"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Taler Rose usandt?

18. oktober 2010 - Artikel - af Helle Merete Brix

En uenighed er opstået mellem Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard. Havde de to herrer før trykningen af Muhammed-tegningerne en samtale hvor Lars Hedegaard fortalte Rose, at helvede ville brydes, hvis tegningerne blev trykt? Hedegaard mener ja, Rose siger nej. Jeg kan kaste lidt lys over sagen.

For år tilbage, før interviewet med Lars Hedegaard på Atlasshrugs i USA, hvor Hedegaard fremsætter udtalelsen, havde Hedegaard og jeg en samtale om ytringsfriheden. Det havde vi ofte i de ni år, hvor vi arbejdede sammen på Sappho.dk og diverse bøger. Når jeg erindrer denne samtale er det fordi, Hedegaard i den fortalte mig, at Rose havde ringet ham op før trykningen af tegningerne og spurgt ham til råds. Hedegaard havde sagt, at der ville blive en helvedes ballade, men at Rose naturligvis skulle trykke dem.

Hedegaard og jeg har ofte været uenige om formuleringer, ideer og analyser. Men hverken Hedegaard eller jeg har haft for vane under vores samarbejde, at opdigte samtaler, der ikke har fundet sted. Jeg havde ikke ringeste grund til at betvivle sandhedsværdien af samtalen med Rose. Det har jeg heller ikke i dag.

Det er ligeledes min klare opfattelse, at Hedegaard ikke er den eneste, som Rose konfererede med før trykningen af tegningerne.

Hvad i alverden skulle der også være galt i det? Det er kun blevet et problem, fordi Rose i forbindelse med udgivelsen af “Tavshedens Tyranni” lægger sig fast på at han ikke anede, hvilken ballade, der ville komme ud af at sætte tegningerne i sin avis. Og at han ikke var ude på at provokere.

Det er uden betydning, hvad Rose vidste, da tegningerne blev trykt. Og det er også uden betydning, om han var ude på at provokere. Det er ytringsfrihed kontra sharia.

Rose var en hædersmand, da bølgerne gik højest under Muhammed-krisen. Det ville klæde ham også at vise sig som en hædersmand i den strid, der nu er opstået, og hvor jeg kun kan konkludere, at Rose ikke taler sandt.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg