Putins nedrige angreb på og invasion af Ukraine har i sagens været de altdominerende nyheder i samtlige medier, og hvis der overhovedet kan siges noget positivt om det usle KGB-udkrads, der i disse dage enevældigt forsøger at besegle Ukraines skæbne, så er det, at han har forenet et ellers tiltagende flosset Vesten i en unison fordømmelse og markante restriktioner for at ramme Putin.
Selvom det er svært at rive blikket fra situationsrapporterne fra Kiev og Lviv, og selvom trucker-demoerne i Canada blegner i sammenligning med, hvad der foregår i Ukraine, er det faktisk oplagt lige nu at sammenligne Ukraine og Canada – i hvert fald deres ledere – for de har nemlig på overfladen flere træk til fælles og er samtidig så forskellige, som det næsten er muligt:
Canadas premierminister Justin Trudeau og Ukraines præsident Volodomir Zelenskij er begge rundet af skuespil, drama og komik – om end på hver sin måde:
Zelenskij er ganske vist uddannet jurist, men har haft succes med sit tv-produktionsselskab og ikke mindst hovedrollen i den komiske tv-serie Folkets Tjener, hvor han spiller en gymnasielærer, der nærmest uforvarende bliver præsident. En rolle han kom til at gentage i virkeligheden, da han som den totale outsider ved præsidentvalget i 2019 vandt en jordskredssejr med 73% af stemmerne over den siddende præsident Poroshenko.
Justin Trudeau droppede ud af både et ingeniørstudie og en uddannelse i miljøgeografi, men det lykkedes ham til sidst at gennemføre uddannelser som snowboardinstruktør og dramalærer. Sidstnævnte uddannelse bringer han konstant i spil og den indbragte ham også en rolle i tv-filmen The Great War fra 2007. Siden han blev Canadas premierminister i 2015 har han flere gange gjort sig bemærket ved at omdanne sine pligter som statsleder til de rene udstyrsstykker, som f.eks. da han i forbindelse med et besøg i Indien havde klædt sig selv og sin familie ud i Bollywood-kostumer for i samfulde 6 dage at lege inder angiveligt til ære for de indfødte…
Skal man i udgangspunktet sammenligne forventningerne til de to mænds stamina og duelighed som statsledere, førte Trudeau, men alene på points, han ikke selv havde tjent, men som han havde fået i kraft af, at hans far, Pierre Trudeau, var Canadas premierminister tilbage i 1970´rne. Trudeau har dog i løbet af sine 4 års forspring som statsleder, allerede formået at formøble sine arvede points: han har således en række politiske skandaler bag sig, som f.eks. da han bemyndigede bigtech til at indføre censur, men han er også kendt for sine pinlige optrin. Et af de mere spektakulære var da han i 2018 i sin iver for at bevise hvor woke han er, irettesatte en ung kvinde for at bruge ordet ”mankind” (menneskehed). Det rigtige ord var ifølge Trudeau ”peoplekind”. Et ord, der ikke eksisterer, men som Trudeau opfandt til lejligheden, fordi det lød mere inkluderende.
Man kan med rette sige, at både Zelenskij og Trudeau har bygget deres politiske karrierer på at være klovne – om end på hver sin måde. De har også det til fælles, at 2022 blev et politisk skæbneår for dem og det år, hvor deres lederskab skulle stå sin prøve. Og her må de stakkels canadiere rødme af skam over, hvem de har valgt til at lede dem:
Da trucker-demoen ”Freedom Convoy 2022” nåede Ottawa den 22. januar og canadiere i titusindvis strømmede ud i gaderne i en på en gang fredelig og festlig (men også larmende) protest mod Trudeaus corona-sanktioner, blev han så vidskræmt, at han flygtede ud af Ottawa til en hemmelig bunker. Herfra tordnede han på nationalt tv mod sine landsmænd, som han bl.a. kaldte for racister og nazister og beskyldte dem for at stjæle mad fra hjemløse og true butiksejere. Da han vendte tilbage fra sit skjul, indførte han nødretstilstand, som gjorde det muligt at foretage anholdelser, beslaglægge ejendom, tvinge private virksomheder til at arbejde for staten og indefryse indeståender på bankkonti tilhørende deltagerne i demonstrationerne. Alt sammen uden dommerkendelse.
Til forskel fra Trudeau, så har Zelinskij vist sig at være alt andet end en klovn: siden Putins overfald på Ukraine og erklærede mål om at fjerne Zelinskij fra magten, har Zelinskij nægtet at lade sig skræmme og forlade Kiev. Han står last og brast med sine landsmænd og hans svar til amerikanerne, der tilbød at evakuere ham, er allerede ikonisk: ”Jeg har ikke brug for et lift – jeg har brug for våben”. Hertil kommer, at hans dygtige brug af sociale medier og hyppige videoer af sig selv kampklar foran regeringsbygningen i Kiev uden tvivl er afgørende for den beundringsværdige modstand mod den russiske invasion og vilje til at kæmpe for fædreland og frihed, som ukrainerne har mønstret.
På under en uge er Zelinskij blevet en art global helt og et sindbillede på, hvordan en statsleder skal agere, når landet stander i våde. Hans udgangspunkt som komiker og hans manglende politiske erfaring er dertil en påmindelse om, at det ikke er hvad man er, men hvem man er, som er det afgørende.
Det gælder også Trudeau.
