Æresdrab - den forbudte debat

Imidlertid er det en mand, erhvervsmanden, samfundsdebattøren og medlem af International Free Press Society´s rådgivende organ, Asger Aamund, som i en kronik i Berlingske Tidende 7/3 udtaler: - "Det er fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov. Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger-og frihedsrettigheder end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden."

Jeg kunne ikke være mere enig. Og det er livsvigtigt, at nogen tør italesætte denne ulighed.   
Der er nemlig ved at indsnige sig en kedelig og farlig tendens blandt både politikere og meningsdannere generelt, nemlig at det på det nærmeste er blevet tabu at påpege og debattere de vrangsider ved islam, som især rammer unge muslimer og mere eller mindre lader dem hjælpeløse tilbage.  

Strudseagtig berøringsangst

Ikke nok med, at man her snart kan tale om den forbudte debat. Værre er, at en lang række alvorlige problemer, som samfundet meget snart bliver nødt til at erkende og tage stilling til, af samme grund bliver bagatelliseret og fejet ind under gulvtæppet. Der er reelt ved at opstå en form for islamofobi, der især giver sig udslag i en strudseagtig berøringsangst for at se en række kendsgerninger i forbindelse med islam i øjnene. Blandt andet det faktum, at de såkaldte æresdrab intet har med jalousi at gøre, som f.eks. BT forsøgte at antyde det 27/12-07 med overskriften ”Når jalousi dræber ”, og hvor det af artiklen fremgår, at flere af ofrene  har muslimsk baggrund.

Et andet eksempel er Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, der i en leder 24/1-10 fremsatte den noget opsigtsvækkende påstand, at der kun er blevet begået to æresdrab i Danmark.  

Ifølge disse to aviser skulle problemet således være nærmest ikke-eksisterende, og den holdning har desværre bredt sig med den alarmerende konsekvens for unge muslimer, der forsøger at skabe sig et selvstændigt liv, at det er blevet mere og mere almindeligt at høre bemærkningen: ”Nåeh ja, men danske mænd slår jo også ihjel i jalousi.”  

Familielikvideringer

Det gør de og desværre i stigende grad, men en gennemgang af de 26 registrerede sager om såkaldte æresdrab i Danmark i perioden 1986-2008, og som er kommet til offentlighedens kendskab, viser imidlertid et helt andet billede end lige netop jalousi. Nemlig at der dels er tale om regulære familielikvideringer af unge mennesker, som ikke vil acceptere familiens afgørelser og dels om mord på kvinder, hvor manden ikke kan acceptere hustruens danske levevis i strid med islams principper.  

Af alle disse sager, der har resulteret i domsfældelser, er der kun én, hvor den dømte har angivet jalousi som årsag til drabet, nemlig en sag fra 1994, hvor en 42-årig iraker slog sin 22-årige hustru ihjel med tre øksehug.  

Hvad de øvrige sager angår, drejer de 11 sig efter en grov opdeling om regulære familielikvideringer, medens de 14 drejer som om religiøst betonede drab på kvinder, hvor manden i retten har angivet som årsag, at han ikke har kunnet acceptere sin partners danske levevis i strid med islams kvindeopfattelse.  

Blandt de typiske familielikvideringer er bl.a. sagen fra Horsens i 1986, hvor en 16-årig tyrkisk dreng, der var kæreste med en 15-årig tyrkisk pige, blev dræbt i sin lejlighed i Horsens. Også drengens mor blev dræbt af skud. Drabene blev begået af pigens far, fordi han havde lovet datteren væk til en anden i Tyrkiet.  

Sagen om Ghazala Khan

Ligeledes er drabet i 1993 på en 25-årig mand i København en typisk for denne type likvideringer. Han ville skilles fra sin pakistanske hustru, og blev derfor myrdet med 21 knivstik af hustruen og hendes bror. Bagefter skar de hovedet og testiklerne af liget. Kroppen blev viklet i plastiksække og smidt i voldgraven ved Christiania. Hovedet endte i vandet ved Kalvebod Brygge.  

Tre år senere, i 1996 blev en 20-årig pakistansk kvinde myrdet på Frederiksberg af sine tre brødre, fordi hun nægtede at leve i et tvangsægteskab. Året efter skete det samme for en ligeledes 20-årig pakistansk kvinde. Hun nægtede at leve i tvangsægteskab med sin fætter og fik halsen skåret over af sin storebror, medens flere familiemedlemmer samt hendes mand stod i hendes lejlighed og så til. 

Og sådan kører det. Den ene sag efter den anden, som intet har med jalousi at gøre, men er regulære familielikvideringer, og hvor den mest omfattende er sagen fra Slagelse. Her blev den kun 18-årige Ghazala Khan i 2005 skudt på åben gade af sin storebror, fordi hun mod familiens ønske havde giftet sig med den mand, hun elskede. Hendes mand blev hårdt såret. Parret var på flugt fra familien, der ved hjælp af muslimske taxachauffører fik dem lokaliseret i Slagelse. I alt ni personer blev dømt i sagen. Pigens 57-årige far, der iscenesatte drabet, blev idømt livsvarigt fængsel.  

De religiøst betingede drab, hvor kvinden bliver myrdet, fordi hun har tilegnet sig danske, ikke-muslimske normer, viser samme brutale forløb. Som for eksempel i en sag fra 1996, hvor en 25-årig syrisk kvinde blev stukket ihjel af sin irakiske ægtemand for øjnene af buspassagerer på Amager. Manden forklarede stille og roligt i retten, at han ikke kunne acceptere hendes vestlige levevis. Derfor skulle hun dø.  

Dansk livsstil og muslimske normer

Samme holdning havde en iransk kioskejer. I 1999 slog han sin 29-årige iranske hustru ihjel i sin kiosk. Kørte liget til en skov i Ejby ved Køge og brændte det til ukendelighed. I retten erklærede han, at han ikke kunne klare hendes danske livsstil.  

Ligeledes i 1999 blev en 19-årig tyrkisk-dansk pige dræbt af sin familiesammenførte tyrkiske mand, der også i retten forklarede, at han ikke kunne acceptere hendes danske livsstil i strid med muslimske normer.  

For Naima Fadio, der i 1999 blev gift med sin familiesammenførte mand, varede ægteskabet kun i de fem uger, manden havde været i Danmark. Så blev han træt af hende danske levevis og dolkede hende ihjel.  

Og jeg kan fortsætte med den ene brutale og bestialske beretning efter den anden om mord på kvinder. Beretninger, der intet har med jalousi, men med islams kvindeopfattelse at gøre.  

Det fik selv 14-årige dansk-irakiske Sonay Mohammad at føle. Hun blev i 2002 fundet druknet i Præstø Havn med en læsion i baghovedet. Obduktionen viste, at hun var i live, men bevidstløs, da hun blev smidt i vandet. Den 14-årige pige blev dræbt af sin far, fordi hun var blevet for dansk. Forældrene havde fundet et billede af en dansk dreng i hendes pung. Da Sonay var bare12 år, forsøgte faderen at kvæle hende med en elledning, mens moderen heppede på.   

Flugtmuligheder og fundamentalistiske imamer

Alt dette er kun toppen af isbjerget. For unge muslimer, der ønsker at integrere sig og bl.a. selv vælge kærester og ægtefæller er situationen så grel, at Landsorganisationen for Kvindekrisecentre, LOKK, nu er på vej med en sikkerhedsbrochure for unge muslimske piger. I brochuren får de blandt andet får det råd, at de altid skal have en ekstra mobiltelefon, som forældrene intet kender til, hvis de bliver sendt på et uskyldigt besøg hos familien i udlandet. Besøg, der erfaringsmæssigt ofte ender i med tvangsægteskab.  

Af samme grund vil brochuren også indeholde oplysninger om flugtmuligheder samt adresser og telefonnumre på danske ambassader i en række lande, hvor pigerne kan søge beskyttelse. Derudover åbner LOKK også et helt nyt krisecenter den 1. maj.  Det er et center, hvor unge muslimske par på flugt fra familien kan søge tilflugt. Det gælder også par, hvor kæresten har dansk baggrund.  

Vi vælger at lukke øjnene for deres problemer; og vi bruger fundamentalistiske imamer som Abdul Wahid Pedersen og andre ortodoks-religiøse muslimer som integrationsrådgivere.  

Ofrene skal vi endelig ikke snakke om, for det er jo dybt reaktionært og dermed tabu. Her gør vi i stedet ligesom Ekstrabladets chefredaktør, Poul Madsen. Bagatelliserer problemerne og fejer dem ind under gulvtæppet.   

Islamofober og multikultur

Gør vi ikke det, ødelægger vi jo den gode multikulturelle stemning, der, når det kommer til stykket, efterhånden er godt på vej til at blive den allerstørste hæmsko overhovedet for integration af unge muslimer i det danske samfund.

Fornylig deltog jeg i programmet Deadline på DR2 i en debat om de såkaldte æresdrab. Som ekspert på området havde man inviteret Kim Kliver, chef for Rigspolitiets særlige task-force for æresrelaterede forbrydelser.

Helt i tråd med den gældende berøringsangst  på området udtalte Kim Kliver, at ”antallet (af æresdrab, min tilføjelse) er ikke så vigtigt”. Jeg gad nok vide, om ofrenes søstre, mødre, veninder og børn, hvoraf flere har været sagesløse tilskuere til drabene, er enige i en sådan betragtning.

Udtalelsen viser i al sin gru, hvor galt det står til.  

Dobbeltmoralen trives imidlertid ikke bare blandt politikere og meningsdannere, den trives også i bedste velgående blandt visse unge indvandrerkvinder, som ellers angiveligt har til hensigt at hjælpe deres knap så heldige medsøstre.

En af disse er Kristina Aamand, sygeplejerske og socialrådgiver, der bl.a. har udgivet bogen Mødom på mode og som har oprettet en hjemmeside for unge muslimske piger, hvor hun fortæller pigerne, at de selv bestemmer over egen krop.

Da min partifælle Jesper Langballe (Dansk Folkeparti, red.) på et tidspunkt forsøgte at rejse en debat om netop æresdrab og nævnte Kristina Aamands arbejde, lod denne forstå, at ”hun ikke ville tages som gidsel for diverse politiske holdninger”.

Imidlertid synes Kristina Aamand ikke at være helt så fintfølende, når blot debatten kan foregå i en muslimsk kontekst? I hvert fald deltager hun primo april i et debatmøde ”Jomfru for enhver pris? med imam Abdul Wahid Petersen.

At den kontroversielle imam  – ifølge Dagbladet Information - på en somalisk friskole i sin tid angiveligt vejledte muslimske forældre om, at den lille omskæring (hvor man fjerner det øverste lag af klitoris), ikke var skadelig for ægteskabet, synes ikke at genere den unge socialrådgiver.  

Sådan er situationen altså i dagens Danmark anno 2010, uanset om islamofober med deres berøringsangst for at beskæftige sig med islams brutale kvindesyn bryder sig om det eller ej. Vi står med en situation, hvor unge muslimske kvinder forsøger at skabe sig en hverdag i frihed for religiøse bånd, og vi både spænder ben for dem og svigter dem.

Forsøger man at sætte fokus på minoritetskvinders vilkår og her tænker jeg specielt på muslimske medsøstres forhold, ødelægger man jo den gode multikulturelle stemning, der, når det kommer til stykket, efterhånden er godt på vej til at blive den allerstørste hæmsko overhovedet for integration af unge muslimer.

God 8. Marts.

Jette Plesner Dali er debattør, skribent, lægesekretær og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. I 2006 bidrog hun til antologien "Maskeret Tvang", der sætter fokus på muslimske kvinders forhold.