"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Rapper vil blæse knoppen af Pia Kjærsgaard

9. oktober 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Hip hop-festival med fokus på rap som integrationsredskab inviterer rapper, der drømmer om at slå Pia Kjærsgaard ihjel

I weekenden løber den århusianske hip hop-festival Aarhus Took It af stabelen. Arrangøren af Aarhus Took It - Henning Winther - vil være de fleste af Sappho's læsere bekendt, da han også er manden bag de omstridte århusianske rapskoler, der i juli lod en 11-årig elev rappe om at skyde Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti

De fire århusianske rapskoler modtog massiv offentlig støtte, da formålet med rapskolerne ifølge projektets hjemmeside var at give deltagerne mulighed "for at udtrykke sig positivt og vise, at bydelen er andet end bandekriminalitet, afbrændinger og uroligheder". Også festivalen Aarhus Took It modtager massiv offentlig støtte fra Århus Kommunes Kulturforvaltning, Dansk Musikerforbund og Kunststyrelsen.

"Hvorfor er rapmusik så godt til at nå udsatte unge, som ingen andre kan nå?"

Ud over et omfattende musikprogram, der tæller blandt andre rapstjernerne Clemens, Johnson, UFO Yepha og Malk De Koijn, byder Aarhus Took It også på en paneldiskussion på Hovedbiblioteket, hvor et panel bestående af rapperne Kejser A, Mark Merek, Joseph Agami og Ph. D. Kirsten Hviis under overskriften "Rap og integration" diskuterer: "Hvorfor er rapmusik så godt til at nå udsatte unge, som ingen andre kan nå?" Ordstyrer ved arrangementet er journalist og rapekspert Johanne Mygind fra Dagbladet Information.

Klimaambassadør med lyst til mord

På Aarhus Took It's program er også rapperen Jooks (Johan Forsby), der i øjeblikket hitter med sangen "Hun vil ha' en rapper". Jooks er såkaldt klimaambassadør for Folkekirkens Nødhjælp og skal i den egenskab være med til at sørge for, at verden får en retfærdig klimaaftale, der tilgodeser verdens allerfattigste. Ved sin koncert på årets Roskilde Festival plæderede Jooks fra scenen for et frit og demokratisk Iran, og rapperen har også deltaget i en koncert til fordel for Frit Iran.

Til gengæld har Jooks det svært med det danske politiske klima og det danske repræsentative demokrati. I hvert fald er der på Jooks' album "Priviligeret" en sang med titlen "Dø dem (ta lit styl gim revig eD)" (sangtitlen læses således: "(De giver mig lyst til at) Dø dem", red.).

Sangen handler om Pia Kjærsgaard, der omtales på følgende måde:

"Jeg ser hun (Pia Kjærsgaard, red.) taler til pøblen/og pøblen lytter til tøsen/har Dagmarkorset på brystet/og satan bag sig i skyggen."

Jooks' ekstreme tekst om Dansk Folkepartis partileder munder til sidst ud i et ønske om at splitte parykken på Pia Kjærsgaard:

"Jeg' pacifist fra fødslen/men tøsen (Pia Kjærsgaard, red.) pirker til lysten/til at få fat i gøbben og splitte parykken/til hendes fjæs matcher hendes politik/hul i bøtten".

Drømmer om politisk drab

I ungdomsmagasinet Chili (nummer 7 - juli 2009), der omdeles på danske ungdomsuddannelsessteder såsom gymnasier og tekniske skoler fantaserer Jooks om at dræbe Pia Kjærsgaard.

Ungdomsmagasinet Chili stiller følgende spørgsmål til Jooks:

"Hvis du kunne bryde en lov uden konsekvenser, hvad skulle det så være for en?"

Og Jooks svarer:

"Nu har vi snakket pistoler og forstørrelsesglas (Jooks har tidligere i interviewet med Chili talt om at brænde myrer med et forstørrelsesglas, red.), såeh...et drab! Frit valg! Bare for at mærke hvad det ville gøre ved mig. Så ville jeg selvfølgelig gå efter en, jeg virkelig hader og nok ud fra et politisk synspunkt. Jeg har faktisk et nummer på min plade, der handler om det ("Dø dem" om Pia Kjærsgaard, red.). Jeg har aldrig været i hæren, så hvad gør det ved mig?"

Vil brænde Pia Kjærsgaard

Jooks er ikke den eneste af de optrædende kunstnere på Aarhus Took It, der drømmer om at gøre Pia Kjærsgaard ondt. Også rapperen Ham Den Lange, der bærer det borgerlige navn Thorbjørn Bech-Rossen, hader Pia Kjærsgaard.

I et interview med Århus Onsdag ("Grib dagen - men tænk dig om", 22. april 2009)  udtaler Ham Den Lange/Thorbjørn Bech-Rossen følgende:

"Desuden hvis vi taler om dansk politik, mangler der i hvert fald at blive brændt én heks (Pia Kjærsgaard, red.)."

Baggrunden for Thorbjørn Bech-Rossens had til Pia Kjærsgaard er angiveligt partilederens holdninger til indvandrere.

"Der er et nummer på pladen (Thorbjørn Bech-Rossens debutplade "Carpe Diem My Ass" (Run For Cover Records, 2009), red.), der hedder Brænd Hende, som handler om hekseafbrænding og moderne politik. Jeg synes, der bliver kørt meget hetz på dem, der ikke lige passer ind i rammerne. Og jeg synes ikke, at vi kan være bekendt at have så meget nok i os selv. Jeg har skrevet nummeret, fordi jeg har en kærlighed til en masse mennesker, som jeg synes fortjener at blive omtalt på en helt anden måde, end de nogle gange gør i debatten," forklarer Thorbjørn Bech-Rossen i interviewet med Århus Onsdag.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg