"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Rapport fra en besat bydel

8. november 2005 - Artikel - af A. Nielsen og Lars Hedegaard

Hizb ut-Tahrir forbyder Jyllands-Posten adgang til Københavns Kommunes bygning
Nørrebrohallen er lukket for landets største dagblad, når islamistiske ekstremister mødes til deres årlige konference.

Der er tradition for kønsopdeling, når den ekstreme muslimske organisation Hizb ut-Tahrir indkalder til stormøder i Nørrebrohallen eller til gadedemonstrationer. Sådan er det også, når organisationen tilhængere søndag den 13. november forsamles til den årlige konference i Nørrebrohallen i København, hvis tema i år er "Statsterror i Afghanistan og Irak". Af indbydelsen, som er lagt ud på bevægelsens hjemmeside www.hizb-ut-tahrir.dk samt på www.statsterror.dk, fremgår, at der er separate indgange for kvinder og mænd, som normalt heller ikke må sidde sammen under selve mødet.

Til mødet, der starter kl. 14.30. og slutter 18.30, er der gratis adgang, idet der dog "påkræves" tilladelse for journalister. Det gælder imidlertid ikke journalister fra Jyllands-Posten, som slet ikke har adgang.

Hizb ut-Tahrir går således et skridt videre i indførelsen af islamisk lov - sharia - på Nørrebro i København. Den vil selv bestemme, hvem der skal have adgang til at referere mødet, hvor der ud over oplæsning fra Koranen bliver holdt taler om "Demokratisk statsterror i Irak og Afghanistan" og om "Terrorisering af muslimerne i Vesten".

Det lykkedes ikke Sappho at indhente en kommentar fra København kulturborgmester Martin Geertsen (V) , som tidligere forgæves har forsøgt at skaffe flertal i Københavns Borgerrepræsentation for at formene den ekstremistiske organisation adgang til at leje sig ind i kommunens bygninger.

(A. Nielsen er et pseudonym)

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg