Tak for indbydelse – godt at se dig i live, Lars.
Jeg vil gerne starte med at understrege, at det er absurd og latterligt at afvise en ung mands deltagelse i dette arrangement på grund af hans navn (Jihad Taha).
Det er også dumt ikke at invitere Enhedslisten til dette arrangement. Det er en fodfejl, der fjerner fokus fra et meget relevant emne, nemlig at ytringsfriheden i Danmark er under pres.
Personlige erfaringer
Jeg vil i min tale komme med mange personlige eksempler – ikke fordi jeg har brug for opmærksomhed eller medlidenhed – jeg hader offerrollen - men for at skære ud i pap, at ytringsfriheden i Danmark er altså under pres.
Angrebet på Lars Hedegaard er blot et af mange eksempler på, hvordan kontroversielle holdninger kan medføre, at man risikerer livet, hvis man kritiserer de forkerte grupper i Danmark.
Alligevel har flere meningsdannere hævdet, at ytringsfriheden har det fint.
Ytringsfriheden har det ikke helt fint.
Stenet ud af Vollsmose
Det er jo ikke, fordi vi har mellemøstlige eller russiske tilstande, men vi lever altså heller ikke i 60-erne og 70-erne længere. Tingene har ændret sig.
Truslerne er meget virkelige og meget reelle.
Jeg har ikke været til fods eller holdt foredrag på Nørrebro i mange år. Der er mange såkaldt risikoområder i Danmark, hvor jeg ikke færdes. Jeg kunne f.eks. ikke finde på at gå en tur på Strøget efter kl. 20.
Asger Aamund sagde på et tidspunkt at, hvis Pia Kjærsgaard og jeg startede til fods i hver vores ende af Nørrebrogade, ville vi med stor sandsynlighed aldrig nå hinanden.
I det udsagn ligger en ret væsentlig pointe. Man bliver ikke blot truet på sin ytringsfrihed, man bliver også begrænset i sin bevægelsesfrihed.
Sidst jeg holdt grundlovstale i Vollsmose blev jeg nærmest stenet ud.
Sidst jeg var i Københavns omegn, Kokkedal, Hundige kunne jeg ikke gennemføre mine foredrag på grund af unge muslimske ballademagere. Og sidst jeg var i Århus Vest for en måned siden, blev der øvet hærværk mod min bil.
Og hvad er min forbrydelse? Jeg har f.eks. aldrig sagt/skrevet at Mohammed er pædofil, at islam er en falsk religion og er lig nazisme, eller at muslimerne voldtager deres børn. Jeg er ikke islam-hader. Flere af mine familiemedlemmer er praktiserende muslimer. Men jeg er islam-kritiker.
Jeg kender flere muslimer, som er meget enige med mig og bakker mig op i det skjulte, men som holder sig tilbage fra selv at deltage aktivt i denne debat. Fordi de har erfaret, at det er risikabelt og farligt.
For det koster noget. Ytringsfriheden er under pres i den forstand, at nogle mennesker holder sig ude af debatten, fordi de ikke tør tage konsekvenserne.
Folk holder sig ikke tilbage af respekt, men af frygt.
Jeg har fået mange henvendelser fra folk, der ville sikre sig, at der ikke kom ballade ud af det de sagde eller skrev.
Der var bl.a. en filminstruktør, der var ved at lave en film, hvor man gjorde grin med blandt andre en muslim. Han var blevet pålagt af producenten at tjekke, at der ikke blev overskredet nogle følsomme muslimske grænser.
Jeg har fået henvendelser fra et par stand-upper, der ville diskutere deres ’muslimske’ eksempler.
Og med en romanforfatter, der bad mig læse sit manuskript, fordi hun ikke ville have ballade med muslimerne.
Folk er blevet overforsigtige. De beder mig ikke vurdere, om det er respektfuldt eller korrekt, men om at vurdere, hvorvidt det de siger giver ballade.
Og så siger nogen, at ytringsfriheden ikke er under pres! De, der hævder, at ytringsfriheden ikke er under pres, har nok aldrig sagt noget kontroversielt og slet ikke om islam og islamisme.
Hverdagsfjendtlighed
Det er ikke kun trusler på livet, det er også den generelle hverdags fjendtlighed, der kan være hård.
Jeg får jævnligt skæld ud på gaden, blikke der kunne dræbe og en del fuckfingre og ukvemsord i trafikken (ikke fordi jeg kører dårligt men på grund af mine holdninger) – ukvemsord à la din fucking vantro luder. Disse ukvemsord kommer primært fra primitive unge demokratiske analfabeter med muslimsk baggrund, som opdager mig på gaden eller i trafikken – de har ikke forstået, at fordi man er uenig, så behøver man altså ikke hade hinanden - og de har ikke respekt for, at der indimellem er børn i bilen.
Eller dengang ved en børnefodboldkamp, da en muslimsk far fortalte sin 6-7 årige søn, mens han pegede på mig, at jeg er ’en beskidt vantro forrædder’.
Der er nogen, der opflasker deres børn med had. Og det groteske er, at jeg har erfaret og oplever, at den gruppe unge muslimer, som er født og opvokset her, og som agerer som Allahs selvbestaltede politi, er meget mere intolerante end min forældres generation.
”Din vantro fucking luder”
Jeg får også en del hade-mails og modbydelige Facebookbeskeder.
Nogle af dem er selvfølgelig fuldstændig latterlige, men det kræver alligevel en vis distancering og en stor portion overskud, bare at trække på skuldrene, når man åbner sin mail og der står:
”Naser Khader, jeg hader dig af hele mit liv du er fucking vantro billig luder”, ”smut, fuck af, hverken islam eller muslimer har brug for en hund som dig!”
eller: ”naser luder kahder, hahaha, din beskidte utro horeunge..... fucking horeunge, gå knep din mor dit uopdragne møgsvin. Fucking forrædder. Tror du, du nogen sinde kan blive hvid? Dit beskidte luderhul!”
og sidste eksempel:
"Din lille hund. Du ik muslim, fucking bøssesvin, vent og se om du ik kommer til at brænde i helvede. Nu tror du, at du er stor, men min sko er mere værd end dig. KLAMME HUND !!!! ”
Sådan nogle beskeder kan jeg godt forstå, det ikke er alle, der har lyst til at udsætte sig selv for.
I nogle situationer ville det sikkert også være bedst, hvis jeg selv holdt mund, men det kan jeg bare ikke.
Desværre handler det jo heller ikke kun om, at man skal tage højde for sig selv, og hvad man selv vil stå model til.
Nogle gange bliver man straffet kollektivt. Min familie bliver ofte ufrivilligt draget ind i det. Der var en pakistansk automekanikker, der ikke ville ansætte en af mine familiemedlemmer, fordi han er i familie med mig.
Privat og offentlig ytringsfrihed
Jeg har det med at opdele ytringsfriheden i to, en privat og en offentlig - inspireret af Frederik Stjernfeldt.
Den private ytringsfrihed styres af moralen. Det er ikke fordi, jeg er tilhænger af, at man kalder hinanden alt muligt. Hvis jeg ikke bryder mig om min nabo, er der ingen grund til at fortælle hende eller ham det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden med respekt.
Men det er altså ikke noget man kan lovgive sig ud af. Det må være op til den enkelte at vurdere, hvor grænsen går.
Den offentlige ytringsfrihed er derimod en anden sag, her sætter vi grænserne, for hvad man kan og ikke kan tillade sig at sige gennem lovgivningen.
Jeg mener og tror på, at ledere, religioner og meningsdannere skal udfordres på deres holdninger. Man må gerne gå skarpt til dem. Og det skal loven give plads til. Og den skal give plads til alle holdninger og al kritik.
Frihed til uenighed
Jeg er grundlæggende uenig med dig i det meste, Lars, det ved du. Men jeg var også en af de første til at sige, at du ikke er racist, du er bare galt afmarcheret ;-) – og du skal have lov til fortsat at vrøvle - det er ikke hele religionen islam som er rådden, der er faktisk en del positive elementer i islam – og det er ikke alle muslimer, der er intolerante – og selvfølgelig kan det lade sig gøre at kombinere det at være muslim med demokrati.
Jeg mener, at kritik, hvis det skal nytte noget, selvfølgelig bør være konstruktiv.
Men det er i og for sig irrelevant. Jeg er meget uenig med dig, men vil forsvare din ret til at vrøvle.
Kritik af islam eller Muhammed hører under den offentlige ytringsfrihed, og så må muslimerne altså bare acceptere det, der bliver sagt og skrevet. Punktum.
Derudover har en religion faktisk godt af at blive gennemgået kritisk. Kristendommen bliver udfordret hver dag på universiteterne. Det bliver den altså ikke svagere af. Som jeg har sagt så mange gange før, er en religion, der ikke tåler kritik, en svag religion.
Man behøver ikke at tage det personligt, hvis nogen kritiserer Allah, Koranen og Muhammed.
I kristendommen har man en armslængde til religionen og til Gud. Det kunne muslimerne godt lære af.
Det er selvfølgelig vigtigt, at debatten ikke bliver for unuanceret. Når jeg siger, ytringsfriheden er presset, mener jeg ikke, at islam eller muslimer generelt presser den.
Fordi man kritiserer Enhedslisten, kritiserer man heller ikke hele Danmarks befolkning. Kritiserer man nynazisterne i Tyskland, kritiserer man ikke hele Tyskland.
Det er politisk islam, jeg kritiserer. Ikke muslimerne generelt men islamisterne.
Det er der mange, der ikke forstår. Det er fordi, de ikke skelner mellem politisk islam, som islamisterne står for og islam som religion.
For ikke så længe siden havde jeg besøg af Søren Pind og Jakob Holdt i Washington. Jakob Holdt spurgte, om jeg kunne huske sidste gang, vi mødtes i debat. Det var dengang han forsvarede muslimerne, og jeg angreb dem. Jeg sagde til ham: Du tager fejl. Jeg angriber aldrig muslimerne generelt, men de rådne elementer i islam og islamisterne.
Jeg angriber islamisterne, for jeg er fundamentalt uenig med dem, og deres trusler om vold bryder med demokratiets værdier.
Jeg har ikke noget problem med, at man er religiøs. Jeg har ikke ondt af, at folk er fundamentalistiske – bare de holder det for sig selv – hvis de gerne vil leve et kedeligt liv, så er det deres problem. Men det er et kæmpeproblem, når de forsøger at presse deres levevis på mig og andre.
Jeg har også et problem med dem, jeg kalder for Allahs selvbestaltede politi. Det er dem, der i bedste parallelsamfundsstil sætter reglerne for, hvordan vi andre skal leve og opføre os.
Det er dem, der forsøger at pådutte os andre deres normer gennem trusler.
Da min datter Sofia kun var fem, var vi i svømmehallen. Hun var for lille til at klæde om alene, så jeg havde hende med i mændenes omklædningsrum. Her blev jeg konfronteret af andre muslimske mænd, hvordan jeg dog kunne finde på at tage hende med ind i mændenes omklædning. Hun kunne jo se deres kønsdele.
Hun var kun fem år!
Jordanske trusler
Nogle mennesker laver desværre ikke andet end at gå og vente på den mindste stavefejl, de kan klage over og føle sig krænket over, til hvem som helst, der vil høre på dem. Ting kommer derfor også hurtigt ud over den danske grænse.
Jeg skrev f.eks. engang et indlæg om, at hårdkogt salafisme var lig nazisme, det blev hurtigt oversat til flere sprog og lå mange steder online. Jeg modtog endda trusler fra Jordan.
Vi har islamistiske teologer, der siger ”dræb guds fjender”. Så det bliver legalt at slå folk ihjel, hvis man kan stemple dem som fjender af Allah. Er denne trussel ikke et problem for ytringsfriheden?
Vi har organisationer, som OIC, der søger at kriminalisere religionskritik. Det er ikke blot forhånelser, men al kritik, man går efter.
Og hvad med alle de terroraktioner, som PET har forhindret? De handlede faktisk om at begrænse ytringsfriheden.
Ytringsfriheden er altså ikke kun presset af kræfter internt i landet, men også udefra, og hvis man hævder andet, end at ytringsfriheden er under pres, er det efter min mening, alene fordi man lukker øjnene for den virkelighed, som mange af os lever i.
Jeg vil slutte af med at minde om en muslimsk taxachauffør, som jeg kørte med, da jeg under Muhammedkrisen var i Kairo. Han sagde noget meget klogt, nemlig at:
”Jeg forstår ikke al den ballade. Vi muslimer lærer, at Allah er den største. Burde vi så ikke lade ham om at forsvare sine profeter?”
Hvis alle så verden som ham her, ville der ikke være nogen problemer og ytringsfriheden ville ikke være under pres.
Tak for ordet.
Naser Khader er radiovært og Senior Fellow ved tænketanken Hudson Institute i Washington, D.C.
