Den 29. december havde cand. polit. Eva Gregersen en vigtig kronik i Information. Her undrede hun sig over, at de praktiserende muslimer, som er aktive i den offentlige debat om islam, konsekvent undgår – eller direkte nægter – at svare på helt elementære spørgsmål om den iboende konflikt mellem islam og det liberale demokrati.
Mere konkret tager Eva Gregersens kronik udgangspunkt i Politiken-skribenten Tarek Husseins ofte fremførte påstand om, at det er muligt at forene islam med demokrati. En påstand han mangler at underbygge, og som han i lighed med andre såkaldt demokratisk sindede praktiserende muslimer heller ikke føler sig forpligtet til at underbygge.
Den køber Eva Gregersen ikke, og hun opstiller derfor i sin kronik 5 centrale spørgsmål, en lakmusprøve på den grundlæggende konflikt mellem demokrati og islam, som skal kunne besvares af Tarek Hussein og andre praktiserende muslimer i den offentlige debat, der indtager samme standpunkt. Spørgsmålene lyder:
- Udgår magten fra folket via en forfatning baseret på ideerne fra oplysningsfilosoffer som Locke, sådan som den gør i et liberalt demokrati? Eller udgår magten fra Gud via hellige skrifter, sådan som den gør i en islamisk stat?
- Er religion og politik adskilt? Eller er der en lang række aspekter af samfundsindretningen som Gud har bestemt og overleveret til mennesker via profeten Muhammed, og som det ikke tilkommer os mennesker at afvige fra?
- Er der lighed for loven? Eller bør der være forskellige rettigheder og skatter for borgerne afhængigt af deres køn og religion?
- Er det altid tilladt at frafalde islam, sådan som religionsfriheden tilsiger? Eller findes der omstændigheder, under hvilke frafald er strafbart?
- Er det tilladt at gøre grin med religiøse forskrifter – herunder profeten Muhammed – i ytringsfrihedens navn? Eller er det strafbart at håne, spotte og latterliggøre det, der er allerhelligst for muslimer?
Det er som sagt indtil videre ikke lykkedes Eva Gregersen at få – i første omgang – Tarek Hussein til at besvare disse 5 grundlæggende spørgsmål, som det ellers burde være ret enkelt at redegøre for.
Det er selvfølgelig påfaldende i sig selv, men hvad der er mere påfaldende er, at der tilsyneladende ikke rejses samme krav fra andre, herunder ikke mindst Politiken og Altinget, hvor Tarek Hussein har været fast skribent, om at besvare disse 5 kernespørgsmål.
Det er ellers ikke fordi, der ikke har været anledning til det: i de to måneder, der er gået siden Information bragte Eva Gregersens kronik, har den været flittigt debatteret, og ingen har mig bekendt benægtet eller argumenteret mod validiteten af hendes 5 kernespørgsmål – så hvorfor er der ikke flere af de medier, der lægger spalteplads til den offentlige debats Tarek Husseiner og centrum-venstre meningsdannere, som finder det påtrængende at få svar på disse spørgsmål?
En del af svaret fik vi måske 21. februar, da den sympatiske Ali Aminali havde Eva Gregersen i studiet i radioprogrammet Alis Fædreland på det såkaldte 24Syv: Ali Aminali, der selv oprindelig har muslimske rødder, spurgte nemlig Eva Gregersen, om spørgsmålene ikke er svære at svare på, og om de ikke er meget filosofiske og/eller ideologiske. Han henviste i den forbindelse til, at mange muslimer – herunder imamer – jo havde trukket sig fra den offentlige debat ”…fordi de syntes, der var for mange spørgsmål, de skulle forholde sig til” eller følte sig under anklage.
I den forstand nagler Eva Gregersens 5 spørgsmål kerneproblemet mellem demokrati og islam i mere end én forstand: de er de facto umulige at svare på for en praktiserende muslim, der enten tvinges til at vælge demokrati eller islam fra. I den forstand er spørgsmålene retoriske og udgør 5 gordiske knuder, der tilsammen eksponerer uforeneligheden mellem demokrati og islam. Men hendes spørgsmål er samtidig en afdækning af, hvor meget og hvor langt muslimske debattører får lov til uimodsagt at vrøvle i den offentlige debat i en grad og et omfang, som ingen andre får lov til.
Den grundpræmis for demokratisk debat, at man skal argumentere for sine påstande, gælder ikke for muslimske såkaldte debattører, der som Ali Aminali indirekte får sagt, har haft stor succes med at trække offerkortet, trække sig fra den offentlige debat – og skyde skylden på ”meget svære, filosofiske og ideologiske spørgsmål”.
Det er nærliggende at spørge, om Tarek Husseins manglende lyst og vilje til at gå ind i debatter om sine egne påstande afslører, at fraværet af debatkultur og fri og kritisk meningsudveksling i islam er så indgroet og så umulig at gøre op med og ændre, at selv 3. generations muslimer ikke kan anamme den?
Spørgsmålet blafrer i vinden, og vil gøre det lige så længe, som Tarek Hussein og hans ligesindede ikke fastholdes i de samme spilleregler for debat som alle andre.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
