"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Svensk kunstner fængslet

1. april 2014 - Artikel - af Uwe Max Jensen

I Sverige kan man blive fængslet for at sætte gadeplakater op. Læs den absurde historie om gadekunstneren Dan Park.


Den svenske gadekunstner Dan Park er blevet fængslet i en sag, der efter danske standarder må betegnes som bizar.

45-årige Dan Park befinder sig i den yderste periferi af den svenske kunstscene, og han er de seneste år flere gange blevet anmeldt til politiet for hetz mod folkegruppe, en svensk paragraf, der svarer til den danske racismeparagraf, på grund af sine kontroversielle plakater, som han klistrer op på el-skabe i Malmø, hvor han bor.

Dan Park blev i januar 2012 dømt for netop hetz mod folkegruppe ved byretten i Lund, og han har i øjeblikket en verserende sag ved Malmö tingsrätt for tre overtrædelser af paragraffen om hetz mod folkegruppe. En sag hvor der falder en afgørelse onsdag.

Selvom retten endnu ikke har afgjort om, Dan Park overhovedet er skyldig i en forbrydelse, er kunstneren allerede endt i fængsel (http://www.sydsvenskan.se/malmo/dan-park-haktad-for-hets-mot-folkgrupp/).

Det skyldes, at Dan Park på sin blog Lidlday (http://lidlday.blogspot.dk/2014/03/blog-post_20.html#links) har postet en leder fra Dispatch International (http://www.d-intl.com/2014/03/28/dan-park-atalad-igen-for-samma-bilder/), der handler om hans verserende retssag, og samtidig som dokumentation har postet de tre billeder, som Malmö tingsrätt er i færd med at tage stilling til i forbindelse med den verserende sag om hetz mod folkegruppe.

På anmodning fra anklager Magnus Pettersson fra Malmø blev Dan Park anholdt, og Dan Park har nu siddet fængslet siden 24. marts, da anklagemyndigheden og retten mener, at Parks blogpostering er en ny spredning af de tre billeder og dermed en ny lovovertrædelse.

Selv om Malmö tingsrätt først kommer med sin dom onsdag og altså endnu ikke har slået fast om, billederne kan kategoriseres som hetz mod folkegruppe, så besluttede Malmö tingsrätt alligevel at fængsle Dan Park, da retten vurderede, at det var sandsynligt, at Dan Park vil fortsætte med at begå nye forbrydelser.

Afgørelsen blev anket til Hovrätten över Skåne och Blekinge, som afslog at løslade Dan Park.

Hvis Dan Park dømmes onsdag, risikerer han fængsel. Anklager Magnus Pettersson har krævet en straf på "ikke mindre end tre måneder".

Kriminelle, kontroversielle plakater

Ifølge anklageskriftet satte Dan Park plakater af kontroversiel karakter op rundt omkring i Malmø.

Dan Park har indrømmet, at han satte plakaterne op og har erklæret sig skyldig i hærværk, men han nægter sig skyldig i anklagerne om hetz mod folkegruppe og en anklage om injurier.

Dan Parks mulige lovovertrædelser omfatter blandt andet et skilt, som Dan Park medbragte til en venstreradikal demonstration vendt mod det svenske politis register over romaer. På skiltet havde Dan Park skrevet "ZIGENARBROTT ÄR NÅGOT GOTT" (sigøjnerforbrydelser er noget godt, red.).

Hverken skiltet eller Dan Parks tilstedeværelse faldt dog i god jord, og få sekunder efter at han havde taget skiltet frem, blev Dan Park væltet omkuld af venstreradikale voldsmænd og slået og sparket. Men det var ikke afslutningen på det surrealistiske optrin. Politiet lagde efterfølgende Dan Park i håndjern, inden han (på grund af skiltet) blev ført bort sigtet for overtrædelse af paragraffen om hetz mod folkegruppe.

Den anden overtrædelse drejer sig om en plakat af tre sorte mænd med løkker om halsen. Plakaten er udstyret med teksten "Hang-On Afrofobians" og henviser blandt andet til overfaldet på Yusupha Sallah, der blev overfaldet i Kroksbäck i Malmø af racister.

En sag de svenske medier havde endog ganske svært ved at forholde sig til, da det kom frem, at racisterne, der nær tog livet af Yusupha Sallah foran øjnene på hans lille søn, var en gruppe arabere. Med sin plakat sætter Dan Park fingeren på et af det svenske samfunds smertepunkter, når han blandt andet stiller spørgsmålet: Kan en minoritet være racistisk?

Den tredje anklage vedrører et billede, som Dan Park har postet på nettet. Billedet er taget ved en såkaldt "kippa-vandring" imod antisemitisme på Möllevångstorget i Malmø i 2012. På billedet har Park skrevet teksten "Negerslave" på ryggen på en sort mands jakke.

Dan Park nægter sig skyldig i anklagerne, men vedgår, at det er ham, der har skabt de tre billeder. Kunstneren anser i øvrigt billederne for harmløse.

"Hvis du bliver krænket af dette, skal du søge hjælp. Der er altid nogle, der vil føle sig krænket, lige meget hvad man gør," har Dan Park sagt i forbindelse med forundersøgelsen af sagen.

I 2012 plæderede anklageren for ubetinget fængsel til Dan Park, der ved den lejlighed slap med dagbøder samtidig med, at han blev dømt til at betale i alt 20.000 svenske kroner i erstatning til to personer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg