"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Walt Disneys seksualpolitiske propaganda og hjernevask støder på modstand

16. december 2022 - Artikel - af Jannich Kofoed

Disney er gået uhørt woke og bliver velfortjent straffet: publikum og Florida med Ron DeSantis i spidsen vender koncernen ryggen, der nu bløder røde tal på bundlinjen.  

For nylig tegnede vi her på Nørrebrogade abonnement på Disney Plus, mest for at kunne se de 7 timer og 48 minutter lange optagelser af The Beatles i ”Get Back”, men siden blev vi hængende, for der er da en masse godt på Disney+ som familien kan samles om, når nu man ikke læser de samme bøger – eller ikke gider tvinge ungerne til at åbne én… Men for nylig overvejede jeg i et kort øjeblik at opsige abonnementet. Skulle vi deltage i afstraffelsen af Walt Disney Company?

Det gør masser af amerikanere nemlig i disse dag, og det er velfortjent: Walt Disney er nemlig gået woke.

Ikke noget nyt i det, hele den amerikanske filmindustri har i årtier været i hænderne på venstreorienterede plutokrater, seksuelle rovdyr og afvigere, og hvis man tror, at Walt Disneys eventyrverden skulle være et frirum, hvor børn og voksne kan slippe for hjernevask, så tro om igen.

Men Walt Disney er gået over stregen, og såvel selskabets aktier såvel som dets popularitet i USA, er faldet som Dumbo Den Flyvende Elefant – bare uden vinger. Selv Disney Plus har tabt knap 10 milliarder kroner i år, oveni svimlende tab året før. Walt Disney er gået over stregen ved ikke bare at være politisk aktivistisk på skærmen, men også uden for den.

Nedturen begyndte, da megakoncernen i sit overmod blandede sig i værdikampen, nærmere bestemt i Florida, hvor republikanerne under guvernør Ron DeSantis i marts genoplivede det tyve år gamle lovforslag om Forældres Rettigheder i Undervisningen, ”Parental Rights in Education Act”. Loven, som nu er vedtaget,  forhindrer lærere og pædagoger i at ”undervise”  børn fra børnehaven og op til og med deres 10. år i homoseksualitet, transkønnethed og hele baduljen af velkendte LGBTQ+ dogmer.

Meningsmålinger viser stor tilslutning til loven blandt Floridas familier, selv blandt demokratiske vælgere, men journalister, lærere og hele listen af du-ved-nok-hvem er naturligvis imod og har døbt loven ”The Don’t Say Gay Act”. Sådan er det jo i et liberalt demokrati. Men det kom som en overraskelse, at Walt Disney-koncernen efter pres fra kønspolitiske aktivist-bevægelser tog aktivt del i den hidsige debat:

”Vores selskab ønsker at denne lov bliver ophævet, enten gennem lovgivning eller ved domstolene”, lød det i en erklæring fra Disney, som samtidig donerede 40 millioner kroner til en politisk kampagne imod lovgivningen.

Men guvernør Ron DeSantis slog igen. Med et solidt flertal i ryggen ophævede han de særlige fordele, som Walt Disney var blevet tilstået tilbage i 1967: undtagelser fra dele af skatte- og byplanlægning, som hjalp til at få forlystelsesparken Disney World bygget. Og det gør av på aktionærerne. Mens venstrefløjen oftest anser den slags egnsudviklingsstøtte som ufortjente tilskud til storkapitalen, så blev der nu jamret over republikansk magtmisbrug med den hensigt at knægte LGBTQ-samfundet.

Sympatien med Walt Disney Co. har også fået næring af, at selskabets stenrige arving, som nu hedder Charlee Corra, i en alder af 30 år besluttede at kalde sig for en mand og at kaste sin formue ind i værdikampen. (Dén slags havde Karl Marx heller ikke kunnet forudse).

Men den voksende modvilje imod Walt Disney har fået ny næring af en lækket video fra selskabets øverste ledelse, endnu mens Ron DeSantis lov om forbud mod LGBT-hjernevask var på vej igennem kongressen i Florida.  

Videoen viser tydeligt, at Walt Disney er under pres fra de udenomsparlamentariske grupper, som har haft held til at skræmme livet af mange andre gigant-koncerner med trusler om tilsvining og boykot.

I videoen prøver ledelsen på den mest kvalmende vis at overgå hinanden i frisind, trumfen smidt på bordet af Walt Disneys præsident Karey Burke:

”Jeg sidder her som en mor til to queer children (note: I Webster’s Encyclopedia er ”queer” forklaret som ”mærkværdig” eller ”besynderlig”), den ene et transkønnet barn, den anden pan-seksuel, men jeg sidder her også som firmaets leder”. Hun forsikrer, at hun støtter, at der skal være ”mange, rigtig mange, LGBTQIA-karakterer i vores historier,” faktisk taler hun for, at 50 procent af karaktererne skal hentes i blandt LGBTQIA-miljøet (note: jeg gider ikke undersøge, hvad ”IA” står for) eller race-minoriteter.

Læn dig venligst tilbage, kære læser, og fundér i stilhed over, at præsidenten for en gigantisk del af underholdningsindustrien rettet til børn og børnefamilier gør en dyd ud af den kendsgerning, at noget er gået helt agurk i hendes egen yngelpleje; at hun gør det til et æresmærke, at to af hendes børn er blevet kønsligt snosk-forvirrede og i risiko for at være på vej mod eksistentielle livstragedier i stedet for bare at være blevet helt almindeligt dovne og irriterende møgunger.

Der er håb deri, at Disneys forfald allerede er kommet til udtryk i kundernes modtagelse af selskabets seneste produktioner. Filmen ”Lightyear”, som er en udvikling af astronauten Buzz Lightyear fra den glimrende og rørende ”Toy Story”, er blevet et totalt flop. I filmen indgår en kyssescene mellem to lesbiske, men som kritikere påpeger, at bortset fra fanatiske homofober, så ville der såmænd ikke være mange, der ville opponere imod sådan en kortvarig og uskyldig sekvens.

Hvis altså ikke det lige var fordi, at de potentielle seere kunne gennemskue fra trailere og andre smagsprøver, allerede før filmen var oppe i biffen, at her var der tale om opdragelse. Folk i vore dage har åbenbart en instinktiv modvilje imod at få hamret nye regler ned i halsen for, hvordan man skal tænke og opføre sig.

Men hvor det engang var umuligt for bekymrede forældre at beskytte sine børn imod statens hjernevask i Hitlerjugend, Gioventù Italiana og Junge Pioneren, så kan de nu, efter at have nedkæmpet nazisme, fascisme og kommunisme stemme med fødderne og tegnebogen, når opdragelsen bliver for omklamrende.

Tænk, at vi i dag skal føre forsvarskamp for traditionelle værdier med en venstreorienteret storkapital som modstander?

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt