være en opfattelse af ytringsfrihed, der strider mod den måde, ytringsfrihed er blevet forstået historisk som en del af den engelsk-skotsk-amerikanske oplysnings projekt, og som den er beskyttet i Grundloven, i USAs ”first amendment” og i diverse menneskerettighedskonventioner.

At operere med et sådan positivt rettighedsbegreb ville ydermere få uønskede konsekvenser for vores frihed, for hvis nationalstaten ikke har absolut suverænitet, så vil enhver person bosiddende i Danmark kunne invitere hele verden hertil for at tale, og ifølge Flemming Rose ville Danmark ikke have lov til at afvise dem.

Konsekvensen ville være fri indvandring, der i løbet af få årtier ville destruere vestlig civilisation. Og med den vores ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed.

 

Torben Mark Pedersen er bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg