"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

MEN - en stor bog, der ægger til debat

18. december 2016 - Anmeldelse af Kai Sørlander


Kai Sørlander deler roser ud til Jacob Mchangamas og Frederik Stjernfelts bog om ytringsfrihedens historie i Danmark, men påpeger samtidig at den kommer til kort på to væsentlige punkter: Den historiske forståelse af det danske samfunds demokratiske udvikling, og den principielle forståelse af, hvad ytringsfriheden er godt for. Læs hans grundige anmeldelse her.

 

Som følge af den islamiske terrorisme er ytringsfriheden – og dens grænser – blevet et helt centralt spørgsmål i vor aktuelle politiske kultur. Terrorismens trussel har tvunget os til at overveje, om det er værd at forsvare retten til at udtrykke ringeagt for religiøse symboler, når det kan koste menneskeliv.

Det ramte os først med sagen om Salman Rushdies De sataniske vers, og med endnu større kraft i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Er det værd at forsvare Rushdies og Jyllands-Postens ret til at publicere, når andre er villige til at slå ihjel for at straffe sådanne publikationer? Skal vi hellere bøje os og begrænse ytringsfriheden af hensyn til andres følelser? Hvorledes retfærdiggør vi, at det er de krænkede, som skal tolerere tekster og tegninger, og at det ikke er forfatterne og tegnerne, som skal vise hensyn?

Hvis vi skal kunne give et ordentligt svar på dette spørgsmål – og hvis vi skal forstå, hvorledes en ideel, men realistisk, ytringsfrihedslovgivning må tage sig ud – så er det vigtigt, at vi har historien med.

Så er det ikke nok, at vi ved, at det danske samfund faktisk sætter ytringsfriheden højt. Så må vi også forsøge at forstå, hvorfor det danske samfund har udviklet sig således. Hvilke kampe har vore forfædre kæmpet, for at vi kan have den ytringsfrihed, som vi nu har?

Det er sådanne tanker, som ligger bag Mchangamas og Stjernfelts nye, fælles bog. De har sat sig for at skrive ytringsfrihedens historie i Danmark med det formål at give os en dybere forståelse af de vilkår, som har gjort os til dem, vi er; og således at vi kan få et bedre grundlag for at afgøre, hvorledes vi i den nuværende situation med de nye udfordringer fra den islamiske terrorisme skal trække grænserne for ytringsfriheden.

Reformationen og fremefter

Den historiske gennemgang begynder med Reformationen. Det er naturligt, fordi det er på den tid, at trykpressen slår igennem, og en voksende masseproduktion af tekster og billeder bliver mulig. Og fordi Reformationen i grunden er en idékamp, hvor det er vigtigt, hvilke tekster der kan udgives og læses. I første omgang er Reformationen en vedtagelse fra oven.

Den fører til styrkelse af kongen, som fra nu af står som leder af både stat og kirke. Reformationen betyder, at der indføres religiøs lovgivning, idet Moseloven integreres i den verdslige lov. Og Københavns Universitet bliver en censurinstitution, der har til opgave at sikre, at intet bliver trykt, som strider mod den rene lære. Denne udvikling kulminerer i Danske Lov af 1683 med dens strenge straffe for blasfemi og kætteri.

Perioden fra Reformationen og frem til år 1700 kalder forfatterne for den lutherske ortodoksi. Denne ortodoksi svækkedes i løbet af 1700-tallet. Det skete primært, fordi oplysningens tanker efterhånden nåede Danmark udefra og derefter kom til at præge udviklingen.

Her var Holberg en væsentlig aktør som formidler og videreudvikler af oplysningens tankegods. Opblødningen af den lutherske ortodoksi kom imidlertid også fra teologisk hold, især via import af pietismen fra Tyskland. Men endnu midt i 1700-tallet lægger den protestantiske ortodoksi sit snærende greb om åndsfriheden.

I 1770 skete imidlertid noget afgørende. Da indførte Struensee trykkefrihed i Danmark. Det var den første fuldstændige afskaffelse af censuren i verdenshistorien, og det vakte derfor opsigt i Europa, hvor det blev hyldet af Voltaire. Efter Struensees fald i 1772 indførtes der igen begrænsninger i trykkefriheden. Men emnet var brændende – også som følge af revolutionen i Frankrig – og det blev diskuteret indgående.

Specielt nævneværdigt er et bidrag af præsten Michael Birckner, som dermed kan siges at være trykkefrihedens danske teoretiker. Censuren hviler dog stadig tungt over debatten, og det var i den periode, at P. A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun blev udvist af Danmark på grund af deres skriverier.

I begyndelsen af 1800-tallet var der en relativt stille periode med forholdsvis få trykkefrihedssager. En undtagelse er sagen mod dr. Dampe, som blev forvist til Christiansø.

Desuden blev Grundtvig i en længere årrække underlagt speciel censur. Men historien gik sin gang, og op igennem 1830’erne steg presset for ytringsfriheden. Det førte blandt andet til stiftelsen af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug i 1835. Dette forløb kulminerede med ændringen af Danmarks styreform i 1848 og med Danmarks første folkeligt vedtagne Grundlov året efter.

Den vigtige Grundlovsdebat og racismeparagraffens historie

Med Grundloven blev religionsfriheden og ytringsfriheden fastslået i to vigtige paragraffer. Og bogen gør rede for den relevante diskussion bag vedtagelsen af begge disse paragraffer.

Særligt spændende er det at se, hvor centralt Grundtvig står i disse diskussioner som fortaler for en radikal frihed i det åndelige – både i tro og i skrift. Desuden er det væsentligt at bemærke, at der ikke er nogen fælles religiøs – protestantisk – front i diskussionen, men at Grundtvig og biskop Mynster repræsenterer to forskellige positioner.

Op til og med grundlovsdiskussionen og den dermed sammenhængende diskussion af loven om pressens brug fra 1851 går fremstillingen kronologisk til værks. Men herefter forgrener den sig i en række tematiske analyser.

Således fortælles der om den fremvoksende arbejderbevægelses problemer med at kunne få lov til at udtrykke sin samfundskritik. Der er en diskussion af blasfemispørgsmålet, som omfatter tilblivelsen af straffelovens paragraf 140 i 1930, og som også kommer ind på den senere diskussion om, hvorvidt den bør afskaffes. Desuden er der et kapitel om forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed.

I 1930’erne gjaldt det specielt forholdet til Tyskland; og senere – under den kolde krig – gjaldt det forholdet til Sovjetunionen og til kommunisterne; og nu gælder det specifikt terrortruslen.

Bogen redegør også for den vigtige diskussion, som blev ført herhjemme efter Anden Verdenskrigs afslutning, og som drejede sig om, hvorledes ytringsfriheden forholder sig til demokratiets forpligtelse til at beskytte sig selv. Et interessant træk ved denne diskussion var, at de to positivister, filosoffen Jørgen Jørgensen og juristen og filosoffen Alf Ross, befinder sig på hver sin side.

I et vigtigt kapitel gennemgås racismeparagraffens historie fra dens vedtagelse i 1939 på baggrund af jødernes situation i Tyskland og over dens senere udvidelse i 1971 som følge af tilslutningen til en FN-konvention. Der gives en række eksempler på sager, som igennem de seneste år er rejst efter denne paragraf, og som afslører en deprimerende vilkårlighed.

Som afslutning på denne del gives en tematisk diskussion af de problemer, som ytringsfriheden står over for som følge af den islamiske terrorisme. Det starter med en redegørelse for sagen omkring publiceringen af Salman Rushdies bog De sataniske vers og dens forgreninger til Danmark.

Derefter er det sagen omkring Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, som kommer i centrum. Her kom ytringsfriheden i Danmark alvorligt under pres. Et pres, som afslørede, at de danske intellektuelle og forfattere er splittede.

 

Folk, der tidligere forsvarede Rushdie, lægger nu afstand til Flemming Rose, Kurt Westergaard og Jyllands-Posten. Denne kamp er endnu ikke afsluttet. Den fortsætter omkring fortolkningen af terrorangreb som dem på Charlie Hebdo og på Lars Vilks-komiteens møde på Østerbro.

Det er en kamp, som ikke kun gælder Danmark. Den gælder også den internationale lovgivning – ”konventionerne” – hvor vi kan konstatere, at både FN og EU er villige til at bøje sig for pres fra organisationen af islamiske stater.

Forfatterne slutter deres historiske gennemgang af karikatur-krisen med en konstatering af, at der ikke er nogen konsensus om, hvilken lærdom der skal drages af krisen – hverken i Danmark eller internationalt. Der er stadig uenighed om, hvorvidt ytringsfriheden skal begrænses af hensyn til religiøse følelser. Og på baggrund af denne konstatering søger forfatterne selv at formulere den lærdom, som de mener, at vi bør drage.

Aktuel stillingtagen

Grundlæggende stiller de sig på samme side som Flemming Rose. Det vil sige, at der skal skelnes mellem handlinger og holdninger (ytringer); og at det – med undtagelse af visse hensyn til national sikkerhed – kun er klare og direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove usande sigtelser imod enkeltpersoner, som bør forbydes. I første omgang tilslutter de sig Roses historisk baserede argumentation imod troen på, at et forbud mod hate speech vil tjene som en effektiv beskyttelse af demokratiet.

Derefter forsøger de selv at underbygge deres standpunkt med en mere principiel argumentation. De skitserer tre forskellige filosofiske grundlag, som har forskellige konsekvenser med hensyn til ytringsfriheden: et utilitaristisk, et moralsk og et hegeliansk.

Set i det lys slutter de, at ytringsfriheden bedst kan forsvares på basis af det moralske grundlag, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes autonomi og værdighed. Som supplement hertil er de dog også villige til at inddrage utilitaristiske hensyn til almenvellet.

Efter således at have markeret deres grundlag går de over til at tilbagevise forskellige forsøg på argumentere imod deres eget synspunkt: at ytringsfriheden skal betragtes som et universelt princip. Specielt plæderer de for, at ytringsfriheden ikke kun er en rettighed blandt flere andre, som den skal afvejes i forhold til.

Den har derimod en særlig position, fordi den er betingelse for, at der kan føres en åben diskussion om forholdet mellem de forskellige rettigheder, og fordi den dermed i en vis forstand bliver betingelse for, at de andre rettigheder kan komme til fuld udfoldelse.

I sin helhed fremstår bogen altså som et forsvar for en ytringsfrihed (næsten) uden MEN. Og derudover slutter den med et alvorligt hib til vor helt aktuelle situation. Der advares imod de nuværende forslag om at begrænse radikale muslimers ytringsfrihed. Forfatterne ser disse forslag som et skridt ind på en vej, som længere fremme kan risikere at blive farlig for andre grupper – og for ytringsfriheden generelt.

Personlig bemærkning

Der har været en del polemik om bogens behandling af den nyeste historie. Da jeg mener, at der er andre spørgsmål, som er vigtigere, så vil jeg ikke her bidrage til denne debat, med undtagelse af nogle bemærkninger fra min helt personlige synsvinkel. I bogen nævnes, at Trykkefrihedsselskabet blev dannet i 2004 (med mig som en af stifterne), og at foreningen ofte placerede sig tæt på DF. Det opfatter jeg som en forkert gengivelse af historien.

Foreningen placerede sig ikke tæt på DF, men den blev placeret således af en uinteresseret og afstandtagende presse, som ikke kom til dens møder, og som intet vidste om de diskussioner, den var ramme om. Mit standpunkt har hele tiden været mit eget. Er det tæt på DF? Det eneste, der rager mig, er, om det er holdbart. Og hvor skulle jeg være gået hen i 2004? Hvor var de andre, som den gang tog alvorligt, at ytringsfriheden reelt var truet? Jeg så dem ikke.

Denne personlige bemærkning skal dog ikke skygge for, at jeg så absolut mener, at bogen er værd at læse: problemstillingen er relevant, og den giver stof til en helt nødvendig samfundsmæssig eftertanke. Men denne eftertanke er også nødvendig i forhold til bogen selv, fordi den kommer til kort på to væsentlige punkter. Det ene gælder den historiske forståelse af det danske samfunds demokratiske udvikling, og det andet gælder den principielle forståelse af, hvad ytringsfriheden er godt for.

Ensidig og overfladisk forståelse af Reformationens betydning

Mit forbehold over for bogens historiske fortælling gælder den dybere forståelse af Reformationens betydning. I bogens fremstilling indebærer Reformationen etableringen af den lutherske ortodoksi, som forener stat og kirke, og som sidder på magten frem til 1770; og som endnu lever med biskop Mynsters indsats i grundlovsdiskussionen i 1849. Men det er en overfladisk og ensidig opfattelse af Reformationens betydning.

Er det virkelig biskop Mynster, der i 1849 repræsenterer kraften fra Reformationen? Er det ikke Grundtvig, som modsiger Mynster i grundlovsdiskussionen? Eller er det ikke Kierkegaard, som nogle år senere fører kamp mod Mynsters selvtilfredse kristendomsforståelse? Er der ikke grund til at se Kierkegaards kamp mod Mynster som en ”gentagelse” af Luthers kamp imod paven? Er det så ikke Kierkegaard – og i denne sammenhæng også Grundtvig – som midt i 1800-tallet repræsenterer den egentlige ånd fra Reformationen?

Er der ikke så meget mere grund til at se sagen således, når vi betænker, at hvad Luther egentlig gjorde, var at ”dømme” paven på basis af målestokken i Det Nye Testamente – den målestok, som sættes med Jesu liv og forkyndelse? Er det ikke, hvad Kierkegaard gør i forhold til Mynster?

For at besvare disse spørgsmål må man medinddrage, hvad der er den egentlige kerneforkyndelse i kristendommen: altså hvad Det Nye Testamente faktisk fortæller om Jesu liv og forkyndelse. Men eftersom forfatterne synes at være behersket af den fordom, at de skal betragte kristendommen som en sort boks, hvorudfra man kan hente, hvad man selv vil, så misforstår de helt Reformationens egentlige betydning.

For så forstår de ikke, at den sekularisering af politikken, som er betingelse for udviklingen af vort rationelle demokrati, ikke alene er kommet igennem oplysningens kamp imod kristendommens ideer, men nok så meget er kommet, fordi kristendommens indre sekularisering af det politiske har været med til at gøde jorden for den sociale udbredelse af oplysningens ideer.

Principielt forbehold

Ud over dette forbehold over for bogens historiske fortælling har jeg også et helt principielt forbehold over for bogens grundlæggende analyse af begrebet ’ytringsfrihed’. Forfatterne peger korrekt på, at vi skal passe på med at hævde, at vi har ytringsfriheden for et eller andet formåls skyld – f.eks. for at kunne kritisere magthaverne eller for at kunne frembringe stor litteratur. For sådanne argumenter kan vendes om og bruges imod ytringer, der ikke tjener disse formål, og som derfor kan begrænses. Derfor går de i princippet ind for en ytringsfrihed uden formål – uden MEN.

Hvis vi tager dette helt alvorligt, så har det imidlertid fatale konsekvenser. For så er konsekvensen, at der i sidste instans overhovedet ikke er noget kriterium for, at den ene ytring er bedre end den anden, og så er det ligegyldigt, hvad vi siger. Og så er ytringsfriheden selv meningsløs, for hvad skal vi med en ligegyldig plapren?

Det, som forfatterne overser – og ikke forstår dybden af – er, at ytringsfriheden er til for rationalitetens skyld. Den er til, for at vi kan udfolde os som rationelle personer i vort indbyrdes forhold. Ytringsfriheden har vi for at kunne diskutere og argumentere imod hinandens synspunkter, så vi alle kan blive klogere på, hvorledes verden er indrettet, og hvorledes vi selv skal indrette vort fælles samfund.

Det, at ytringsfriheden er til for rationalitetens skyld, betyder ikke, at irrationelle ytringer så skal forbydes. Det betyder derimod, at argumentationen for, at irrationelle ytringer ikke skal forbydes, er, at den herskende forståelse af, hvad der konkret er rationelt, kan være forkert, og at det er noget, der skal argumenteres for. Det er altså for at sikre rationaliteten bedre, at vi ikke skal forbyde irrationelle udsagn.

Den glemte forudsætning

Dette forudsætter imidlertid, at vi alle så vidt muligt – uanset om vi i nogle henseender har irrationelle synspunkter – har den rationelle holdning, at vi både er villige til at give argumenter for vore egne synspunkter og til at høre på andres modargumenter.

Uden at individerne i samfundet generelt har en sådan villighed til ikke blot at ytre sig, men også til at diskutere hinandens ytringer rationelt, så er ytringsfriheden værdiløs. Og denne villighed til at argumentere rationelt er ikke noget, der blot kommer af sig selv. Det er noget, som et samfunds individer skal opdrage sig selv og hinanden til.

Derfor skal samfundet skabe en kulturel indskoling, som gør det helt naturligt for individerne at indgå i en sådan rationel diskussion af deres egen og andres synspunkter, hvis ytringsfriheden skal være meningsfuld. Politisk set komplementerer ytringsfrihed og et rationelt skolevæsen altså hinanden. Det er to sider af samme sag.

Med hensyn til disse spørgsmål er Mchangama og Stjernfelt ikke klarsynede nok. De lægger ikke tilstrækkeligt eftertryk på, at deres egen ”ytringsfrihed uden MEN” forudsætter, at der er en befolkning, som i overvejende grad har en rationelt argumenterende holdning til både egne og andres synspunkter. De forudsætter stiltiende, at der er en sådan befolkning; for det er jo, hvad de er vant til fra Danmark. Men hvad når dette ikke er tilfældet? Hvad skal man gøre, når befolkningen mangler den nødvendige kulturelle selvopdragelse? Forfatterne stiller ikke spørgsmålet.

De to forfatteres manglende erkendelse af sammenhængen mellem ytringsfrihed og rationalitet giver sig også udslag i, at de forenkler forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed. For dem er religionsfriheden blot en særlig del af den bredere ytringsfrihed. Men derved overser de, at religionsfriheden har en speciel logik, som adskiller den fra ytringsfriheden. Grundlæggende indebærer religionsfriheden, at man har frihed til i sin verdensopfattelse at tro på noget, som går ud over rationaliteten.

Denne frihed kan et demokratisk samfund reelt kun give sine egne borgere, hvis de hver især betaler med en erkendelse af, at de til gengæld skal adskille deres religiøse forpligtelse fra deres demokratiske forpligtelse, og hvis de altså forstår, at de ikke må bruge religiøse argumenter i den demokratiske debatkultur. For kun hvis individerne er i stand til at foretage denne adskillelse, er de i stand til at sikre demokratiets opretholdelse – og til at sikre hinandens fortsatte religionsfrihed.

Det, at forfatterne ikke forstår, at en reel religionsfrihed indebærer, at borgerne generelt evner at adskille religion og politik, men at de blot anser religionsfriheden for at være en underafdeling af ytringsfriheden, gør dem blinde for, hvad det egentlig gælder i den igangværende diskussion om, hvorledes man skal forholde sig til den forkyndelse, som foregår i de radikale moskeer.

I og med at sagen for dem blot er et ytringsfrihedsspørgsmål, så er de imod ethvert forsøg på at begrænse de radikale imamers forkyndelsesfrihed. Men det er en farlig forsimpling af sagen. Hvad der her skal forsvares, er ikke kun ytringsfriheden, men det er den rationelt diskuterende demokratiske debatkultur, som er forudsætning for, at ytringsfriheden i samfundet har mening.

Baggrunden for diskussionen om ”imamlovene” er, at der i vort demokrati igennem indvandring er ved at opstå en parallelkultur, som ikke adskiller religion og politik, fordi den bygger på en religion, som ikke selv indeholder impulsen til denne adskillelse. For at kunne diskutere det, som ”imamlovne” egentlig drejer sig om, skal vi altså have historien med; og det betyder, at vi skal have den indre forskel mellem kristendommen og islam med.

Vi skal have med, at vort eget demokrati lever på en arv fra kristendommen, som gør, at vi kan adskille religion og politik, mens den muslimske verden aldrig har gennemført en demokratisk udvikling, fordi islams krav om at bestemme lovgivningen i samfundet har stået i vejen.

Alle disse forhold, som vi skal have med i vor refleksion, hvis vi skal opretholde vort demokrati, lukker Mchangama og Stjernfelt desværre øjnene for, fordi de reducerer religionsfriheden til blot at være en underafdeling af ytringsfriheden, og fordi de undlader at forholde sig til, at religioner faktisk er forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med kravet om en adskillelse af religion og politik – og derfor også med udviklingen af en sekulær demokratisk samfundsorden.

Dybest set er en rationel ytringsfrihed altså ikke helt uden MEN. Den er derimod betinget af, hvad der skal til for at skabe og opretholde den rationelt diskuterende demokratiske debatkultur, som er forudsætning for, at ytringsfriheden har mening. Har man denne debatkultur som indgroet vane, så kan ytringsfriheden være næsten uden MEN.

For så er borgerne modne nok til at skelne mellem holdninger og handlinger. Men er den demokratiske debatkultur derimod truet, så må ytringsfriheden også vurderes i forhold til denne trussel. Det følger ganske simpelt af, at det er værre at leve i et nazistisk diktatur end at leve i et demokratisk samfund, der forbyder nazistisk propaganda.

 Og vi skal ikke entydigt tro, at fordi et samfund forbyder nazistisk propaganda, så er det allerede selv på vej imod nazismen. Det kan også være et nødvendigt forsvar mod nazismen. Det er rigtigt, som Flemming Rose påpeger i sit forsvar for den radikale ytringsfrihed uden MEN, at begrænsningerne i ytringsfriheden under Weimarrepublikken ikke hindrede nazismens fremvækst.

Men hvad med begrænsningerne i ytringsfriheden i Tyskland efter Anden Verdenskrig? Har de ikke medvirket til at stabilisere demokratiet og til at holde nazismen nede? Noget entydigt klart svar på dette spørgsmål er der ikke. Og når det kommer til sådanne spørgsmål, så skal vi ikke kræve principiel entydighed. Så skal vi tværtimod være åbne for pragmatisk handlen på basis af vor samlede menneskekundskab.

Vi er så lykkelige at leve under forhold, hvor vore forfædre har givet os rammerne for at kunne føre en åben debat om disse spørgsmål. Så er spørgsmålet kun, om vi har hovederne til at tænke og diskutere spørgsmålene ordentligt igennem.

 

MEN - ytringsfrihedens historie i Danmark

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt, 1082 s.

Gyldendal, kan bestilles her

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg