"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Søndagssjov

2. november 2010 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Fra søndag kl. 11.31 til søndag kl. 22 den 31. oktober afslørede Trykkefrihedsselskabet definitivt sig selv. I hvert fald hvis man skal følge redaktøren af 180grader, Ole Birk Olesen.

Fatale weekendaktiviteter

Hvad laver du, kære læser, om søndagen? Undskyld spørgsmålet, men det har fået en vis relevans oven på en weekend, hvor Trykkefrihedsselskabet i tidsrummet mellem søndag kl. 11.31 og søndag kl. 22 blev afsløret, diffameret og klædt af som de frihedsfjendtlige hyklere, vi er. Manden bag afsløringen var redaktør på 180grader Ole Birk Olesen, anledningen var Pia Kjærsgaards forslag om forbud mod hadskabende TV-stationer og den fatale udløsende faktor var TFS-bestyrelsens weekend-aktiviteter – eller mangel på samme. Læs forløbet og følg Skarpretter Olesens spor.

Skarpretter Olesen

Sent fredag aften kunne man på berlingske.dk læse Pia Kjærsgaards forslag om at hive parabolerne ned i Vollsmose.  Lørdagen hengik uden et ord fra Trykkefrihedsselskabet om sagen - og vel at mærke uden at en journalist som f.eks. Ole Birk Olesen ringede og spurgte til vores holdning.

Da søndag formiddag var ved at nå enden, var Birk Olesens tålmodighed ved at være brugt op. Henvendt til sine 1584 venner på Facebook spurgte han ”igen” (!):

”Hvor er Trykkefrihedsselskabet i debatten om Pia Kjærsgaards forbudsidé i forhold til indvandreres parabolantenner/tv-kanaler fra Mellemøsten? Ikke ét ord har vi hørt ...”

Ja, hvor var Trykkefrihedsselskabet? Selv sad jeg i kirken, hvor vi vel var nået til postludiet. Herefter - ca. 11. 45 - tog jeg hjem, daskede omkring, inden jeg gik i gang med en velvoksen bunke vasketøj, der længe havde forsøgt at påkalde sig min opmærksomhed. Lidet anende at regnskabet i selvsamme tidsrum blev gjort definitivt op med TFS blandt den mere hidsige del af OBO’s facebook-venner. De var skiftevis harme, skuffede, eller ikke spor overraskede over, at vi nu endeligt helt åbenlyst viste vort sande sindelag. Det havde jo ikke – det kunne de indse her midt på dagen søndag – været ytringsfriheden, der havde spillet en rolle for os under Muhammedkrisen.

Klippe-klistre

Det fik Ole Birk Olesen til at præcisere:

”For mig og mange andre handlede det faktisk om ytringsfrihed, for TFS tilsyneladende kun om retten til specifikt at tale dårligt om muslimer og deres tro”.

Den konklusion kunne han drage kl. 13.09, hvor vores tavshed altså åbenbart var blevet for talende. Så samme aften forfattede Birk Olesen en leder under overskriften ”TV på arabisk, Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet”, hvor han med velkendt associationsteknik antydede, at vi selvfølgelig fulgte DF helt slavisk i parabol-sagen.

Men nu bliver det svært at dokumentere mine påstande, for denne leder er ej mere. I mellemtiden skete der nemlig det, at jeg lagde Lars Hedegaards kommentar om sagen ud på Sappho og i den var jo ikke ligefrem opbakning at hente til det famøse parabol-forslag. Så fik Birk Olesen travlt med at klippe og klistre i sin leder, så de mest grovkornede påstande om TFS blev pillet ud. Ingen kan i dag se originalversionen. Skarpretteren slettede sine spor, da hans økse viste sig at ramme skævt.

Søndagssjov

Hvad laver du, kære læser, om søndagen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, hvad redaktør Ole Birk Olesen laver en efterårssøndag i oktober: Han plejer sin vrede mod Trykkefrihedsselskabet i almindelighed og mod dets formand i særdeleshed. Og engang imellem løber indædtheden og de indgroede fordomme af med ham. Øv også, når man nu, som Ole Birk Olesen betroede mig i en Facebook-debat fredag, ved, at Lars Hedegaard har en ”totalitær personlighed”, så er det da også forbandet, så godt han skjuler den.

Men vent bare. Der kommer sikkert andre søndage og andre facebook-statusser, hvor Skarpretter Olesen omsider – omsider! - får klædt os af som de forklædte totalitarisme-tilbedere, vi i virkeligheden er. Lidt søndagssjov skal man jo have.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg