"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Trykkefrihedsselskabet ønsker glædelig jul og godt nyår

15. december 2010 - Artikel

Med næsen vendt mod 2010 vil vi i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse ønske alle vores medlemmer og modtagere af Sapphos nyhedsbrev et rigtig godt og spændende nytår.

Samtidigt vil vi benytte os af lejligheden til at sige jer allesammen tak for den store interesse, I har udvist vores arbejde med fokus på ytringsfriheden og vores arrangementer i det forgangne år.

Ikke mindst mange tak for den massive opbakning, der blev os til del i forbindelse med mediestormen, der ramte Selskabet kort – og ret ubelejligt – før jul.
Udover den moralske opbakning – til først og fremmest vores formand – har den megen omtale i samtlige medier haft den opmuntrende følge for os, at masser af nye medlemmer har meldt sig ind i Selskabet.

Vi byder velkommen til dem.

2009 blev et meget travlt år med besøg af bl.a. den hollandske satiretegner Gregorius Nekschot, der aht. sin anonymitet optrådte i burka, eks-muslimen Ehsan Jami, der blev modtager af årets Trykkefrihedspris, flere russere – herunder den sympatiske russisk-ortodokse præst, Yriy Edelstshein – der kastede lys over vilkårene for ytringsfriheden i Putins Rusland og franskmanden Robert Redeker, der – grundet en enkelt kronik om truslen fra islamismen – har måttet gå under jorden.
Sommerens store begivenhed var vores alternative ytringsfrihedskonference på Christiansborg med deltagelse af bl.a. Wafa Sultan og Geert Wilders.

Det festligste arrangement i det snart forgangne år var utvivlsomt friheds-symposiet d. 31. oktober, hvor vi fejrede Selskabets fem års fødselsdag på Vartov. I samme forbindelse udgav Trykkefrihedsselskabets Bibliotek antologien Frihedens væsen – fra Perikles til
Ayaan Hirsi Ali.

Vi fortsætter ufortrødent – og stærkt opmuntret – vores arbejde i det kommende år, og lægger ud med første debatmøde d. 6. januar, hvor Jacob Mchangama og Frederik Stjernfeldt gæster Selskabet til en diskussion med titlen "Svigter Trykkefrihedsselskabet ytringsfriheden?"
Interessen for netop nævnte arrangement har været overvældende, og vi har desværre forlængst måttet melde om fuldt hus, og sætte øvrige interesserede på venteliste.

Godt en måned efter, d. 8. februar, får vi besøg af Lars Seier Christensen, Mikael Jalving, Søren Pind og Rune Toftegaard Selsing til en interessant debat i Vartov, hvor vi ønsker at afdække, hvorvidt liberalister er i stand til at forsvare vores frihed.
Det er endnu muligt at sikre sig en plads til denne aften.

Vi holder senere på året et møde om kommerciel ytringsfrihed, hvoraf flere af oplægsholderne for længst har givet tilsagn om at deltage.

Inden vi forlader det gamle år, vil vi ikke forsømme at rette en varm tak til alle jer, der i årets løb har betænkt os med større eller mindre bidrag – udover jeres medlemskontingent.
Alle disse beløb er en meget vigtig forudsætning for at holde et højt aktivitetsniveau i Selskabet og for at kunne invitere gæster fra det store udland til Danmark.
Vi håber derfor naturligvis også på at kunne komme i betragtning til næste år.   
I starten af 2010 vil I høre fra vores nye kasserer, Mogens Møller Nielsen, der har påtaget sig at passe på pengekassen efter Leif Barbré Knudsen.

Vi takker Leif Barbré Knudsen for hans indsats i en meget travl periode, ligesom vi takker alle de frivillige, der har stillet op den ene gang efter den anden for at afvikle vores møder og konferencer så godt som overhovedet muligt.

Tak endnu engang og på gensyn i 2010!
Og lad os minde om George Orwells berømte ord, der også møder den interesserede på vores hjemmeside:

"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

På vegne af en samlet bestyrelse
Kit Louise Strand
sekretær i TFS

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg