"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Westergaard på verdensscenen

17. august 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Kurt Westergaards kommende udstilling bliver omtalt af verdens førende kunsttidsskrift. Samtidig forsøger den islamiske interesseorganisation OIC at presse galleriet til at fjerne Westergaards Muhammed-tegning fra udstillingen.

Allerede inden Kurt Westergaard i en alder af 74 år debuterer som billedkunstner hos Galleri Draupner i Skanderborg lørdag 29. august, har han opnået, hvad mange kunstnere drømmer om, men kun få opnår. Nemlig at blive omtalt hos verdens førende kunsttidsskrift, Artforum, der har hjemsted i New York.

Som sin topnyhed i en oversigt på nettet over internationale kunstnyheder skriver Artforum: "Galleri udstiller kontroversiel Muhammed-karikatur" . I artiklen nævnes det også, at Kurt Westergaard i 2008 modtog Sappho-prisen.

Muhammed-effekt

Kurt Westergaard glæder sig over Artforums omtale, men han slår samtidig koldt vand i blodet.

"Det er smigrende. Men jeg er godt klar over, at der bag det hele ligger en Muhammed-effekt. Men selvfølgelig er det tilfredsstillende og glædeligt, at mine andre værker også bliver omtalt," siger Kurt Westergaard til Sappho.


Westergaard og bomben i turbanen

Mens Westergaard glæder sig, raser den islamiske interesseorganisation OIC (Organisation of the Islamic Conference) over udsigten til, at tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen bliver præsenteret for en større offentlighed:

"Udstillingen af tegningen kan antænde had og intolerance og såre følelserne hos muslimer verden over," siger organisationens talsmand fra Jeddah i Saudi-Arabien. Talsmanden opfordrer Galleri Draupner til at "udvise ansvarlighed og god dømmekraft ved at fjerne den blasfemiske tegning fra udstillingen".

Tegningen kommer med

OIC's tilskyndelse til censur får ikke Kurt Westergaard til at ryste på hånden.

"Det er, hvad jeg forventede, og det, tror jeg også, gælder Erik Guldager (ejeren af Galleri Draupner, red.). OIC's udtalelse er i tråd med, at ingen gallerier tidligere har turdet udstille mine værker. Ytringsfriheden lider under det pres, den udsættes for. Men det her kommer ikke som en overraskelse for mig. Det er ikke noget nyt," fortæller Kurt Westergaard til Sappho.

Så genoptrykket af tegningen kommer med på udstillingen?

"Ja, den kommer med," lover Kurt Westergaard, der samtidig oplyser, at der allerede inden udstillingens start er solgt omkring 50 af de 100 genoptryk af Muhammed-tegningen, der er til salg på udstillingen.

Frihedens ikon

Om sine bevæggrunde for at vise Westergaards Muhammed-tegning har Galleri Draupners ejer Erik Guldager tidligere udtalt (til Århus Stiftstidende):

"Kurt Westergaard udstiller 36 tegninger, og selv om alle ved, hvordan den famøse tegning (af Muhammed med en bombe i turbanen, red.) ser ud, er det den, interessen er for. Man kan sige, at den berører alle. Den ene halvdel af verden ser den som symbol på frihed, den anden ser på den med foragt. Den er blevet et ikon, og jeg synes det ville være mærkeligt, hvis den ikke var med på udstillingen. Vi udøver heller ikke censur her på galleriet, så tegningen er med."

Ifølge Erik Guldager er udstillingen af Westergaards værker en kunstnerisk manifestation, ikke en politisk (Århus Stiftstidende):

"Vi er selvfølgelig hverken dumme eller naive, så vi har da overvejet, om vi vil blive udsat for ubehagelige ting, trusler, demonstrationer eller andet. Men vi anser det ikke for at være en stor risiko. Den tegning ligger på tusindvis af hjemmesider, og det er ligesom gammel vin på nye flasker. Der er jo sådan set ikke noget nyt. Jeg tager det ret roligt, og eftersom der kun har været en enkelt vred kvinde, der ringede og skældte ud og en enkelt negativ mail blandt mange hundrede positive, har jeg ikke fortrudt. Kunst vækker jo følelser, og kunst har altid været kontroversiel. Vi udstiller det kunstneriske, ikke det politiske. Ellers havde jeg lavet en udstilling med alle 11 tegninger, og så havde det været en politisk udstilling. Af samme grund er det heller ikke en politiker, der holder åbningstalen, men Århuskunstneren Hans Krull."

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg