Blandt engle og dæmoner

I december 2007 havde Morgenavisen Jyllands-Posten inviteret til debat på Nationalmuseet med den verdenskendte islamkritiker i anledning af, at den hollandske regering havde ladet forstå, at den ikke længere ønskede at betale for hendes sikkerhed.  

I kølvandet på filmen Submission, der handler om den undertrykkelse, som ifølge Ayaan Hirsi Ali er et givet vilkår for alt for mange muslimske kvinder rundt om i verden, blev hendes ven og filmens instruktør, Theo van Gogh, myrdet på åben gade i Holland.  

Morderen, 26-årige Mohammed Bouyeri, der har både hollandsk og marokkansk baggrund, skød ham, hvorefter han for øjene af forfærdede tilskuere med en stor slagterkniv skar halsen over på sit offer. Til sidst stak han kniven i brystet på den afdøde. Til kniven var fæstnet et brev.

Brevet, der indeholdt trusler mod flere navngivne politikere, henvendte sig direkte til Ayaan Hirsi Ali med ordene: Er du villig til at dø for din overbevisning?  

I anledning af debatmødet på Nationalmuseet blev Ayaan Hirsi Ali interviewet af flere større dagblade, heriblandt Berlingske Tidende.  Heller ikke dengang brød den pæne borgerlige avis sig om islamkritikere. Mads Kastrup stillede således dette noget retoriske spørgsmål til Ayaan Hirsi Ali;

- Du må  møde mange mennesker, der siger, at du har bedt om at få det liv, du har nu ved at være så konfrontatorisk og fordømmende i dine udsagn. Hvad siger du til dem?

"Jeg får, hvad jeg har bedt om. Jeg bad om debat og diskussion. Det har jeg fået. Og hvis folk ønsker at diskutere seriøst, så må jeg påpege, at det er vigtigt at holde øje med årsag og virkning. Jeg taler som udgangspunkt mod 11. september og bomberne i Madrid og London. Men jeg er ikke med til at fremprovokere dem eller andre terroraktioner. Den skyld hviler alene på dem, der udøver terroren."

Ytringsfrihed og religionskritik

Om Lars Hedegaard også  får, hvad han har bedt om, vil jeg lade andre afgøre.   

Imidlertid finder jeg debatten om ytringsfrihed versus religionskritik (læs: islamkritik) så  fundamentalt afgørende – ikke bare for Trykkefrihedsselskabets og Trykkefrihedsselskabets Biblioteks fortsatte virke, men også for samfundet som helhed. Derfor denne personlige kommentar.  

Sagen startede som bekendt, da journalist Niels Krause-Kjær ved Berlingske Tidende på sin blog citerede disse udtalelser fremsat af Lars Hedegaard i et videointerview på Snaphanen:  

“De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. […] De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers … Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.”

Hvorefter han stillede følgende ultimatum til flere bestyrelsesmedlemmer:

“Det sagde han! Og nu er vi så fremme ved snorene, hvor selskabets næstformand, Søren Krarups datter Katrine Winkel Holm, de øvrige medlemmer af bestyrelsen, inklusiv folketingskandidat for Dansk Folkeparti Jette Dali, tidligere medlem af Etisk Råd Kit Louise Strand og alle andre medlemmer eller medløbere i selskabet må beslutte sig. Og det er egentlig ikke så svært. Enten er de med Lars Hedegaard eller også er de imod ham. Der er således tre muligheder. 1) De er enige med deres formand. 2) De er uenige og vælter ham omgående. 3) De er uenige og forlader selskabet omgående. For Jette Dalis vedkommende må man gå ud fra, at hendes fortsatte folketingskandidatur for DF afhænger af, hvad hun vælger.

Der er ikke noget midt imellem. Hvad gør I?”

Hvorvidt mit fortsatte folketingskandidatur for Dansk Folkeparti skulle være afhængig af min opbakning til, at Lars Hedegaard fortsætter som formand for Trykkefrihedsselskabet, vil jeg trygt overlade til kredsbestyrelsen i Favrskov.

De gale debattører

Det samme kunne Niels Krause-Kjær overveje.

Også Dagbladet Politiken, Berlingske Tidende samt Kristeligt Dagblad har bedt mig forklare, hvorvidt jeg deler de betragtninger, som Lars Hedegaard er citeret for.

Mit svar til samtlige medier har været, at Lars Hedegaard måske godt kunne have udtrykt sig lidt mere elegant, men at jeg fortsat bakker ham op som formand, og at jeg mener Trykkefrihedsselskabet har brug for en formand, der kan ”bulldoze” igennem.

Ayaan Hirsi Ali fortalte i interviewet med Berlingske Tidendes Mads Kastrup, at hun føler, hendes kritikere til tider har forsøgt at stemple hende som gal.  

Præcis samme metode som visse borgerlige, liberale  kræfter nu bringer i anvendelse overfor Lars Hedegaard.

Det kunne man blandt andet opleve i programmet Deadline, hvor Lars Hedegaard i et ”dobbeltinterview” kom i krydsild mellem studievært Mads Brügger og redaktør Ole Birk Olesen, netavisen180Grader.

Programmet afslørede en særlig indforståethed mellem Brügger og Birk Olesen og aftenens højdepunkt kom, da Ole Birk Olesen citerede ordret fra en tale, som Lars Hedegaard holdt i Bruxelles 2007: 

"Hvis det sandsynlige skulle ske, at dele af Europa – og sandsynligvis dele af andre vestlige lande så som USA, Canada og Australien – går tabt til parallesamfund uden for vores politiske og juridiske kontrol ..., bliver vi nødt til at opstille opnåelige mål for vores forsvarsstrategi. Det er tydeligvis ikke nok, at vælgerne i de demokratiske lande vælger nye regeringer, selv om disse skulle love at dæmme op for strømmen af umma-medlemmer eller at modstå vore landes islamisering. Mange af vore institutioner er allerede blevet så undermineret, at de i praksis er omdannet til bastioner for vore fjender, og der er ikke meget, som selv velmenende regeringer kan gøre for at modvirke denne ødelæggende indflydelse i fraværet af en selvstændig og beslutsom folkelig modstand."

Voila! Her var den ”rygende pistol”, som Trykkefrihedsselskabets modstandere havde gået og ledt efter, lige siden det kom frem, at CEPOS-jurist Jacob Mchangama og professor Frederik Stjernfelt havde planer om at stifte et selskab, som angiveligt også skulle forsvare ytringsfriheden. Men før dette kunne blive til virkelighed, var det tilsyneladende først påkrævet med en udtalt kritik og dæmonisering af Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. Allerbedst var det naturligvis, om selskabet blev opløst.  

En udvikling som Berlingske Tidende allerede to dage efter at programmet Deadline var blevet sendt, omtalte som en kendsgerning:   

* Trykkefrihedsselskabet er i opløsning ...

Parallelsamfund og EU

Som udviklingen har vist, er der imidlertid sket det modsatte. Flere har således meldt sig ind som en direkte konsekvens af sagen, og flere borgerlige debattører med større tyngde end Naser Khader, Katrine Lilleør og Søren Pind har bakket op om Trykkefrihedsselskabets fortsatte beståen.

Med fare for at blive stemplet som gal, således som det er sket for både Ayaan Hirsi Ali og Lars Hedegaard, må jeg blankt erkende, at jeg langt hen ad vejen er enig i Lars Hedegaards analyse vedrørende ”parallelsamfund uden for vores politiske og juridiske kontrol”. Og ikke nok med det. Så vidt jeg kan vurdere, er denne udvikling allerede i fuld gang.

Upåagtet af de fleste er Lissabontraktaten netop blevet godkendt og ratificeret i alle 27 medlemslande. Det betyder blandt andet, at EU’s rammeafgørelse af 28. November 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelse af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen gælder – også i Danmark.  

Det betyder, at hvert medlemsland er forpligtet til at indføre en retsorden, der er i overensstemmelse med rammeafgørelsens krav. Nægter et medlemsland at efterleve dette krav, kan det indbringes for EU’s højeste retsinstans, EF-domstolen.

Rammeafgørelsens artikel 1 præciserer hensigten:

”a) offentlig tilskyndelse til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion, herkomst eller national oprindelse.”

b) udførelse af en handling som nævnt i litra a) i form af offentlig udbredelse eller distribution  af skrifter, billeder eller andet materiale.”

Ovenstående vil blive straffet således:

”Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at overtrædelse af artikel 1 straffes med en maksimumsstraf på mindst 1 til 3 års fængsel.”

Lissabontrakten har som formål at ”strømline beslutningsprocessen i EU og gøre den mere effektiv”.  

Tab af vetoret

På 68 konkrete politikområder mister EU-landene deres vetoret, idet de berørte områder går fra enstemmighed til flertalsafgørelser. Det gælder for eksempel retsområdet.

Ikke særligt beroligende, idet statsminister Lars Løkke Rasmussen allerede nu er ved at varme op til helt at fjerne Danmarks forbehold – blandt andet på retsområdet.

Den danske befolkning har som bekendt aldrig fået lov at give sin mening til kende på dette vigtige område.

EU’s rammeafgørelse vil grundet sin mildt sagt løse formulering kunne misbruges til at forfølge blandt andet islamkritikere.

Som om denne udvikling ikke er alarmerende nok i sig selv, trues ytringsfriheden også fra anden side.  

Den 12. November 2009 vedtog FN’s såkaldt 3. Komité, der er en del af FN’s Generalforsamling, et udkast, hvor religionskritik (læs: kritik af islam) fordømmes.  

Udkastet blev vedtaget med 81 for, 55 imod, mens 43 lande undlod at stemme.  

Protester fra 100 menneskerettighedsorganisationer fra 20 forskellige lande har ikke gjort indtryk.

Hilel Neuer, fra UN Watch, giver udtryk for en bekymring, som meget apropos attentatet mod tegneren Kurt Westergaard burde få danske politikere til at vågne op:

"Hvis vi ser på de farlige følger, resolutionen kan få, skal vi ikke kun tænke på ydmygelsen af vestlige forfattere og karrikaturtegnere, men også se den stigende accept af middelalderlige blasfemilove, som knuser ethvert håb for religiøs tolerance og liberalisme."

Ytringsfrihed og frihedsrettigheder

Danmark er i flere omgange blevet kritiseret voldsomt af FN’s Menneskerettighedsråd. Fornylig fik vi denne salut med på vejen:

I Danmark og Holland er profeten Muhammeds person blevet bevidst latterliggjort med den hensigt at skade muslimers følelser. Derfor er det ikke nok, at menneskerettigheder kun omfatter individer lyder det I en erklæring fra sammenslutningen af islamiske stater, OIC.

Herhjemme giver Zubair Butt Hussain, talsmand for Muslimernes Fællesråd Lars Hedegaards udtalelser følgende bemærkning med på vejen:

»Jeg læser det som en bevidst stigmatisering af en gruppe af mennesker, og det giver mig desværre associationer til historien, som jeg ikke synes er sjove,« siger han til Dagbladet Politiken.

Udtalelserne taler for sig selv. Kender man blot en lille smule til Zubair Butt Hussains baggrund, er udtalelserne groteske.

Skulle det lykkes for statsminister Lars Løkke Rasmussen at få fjernet retsforbeholdet, således at rammerne for (dansk) retspolitik og straffelov fremover fastsættes i EU hen over hovedet på den danske befolkning, er såvel ytringsfriheden som frihedsrettighederne, som vi kender dem for alvor gået tabt.

Her synes EU at være helt på linje med OIC, Den Islamiske Konference-organisation. Ikke underligt i betragtning af, at EU som rådgiver i “religiøse” spørgsmål har knyttet den kontroversielle prædikant Tariq Ramadan til sig.  

Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard synes således at få ret i dele af sin dystre analyse:

"Mange af vore institutioner (læs: EU) er allerede blevet så undermineret, at de i praksis er omdannet til bastioner for vore fjender, og der er ikke meget, som selv velmenende regeringer kan gøre for at modvirke denne ødelæggende indflydelse i fraværet af en selvstændig og beslutsom folkelig modstand."

Der er dog lys I mørket. Et af disse kommer fra Ayaan Hirsi Ali, som for flere år siden bakkede op om Trykkefrihedsselskabet med følgende udtalelse:

“I en tid, hvor den vestlige civilisation er truet både udefra og indefra, er det danske Trykkefrihedsselskab en vigtig allieret i kampen for at befæste og bevare den mest afgørende og grundlæggende ret i et frit samfund – ytringsfriheden.”

Også  tak til de medlemmer af Trykkefrihedsselskabets rågivende råd, der til trods for en til tider ophedet debat ikke har tøvet med at udtrykke deres fortsatte støtte til selskabet. Og sidst – men ikke mindst – vil jeg gerne takke alle vore trofaste medlemmer. Uden jer er vi intet.