Det er svært at vide, om man skal le eller græde efter Folketingets behandling den 10. maj af beslutningsforslag B 18 om inddragelse af Muhammedkrisen som en del af historiekanonen i folkeskolen, men jeg hælder mest til det sidste.
Beslutningsforslaget lyder i referat således:
”Forslaget skal sikre, at Muhammedkrisen inddrages som en formativ periode i historiekanonen, og at der udarbejdes undervisningsmateriale og undervisningsforløb om Muhammedkrisen på emu.dk til brug i folkeskolen. Forslaget skal desuden sikre, at der udarbejdes opdaterede skolesikkerhedsberedskabsplaner, der kan imødegå eventuelle konflikter i forbindelse med brug af undervisningsmaterialet i undervisningen.”
Beslutningsforslaget hviler altså på den præmis, at det er farligt at undervise i Muhammedkrisen og det er måske også derfor, at forslagsstillerne med forslaget hverken gør det obligatorisk at vise muhammedtegningerne eller at bruge det statslige undervisningsmateriale, selvom det er nærmest umuligt at forestille sig en kvalitativ undervisning i Muhammedkrisen uden at vise tegningerne.
Under alle omstændigheder bør forslaget, og ikke mindst den politiske bredde blandt forslagsstillerne, ses som et godt og længe ventet tegn på, at stadigt flere politikere – også på venstrefløjen – er begyndt at tage bestik af de faktiske forhold i jernindustrien og dermed også på, at truslen fra islam ikke alene kan ses afspejlet i koranklodserne i gaderne og politibevogtningen af jødiske institutioner, men også er krøbet ind i klasselokalerne, hvorfra den effektivt er begyndt at underminere folkeskolen som kulturbærende institution. I den forbindelse skal det nævnes, at SFs formand, Pia Olsen-Dyhr, var en af de første politikere, der reagerede på mordet på Samuel Paty og foreslog indførelse af statsligt undervisningsmateriale i Muhammedkrisen.
Dermed er det glædelige også sagt, for det var allerede på forhånd givet, at regeringen med Socialdemokraterne i spidsen ville stemme forslaget ned. Dette på trods af socialdemokraternes kovending i udlændingepolitikken, på trods af, at Mette Frederiksen gik til valg på stramninger på netop dette område og på trods af, at Venstre tidligere har været fortaler for, at det skal være obligatorisk at vise Muhammedtegningerne i undervisningen.
Men ikke nok med det: En afgørende årsag til regeringens afvisning af beslutningsforslaget har givet været, at regeringen de facto har bøjet sig for voldsmandens veto. Således refererede Eva Gregersen på Facebook denne ordveksling fra debatten mellem Danmarksdemokraternes Per Skaarup og Undervisningsminister Matthias Thesfaye:
”Skaarup: ”Jeg kunne tænke mig at høre ministeren, om der er foretaget en sikkerhedsvurdering af den situation, der måtte opstå, hvis det er, at vi gennemfører det her forslag […] Er der foretaget en seriøs vurdering af det for Danmark og eventuelle trusler, det måtte medføre?”
Tesfaye: ”[…] Ja, Politiets Efterretningstjeneste har foretaget en vurdering af, at det kan få sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark, hvis man vil gå i retning af at undervise i Muhammedkrisen og vise Muhammedtegningerne i folkeskolen.”
Dermed siger Thesfaye og regeringen, at obligatorisk undervisning i den største udenrigspolitiske krise i Danmarkshistorien siden Besættelsen ikke bare kan medføre trusler, vold og det, der er værre mod danske lærere, det kan udløse en ny international krise i stil med Muhammedkrisen, hvis vi i Danmark holder vores undervisnings- og oplysningstraditioner i hævd.
Derfor giver regeringen køb på vores frihed, vores kultur og dermed også vores demokrati. Af frygt for truslen fra islam. I den forstand har beslutningsforslag B 18 fungeret som fremkaldervæske for vores egen blåøjede naivitet i forhold til årtiers muslimsk indvandring og uduelige eftergivenhed i forhold til muslimske særkrav. Der blev sat ind for sent. Vi er ikke længere herrer i eget hus. Det er dybt begrædeligt.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
