"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

2019: det år, hvor danske politikere og myndigheder blev en større trussel mod ytringsfriheden end islam

9. januar 2020 - Artikel - af Aia Fog

2019 var året, hvor vi ikke længere kunne kalde islam for den største trussel mod ytringsfriheden, fordi vore egne politikere og myndigheder har overhalet islam inden om. Her er de grelleste eksempler.

Ved nytår ser man tilbage på året, der gik og gør status; og i et ytringsfrihedsperspektiv var 2019 et miserabelt år: det var året, hvor vi ikke længere kunne betragte islam som den største trussel mod det frie ord. Ikke fordi islam med sine særkrav ikke fortsat udgør en lige så stor trussel mod ytringsfriheden som den altid har gjort, men fordi vore egne folkevalgte og myndighederne har overhalet islam inden om med det ene angreb på ytringsfriheden efter det andet.

Her er de mest markante:

I december 2018 tiltrådte den daværende regering med Lars Løkke i spidsen FNs Migrationspagt, den såkaldte Marrakech-aftale, der bl.a. forpligtede regeringen i at blande sig i, hvordan medierne vinkler deres rapporteringer om migrationsstrømmen, så den bliver ”etisk korrekt” og desuden tage mediestøtten fra de medier, der ”systematisk promoverer intolerance, xenofobi, racisme og andre former for diskrimination mod migranter”. Et åbent angreb på pressefriheden, der aldrig burde finde vej til et demokrati.

Kun få måneder efter, i marts, vedtog et bredt flertal i Folketinget (SF og Enhedslisten undtaget) en ny pårvirkningslov, der forbyder fuldstændig lovlige ytringer, som f.eks. modstand mod NATO eller EU, hvis ytringerne er fremsat i en form for samarbejde med en ”fremmed efterretningstjeneste” (læs: russisk). Overtrædelse af den nye bestemmelse kan efter omstændighederne give op til 12 års fængsel, og indførelsen af den betragter vi i Trykkefrihedsselskabet som det største angreb mod ytringsfriheden siden censuren under besættelsen.

En tidlig morgen i maj blev hhv. bloggeren Steen Raaschou og journalisten Jeppe Juhl vækket af bevæbnet politi og arresteret. Steen Raaschou blev desuden lagt i håndjern, fik sit hjem ransaget, sine computere beslaglagt og kørt til Bellahøj Politistation, hvor politiet tog hans snørebånd og lod ham vente i en time, hvorefter de også tog mundskrab for at sikre sig hans DNA.  
Raaschou og Juhls forbrydelse? De var mistænkt for at have delt drabsvideoen af de to unge kvinder, der blev brutalt myrdet i Marokko. Men det er aldrig blevet bevist. Der har aldrig været et retsligt efterspil, og politiet har aldrig givet Steen Raaschou hans computere tilbage. Det er et uhørt og uproportionalt indgreb i Jeppe Juhl og Steen Raaschous privatliv og frihed og et myndighedsangreb på vores frihedsrettigheder: ytringsfriheden ikke mindst.

I lyset af ovenstående virker Mette Frederiksens første nytårstale som statsminister blottet for proportionalitetssans med dens nærmest enøjede fokus på indsatsen for udsatte børn. En indsats som det i øvrigt er svært at tage alvorligt, med tanke på det enorme pres bloggeren og forfatteren Jaleh Tavakoli blev udsat for i mange måneder af 2019, hvor Socialtilsynet truede med at fjerne hendes 8-årige plejedatter fra hjemmet, fordi Jaleh Tavakoli ikke var en ”digital rollemodel” fordi hun havde delt samme drabsvideo på Facebook. Her løftede ”børnenes statsminister”, Mette Frederiksen, ikke en finger for hverken Jaleh Tavakoli eller hendes plejedatter – hverken da Frederiksen sad i opposition eller senere, da hun blev statsminister. Tværtimod, udtalte hendes socialminister, Astrid Krag i september: Hvis en plejefamilies handlinger, og herunder ytringer, viser sig at have negative konsekvenser for de børn eller unge, der er anbragt i familien, kan det være et element i socialtilsynets vurdering af plejefamiliens kvalitet”.  Jaleh Tavakoli endte med at trække sig fra den offentlige debat i 2019 for at kunne beholde sin plejedatter.

Ser man tilbage, blev der gjort absolut intet i 2019 fra vores folkevalgte for at stå vagt om vores mest fundamentale frihedsrettighed: ytringsfriheden. Tværtimod. Og der er desværre ingen holdepunkter for at antage, at det vil blive bedre i 2020.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis