"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Trykkefrihedsselskabet har lavet video som modsvar til den totalitære pest, der får unge døgenigte til at angribe statuer og mindesmærker

21. maj 2021 - Artikel - af Aia Fog og Jannich Kofoed

Trykkefrihedsselskabet har produceret en video, hvor selskabets næstformand, cand. mag. Michael Pihl og medlem af bestyrelsen, journalist Jannich Kofoed, i et afslappet tempo cykler rundt og ser på nogle af de statuer, som kunne tænkes at påkalde sig vrede og vandalisme fra de, der ikke kan tøjle deres selvretfærdige og hysteriske følsomhed. Tankevækkende er det, at det historieløse hærværk altid udføres af venstreorienterede, så vi snupper også et par statuer i den lejr, som der med garanti aldrig vil blive lagt hånd på. 

I 1933 udgav Hartvig Frisch bogen ”Pest over Europa” som et opråb og en advarsel imod de to stærke, totalitære strømninger i tiden: nazismen og kommunismen. De to ideologier havde ensretningen, diktaturet og hadet imod anderledes tænkende til fælles, ligesom begge ideologier var stålsatte i deres overbevisning om, at de havde en moralsk ret til magten og til at underkue og udslette deres modstandere.

Den pest, som nu går over Europa og USA, er ikke magen til tredivernes ødelæggende pest, men den ligner uhyggeligt meget: den er totalitær og den stempler meningsmodstandere som fascister, homofober, undertrykkere og racister som det er legalt at forfølge og angribe voldeligt.

Den nye pest har mange navne. Mest kendt er Antifa, Black Lives Matter og Cancel Culture. Alle har rod i den yderste venstrefløj, og de har på lange stræk haft held til at tilrane sig magten til at redefinere fakta og fortolke og fordømme fortiden.

Det har blandt andet ført til en serie angreb på historiske symboler og mindesmærker for at fjerne dem fra historien.

Den mest omtalte sag herhjemme var, da en flok forkælede døgenigte fra Det Danske Kunstakademi ”nedsynkede” en buste af Frederik Den 5. i Holmens Kanal som en slags dødsstraf for hans kongelige ansvar for dansk kolonistyre og slavehandel. Men også statuer af Hans Egede i både Nuuk og København er blevet overmalet med ordene ”decolonize”, ligesom en statue af polarforskeren Knud Rasmussen også er blevet skændet.

I Trykkefrihedsselskabet er vi altid klar til en debat om nutiden, fremtiden og også fortiden. Men vi skal ikke finde os i, at en flok historieløse hooliganere og halvstuderede røvere udråber sig selv til vor tids politiske kommissærer og påberåber sig ret til -  endda med tilbagevirkende kraft og løsrevet fra den historiske baggrund - at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert i vores fortid. Alle har ret til at diskutere - men ikke til at destruere. 

Trykkefrihedsselskabet har produceret en video, hvor selskabets næstformand, cand. mag. Michael Pihl og medlem af bestyrelsen, journalist Jannich Kofoed, i et afslappet tempo cykler rundt og ser på nogle af de statuer, som kunne tænkes at påkalde sig vrede og vandalisme fra de, der ikke kan tøjle deres selvretfærdige og hysteriske følsomhed. Tankevækkende er det, at det historieløse hærværk altid udføres af venstreorienterede, så vi snupper også et par statuer i den lejr, som der med garanti aldrig vil blive lagt hånd på. 

Klik på linket, hæng på og følg med på 40 minutters historisk og kulturel tour de force rundt i Dronningens København: https://youtu.be/6ubPIk9jlnc

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis