"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Biskop hetzer medier

17. oktober 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Københavns biskop udtaler sig om situationen i Tingbjerg. Han er forarget over mediernes dækning.

Københavns Biskop Peter Skov-Jakobsen har omsider fundet anledning til at udtale sig om sagen i Tingbjerg

Peter Skov-Jakobsen er vred over, at flere medier ukritisk lader unge i Tingbjerg komme med grove påstande om sognepræst Ulrich Vogel:

"Det er helt utilstedeligt. Først jages en dygtig sognepræst fra sogn og hjem, fordi utilpassede unge har iværksat en systematisk hetz mod ham. Bagefter agerer medierne mikrofonholdere for tilfældige unge i Tingbjerg. På denne måde får miljøet derude i disse timer helt risikofrit lejlighed til at gentage de mange bagtalelser for åben skærm og i nogle aviser uden, at sognepræsten har mulighed for at forsvare sig," siger Peter Skov-Jakobsen i en skriftlig kommentar til Ritzau

Peter Skov-Jakobsen mener, at medierne forvrænger Tingbjerg-sagen ved at fremstille den som en religiøs konflikt, mens der i virkeligheden ifølge biskoppen er tale om "grov berigelseskriminalitet og skræmmende chikanerier mod en offentlig person i et særligt udsat embede".

Ingen svar fra bispen

Peter Skov-Jakobsen har ret i, at medierne har spekuleret i, om præst Ulrich Vogels homoseksualitet kunne være en medvirkende årsag til miseren i Tingbjerg. Noget Ulrich Vogel nu afviser Men Sappho har forsøgt at kvalificere skriverierne om Tingbjerg ved at stille biskop Peter Skov-Jakobsen følgende spørgsmål:

1) Finder du det rimeligt, at københavnske kirker frasælger præsteboliger med baggrund i chikane?

2) Hvad vil du som biskop foretage dig for at forhindre, at noget sådant breder sig til andre områder af København?

3) Har man i København en plan eller et beredskab for at undgå tilsvarende situationer i fremtiden?

Biskop Peter Skov-Jacobsen har ikke fundet anledning til at svare på Sappho's spørgsmål trods flere henvendelser.


Læs også Sappho's artikel om Gellerup Kirke, der de senest otte år har betalt lokale vagter for at sikre kirkens ansatte og de lokale kirkegængere mod chikane

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg