"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Racismebestemmelsen i § 266 b er blevet et effektivt våben i hænderne på woke-dommere og anklagere

26. maj 2021 - Artikel - af Aia Fog

Den rædselsfulde krænkelsesbestemmelse i § 266 b er ikke længere et kun et principielt og latent problem for danskernes ytringsfrihed. Den er de facto blevet et effektivt våben i hænderne på nidkære woke-anklagere og dommere, der bruger bestemmelsen arbitrært og efter forgodtbefindende til at lukke munden på folk med holdninger, som i deres perspektiv er ”usaglige”.

I de godt 16 år Trykkefrihedsselskabet har eksisteret, har det været et af selskabets erklærede mål at få afskaffet straffelovens § 266 b den såkaldte racismeparagraf. Bestemmelsen er en hån mod ytringsfriheden, fordi den beskytter krænkede følelser og straffer, hvad der i et demokratisk perspektiv må og skal være helt legale ytringer. I et velfungerende demokrati er krænkede følelser nemlig et grundvilkår man må leve med, hvis man ønsker en fri debat.

I de seneste år er der sket en kraftig opblussen i antallet af straffesager efter § 266 b, hvilket er meget foruroligende i et ytringsfrihedsperspektiv og så meget mere, som anklagemyndigheden i stigende grad vælger at rejse tiltale i sager, som politiet ellers har lukket. Det afspejler en mildest talt usund og uproportionel nidkærhed at gennemtrumfe straffesager om racismeparagraffen, som politiet ikke selv ville rejse – sandsynligvis fordi der er så meget regulær kriminalitet, som burde pådømmes først.

Et eksempel på en sådan straffesag, er sagen mod Holger Gorm Petersen (HGP), som i april i år af Retten i Kolding blev idømt 10 dagbøder á 500 kr. efter straffelovens § 266 b, stk. 1. HGP havde i forlængelse af en artikel fra TV2 på Facebook med overskriften: ”Spillerforening har ikke hørt fra homoseksuelle i 15 år” skrevet følgende i kommentarsporet: ”Man skulle have fastholdt, at det var en psykisk sygdom. Normalt bliver det aldrig, tværtimod.”

Det er i sig selv absurd, at HGP overhovedet kan dømmes for udsagnet, som ligger helt inden for den demokratiske skive – uanset om man er enig i det eller ej. Der er intet truende eller latent voldeligt i udsagnet, som man kan være enig eller uenig i, men som i bund og grund er et udsagn, som HGP, hvis vi var et velfungerende demokrati, måtte stå på mål for i en sandsynligvis ophedet debat. Og godt det samme. For det er i debatten, at man kan flytte hinandens synspunkter og nedgroede forestillinger. Nu blev han anklaget og dømt på et grundlag, der ikke bare er pinligt – men som er en regulær skandale i et demokrati.

Læser man dommen, vil man nemlig se, at grænserne for anvendelsen af § 266 b efterhånden er blevet fuldstændig tilfældige og baseret på dommerens synsninger og personlige moralske kvababbelser. Der står nemlig i præmisserne: ”Efter konteksten, hvor udtalelsen er fremsat, og Holger Gorm Petersens egen forklaring om baggrunden herfor, finder retten, at udtalelsen ikke er fremsat som led i en saglig debat”

Er vi kommet dertil, at ytringer skal være saglige for at være lovlige? Hvordan har det kriterium sneget sig ind i dansk lovgivning? Er det virkelig lovligt at kriminalisere borgere for at fremsætte usaglige påstande i en ditto debat? Og hvem skal afgøre, hvornår en debat er usaglig og ud fra hvilke kriterier? I dommen fra Kolding synes det udelukkende baseret på dommerens egne fornemmelser, som ikke engang er angivet.

Går man dommen efter, er det i det hele taget hårrejsende så mange spørgsmål den rejser, når man betænker, hvor kort den er. Alene den omstændighed, at det gøres strafbart at mene, at homoseksualitet er en psykisk sygdom rejser jo spørgsmålet, om dommeren ikke dermed stempler psykisk syge som mindre værd eller som dårlige mennesker. Det er i hvert fald, hvad man må udlede siden homoseksuelle ikke må sammenlignes med dem.

Og hvad nu, hvis HGP havde skrevet det samme om heteroseksuelle – var han så også blevet dømt? Næppe. Det er helt omkostningsfrit at skrive, at heteroseksualitet er en psykisk sygdom og at det aldrig bliver normalt at være hetero. Ingen ville anmelde et sådant udsagn og ingen anklager ville rejse straffesag på den baggrund.

Den rædselsfulde krænkelsesbestemmelse i § 266 b er ikke længere et kun et principielt og latent problem for danskernes ytringsfrihed. Den er de facto blevet et effektivt våben i hænderne på nidkære woke-anklagere og dommere, der bruger bestemmelsen arbitrært og efter forgodtbefindende til at lukke munden på folk med holdninger, som i deres perspektiv er ”usaglige”. Og læg så hertil, at HGP ikke engang har mulighed for at anke sagen på grund af ankebegrænsningsreglerne.

Dermed kommer dommen til at stå som (endnu) en skamstøtte over den totalitære wokeness og politiske korrekthed, der i disse år angriber ytringsfriheden.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis