For et par uger siden dukkede en opfordring om økonomisk støtte til David Horowitz Freedom Center i USA op i min indbakke.
Opfordringen var skrevet af manden selv, og hans indledning var sympatisk ydmyg: ”You may not know who I am, but I think you know who Candace Owens, Charlie Kirk and James O’Keefe are”.
Ja, det gør de fleste, der interesserer sig for den nuværende kulturkrig i USA. Især de to førstnævnte er blandt de konservative stjerner, der i løbet af relativt få år har gjort en kæmpe indsats for at give den dominerende venstreorienterede fløj et både tiltrængt og kvalificeret modspil.
Charlie Kirk stiftede tilbage i 2012 Turning Point USA (TPUSA): en konservativ græsrodsbevægelse hvis formål det er at identificere, undervise, træne og organisere unge til at være ambassadører for frihedsrettigheder, det frie marked – bl.a. til at turde sige højt, at man elsker kapitalisme – og til at slå et slag for en stat, der kender sin begrænsning.
I de seneste ti år er det lykkedes Kirk og hans støtter at mobilisere kræfter på mere end 3000 amerikanske high schools og colleges til at tage del i aktiviteterne, og TPUSA er i dag den største og hurtigst voksende ungdomsorganisation i USA.
Candace Owens, der første gang blev kendt for en større offentlighed, da hun i 2017 lagde videoer om aktuelle politiske emner op på YouTube, blev senere samme år tilknyttet TPUSA som organisationens kommunikationsdirektør.
Sammen med Charlie Kirk har hun turneret USA tyndt og talt på skoler og campusser i et forsøg på at modvirke den massive indoktrinering af elever, ikke mindst af Critical Race Theory, der finder sted på de amerikanske uddannelsesinstitutioner.
I 2019 forlod Owens TPUSA og er i dag tilknyttet det alternative medie, The Daily Wire, hvor hun har sit eget politiske talk show, Candace.
Udover åbent at støtte USA's tidligere præsident har Owens, der er afroamerikaner, først og fremmest gjort sig bemærket som en indædt kritiker af Det Demokratiske Parti, som hun mener, i mange år har leflet for de sorte vælgere, taget deres stemmer for givet og i øvrigt ikke haft en reel interesse i at forbedre deres forhold. Snarere tværtimod.
I bogen, BLACKOUT How Black America Can Make Its Second Escape From The Democratic Plantation (fra 2020) hævder hun, at hudfarve i dag spiller en ligeså stor, omend anden, rolle for Demokraterne, som den gjorde i slavetiden.
Owens opfordrer sorte amerikanere til at erkende, de er blevet brugt som midler og til at tage et kritisk blik på den offermentalitet som Demokraternes politik siden Civil Rights Act i 1965 har forlenet hovedparten af dem med
D.avid Horowitz fortæller i sin mail, at han opmuntret af disse unge menneskers ild, kærlighed til deres land og ønske om at gøre en positiv forskel, for år tilbage tog Owens, Kirk og O’Keefe - og med dem mange flere – under sine vinger og bidrog med viden, gode råd og - via donationer til sin tænketank - støttede dem i deres arbejde.
Sådan, indrømmer Horowitz, var det ikke for ham selv: (…) ” many years ago when I was their age, I was leading the movement to destroy America, not save it”… ”I was a Marxist revolutionary determined to bring America as we know it to her end”.
Som søn af to kommunister, der selv efter 1956 holdt fast i troen, havde han fået totalitær tænkning ind med modermælken.
Som niårig deltog han i sin første demonstration, han redigerede studenterblade mens han læste engelsk litteraturhistorie, skrev bøger, plejede omgang med tidens mest prominente venstre-intellektuelle og bedrev aktivisme – ikke mindst rettet mod amerikanernes engagement i Vietnam.
Som en af stifterne af New Left blev han i 1968 redaktør af tidens mest læste venstreorienterede blad, Ramparts og to år senere fik han tæt kontakt med Huey Newton, den daværende leder af Black Panther-bevægelsen, som Horowitz hjalp ved at rejse penge til en Baptist kirke i en Oakland ghetto; en kirke, der også kom til at tjene som skole for 150 Panther-børn.
Det var en uhyggelig begivenhed, afledt af Horowitz’ associering med Black Panthers, der rystede ham i sin grundvold og betød et 180 grader vendepunkt i hans politiske liv: Han havde anbefalet Ramparts bogholder, Petty Van Patter at hjælpe bevægelsen med deres regnskab, hvilket hun gjorde så samvittighedsfuldt, at hun internt rapporterede om grove uregelmæssigheder og decideret snyd. Det faldt ikke i god jord.
Betty Van Patter blev fyret, myrdet og hendes sønderbankede, voldtagne krop smidt i San Francisco Bay, hvor den blev fundet fem uger efter.
Eet var Horowitz’ samvittighedskvaler over at have etableret kontakt mellem Van Patter og Black Panthers, noget andet og endnu værre: selvom pilen pegede på bevægelsen, lykkedes det aldrig den lokale anklagemyndighed at holde dem ansvarlige for mordet og få den/de skyldige dømt:
Og såvel den føderale regering som pressen, der (også) i midten af 70’erne lå under for et voldsomt pres fra den amerikanske venstrefløj, skulle ikke nyde noget og gav udtryk for, at mistanken mod bevægelsen blot skyldtes en udbredt racisme blandt politifolk.
Horowitz, der selv gik i gang med en undersøgelse, fandt ud af, at Betty Van Patter blot var et af talrige ofre for Black Panthers, og måtte sande at - dette faktum til trods - ikke fik venstrefløjen til at droppe sin støtte til bevægelsen.
Bruddet med New Left var derfor uundgåeligt, både af moralske, ideologiske og sikkerhedsmæssige grunde, og Horowitz brugte de næste ti år på at skrive anmelderroste biografier og historiske bøger og holde sig under den politiske radar.
I 1984 blev skilsmissen fra hans gamle politiske åndsfæller dog offentlig, da han proklamerede sin stemme til Reagan og med et hav af bøger de sidste 30 år, bl.a. den selvbiografiske, Radical Son har Horowitz været en klar konservativ stemme og en sten i skoen for den amerikanske venstrefløj. Og det er mildt sagt: der er snarere tale om, at de hader ham!
Som Jamie Glazov skriver i sit essay The Life and Work of David Horowitz - From red-diaper baby to New Leftist to champion and tutor of the Right: ”Dissecting the Left’s hypocrisy now became a Horowitz métier. As a former believer, he could attack the progressive myth with the familiarity of an insider”.
Og det gør den 83-årige Horowitz så stadig, samtidigt med at han hjælper en ny generation af konservative på vej. Som han siger i mailen: (…) ”I knew firsthand just how much damage a young person with influence could do – and on the other hand, just how much good they could do”.
Ja, et enkelt menneskes indsats skal ikke undervurderes. Slet ikke en angrende synders.
PS: Red-diaper baby er et udtryk brugt om en, der har fået socialistisk/kommunistisk ideologi ind med modermælken.
Artiklen har været bragt i 24NYT
