CAPE TOWN: Woodstock, et af de ældste beboelsesområder lidt uden for Cape Towns centrum, svarer til sit navn. Her er bohemeagtig stemning med victorianske huse, der i dag restaureres eller males i klare farver. I et af dem bor Mary Watson, der er en af Sydafrikas talentfulde unge forfattere. Ligesom Sydafrikas øvrige forfattere tumler hun med spørgsmål som: Hvad må man skrive om 13 år efter, at apartheid faldt? Skal man helt undlade det politiske og blot skrive om personlige relationer?
"Vi skal finde vores post-apartheid-identitet", siger Mary Watson, der også underviser i film og medier på University of Cape Town. Herfra er hun selv uddannet i litteratur og film og creative writing.
André Brink, som sammen med Nadime Gordimer formentlig er Sydafrikas mest kendte nulevende forfatter, er leder af den Creative Writing School, som Watson gik på. Hvor Watson taler om Brinks meget positive indflydelse, er Brink ikke mindre begejstret for den unge forfatter. På bagsiden af Watsons novellesamling Moss er trykt Brinks anbefaling af bogen: ”Jeg kan ærligt sige, at jeg sjældent i sydafrikansk litteratur har fundet noveller med en så suggestiv kraft.”
En af novellerne, der har titlen ”Jungfrau”, blev anset for at være så god, at Mary Watson sidste år vandt The Caine Prize of African Writing. Den uddeles i Oxford, og der udgives i den forbindelse en bog med bidrag af de nominerede m.fl. Med prisen følger også 10.000 britiske pund. Mens Watson er glad for både opmærksomheden, den økonomiske frihed og det netværk, prisen har givet, understreger hun beskedent, at ”det ikke må stige én til hovedet”.
Watson er født i Grassy Park, et township uden for Cape Town. Moss er på ingen måde selvbiografisk materiale, men Watson var nervøs for, hvordan bogen ville blive modtaget af hendes familie: ”Pludselig lærer din familie dig at kende på en ny måde.” De har dog taget godt imod bogen, og alt, hvad der er gået godt for Watson, er også blevet set som en sejr for hendes forældre og søster. De har glædet sig over, at ”én fra min baggrund kunne nå så langt”.
Moss er en fremragende bog. I koncentrerede sætninger, i et sprog, hvor alt overflødigt synes fjernet, gennem symbolik og myter beskriver Watson en verden fjernt fra aktuelle politiske forhold. Og alligevel ikke. Spørgsmål om forholdet mellem mænd og kvinder, religiøs dogmatisme og den fattigdom, som enhver der besøger Sydafrika konfronteres med, finder vej ind i Watsons fantasifulde historier: I flere af novellerne optræder de samme figurer og motiver, blot indgår de i nye sammenhænge.
Blind tro og patriarkalske strukturer
Det gælder for eksempel historien om Kuno Kirk-sekten og dens afstraffelse af en ung kvinde, der har udlevet begæret efter en anden mand end sin egen. Med en tung sten bundet på ryggen må hun vandre gennem landsbyen og landskabet, fulgt af hævngerrige sekt-medlemmer og glade børn. For til sidst at nå den klippe, hvor hun bliver befriet for stenen og ”med ben, der som en babykalvs langsomt vænner sig til den nye vægtløshed”, er rede til at blive kastet ned til djævelen.
Historien var egentlig inspireret af et digt af den irske nobelprismodtager Seamus Heaney og af Watsons konstatering af, at ”alle har gjort noget, de skammer sig over”. Ikke blot forholdet mellem skyld og straf, men også Watsons interesse for religion og for hvordan ”blind tro” fungerer, har været væsentligt for historiens tilblivelse.
I novellen ”The Woodcutter's Daughter” fortælles der om ”Julia, et behageligt barn, den syvende datter af en skovhugger”, der en nat finder og åbner en hemmelig låge. De følgende nætter bevæger hun sig ud gennem lågen og ind i en særlig skumringsskov. Her er vandrende elskende, der har været døde i tusind år, og både træer og skovbund er dækket af tykt mos.
En nat falder skovhuggerens datter i søvn og vågner med et mostæppe over sig. Et kys har vækket hende, og den kyssende prins forklarer, at hun skal være hans hustru. Julia protesterer og hævder, at hun ville være vågnet under alle omstændigheder. Det er uvæsentligt, mener prinsen. Og hvordan lader forfatteren Julia reagere? ”Hun rødmede, fordi hun følte sig lidt uhøflig. Måske prøvede han bare at være venlig.”
Ligesom adskillige af novellerne illustrerer manglen på ægte kontakt og forbindelse mellem mennesker, er den pågældende scene også, medgiver Watson, en humoristisk kommentar til forholdet mellem mænd og kvinder inden for patriarkalske strukturer, hvor kvinder bøjer af for mænds vilje.
Sydafrikanerne er inddelt i fire grupper, hvide, sorte, asiater og farvede. Watson hører den sidstnævnte. Og i dette farvede samfund, forklarer Watson, er kønsrollerne klare. Mænd gør visse ting, og kvinder har andre opgaver.
"Som voksen er det absolut ikke det forhold, jeg har til min mand,” siger Watson, der er gift med Emran, som er fysiker og af irsk afstamning. Men det sydafrikanske samfund i det hele taget er et samfund med en ”problematisk maskulinitet”, mener hun.
Fattigdom, sex og kriminalitet
I flere noveller optræder personen ”Virgin Jessica”. I titelnovellen er hun barnefortællerens mors adopterede søster: ”Virgin Jessica havde ingen børn, mens min mor havde tre-og-fyrre.” Den smukke Virgin Jessica har fået sit navn, hævder hun, fordi hun er en lige så speciel person som ”the Blessed Mary”. Novellen fortæller om spændingerne i familien, om skjult og farlig seksualitet, om Jessica og fortællerens far, der en aften ankommer sammen til hjemmet med ”den skyldbevidste ynde, der kendetegner indbrudstyve”.
Og så handler den om fortællerens længsel efter sin mors opmærksomhed. Moderen underviser på en af de skoler, Sydafrika har så mange af, skoler med overfyldte klasser og forsømte, fattige børn: ”Jeg hadede min mors andre børn. Jeg stirrede på dem for at lade dem det vide, men de stirrede udtryksløst tilbage.”
"Jeg var nervøs for, at man skulle tro, at det var noget, jeg mente. Men det er de børn, vi ser hele tiden. Hvordan skal vi agere over for fattigdommen? Hvordan skal vi forholde os til alle de, der tigger ved bilvinduerne? Sydafrikanere vil ikke indrømme det, men de har det svært med de hjemløse, og der er et kompliceret forhold mellem sydafrikanerne og de fattige."
Mary Watson finder det også problematisk, at sydafrikanere er ”fikseret på kriminalitet”. Men det er ikke uden grund. For nogle år siden blev Mary Watsons egen mand holdt op med pistol lige uden for villaen, de bor i. Røverne forsvandt med bilen. En typisk ”car-jacking”, som ikke er spor usædvanlig i Sydafrika. For Mary Watson har denne episode betydet, at hun nu, som de fleste sydafrikanere i øvrigt, konsekvent følger reglen om ikke at gå på gaden efter mørkets frembrud.
Netop nu arbejder Watson på en roman om en kvindelig filminstruktør i et hus i en landkommune. Huset hjemsøges af spøgelser. En række mærkværdige episoder har fundet sted, blandt andet forsvinder kvindens mad, og hun bliver overfaldet. Watson er optaget af at udvikle ideen om spøgelser, ”som du aldrig rigtigt ser” og af filmen som et ”spøgelses-medie” i sig selv.
Watson har været vældig glad for det hun lærte på creative writing-kurset. Til de forfattere, der mener, at det er en måde at ensrette skribenterne på, har Watson denne kommentar: At de, der er mest utilfredse med undervisningen, måske har allermest brug for den. Vil man eksperimentere med form, må man først kende formens grænser. Der er dog et problem, mener hun, i at sprøjte folk ud med eksaminer i fiktionsskrivning, for måske er der ikke afsætningsmuligheder for alle disse nye forfattere.
Og så håber Watson, at forfatterne, på trods af det sydafrikanske samfunds mange problemer, vil overveje at kaste sig ud i nye, måske ikke altid så seriøse genrer. For eksempel kriminoveller. For som hun siger: "Vi har jo så meget råmateriale."
Mary Watson: Moss. Cape Town, Kwela Books, 2004.
Jungfrau and other short stories: The Caine Prize for African Writing. 7th Annual Collection. Oxford, New Internationalist Publications, 2007.
