"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

PEN promoverer Tariq Ramadan

8. april 2010 - Artikel - af Helle Merete Brix

Helle Merete Brix

I aften kan den verdenskendte prædikant Tariq Ramadan fejre en ny triumf: Hans første offentlige optræden i USA siden 2004, hvor han blev nægtet indrejse i landet. Blandt andet PEN står bag arrangementet, der løber af stablen på Manhattan.

Tariq Ramadan blev i 2004 nægtet indrejse og måtte opgive et gæsteprofesorat på Notre Dame universitet. Amerikanerne mistænkte ham for at give penge til terror. I et interview med den danske netavis Urban.dk i oktober 2007 forklarede Ramadan, at han havde givet 700 kr. til en organisation, der støttede Hamas et år før amerikanerne stemplede den som en terrororganisation.

I en omtale af arrangementet skriver PEN skriver på sin hjemmeside, at man i slutningen af 2009 vandt den anlagte appelsag i  Højesteret for at få omstødt regeringens beslutning. Sagen var anlagt sammen med to andre organisationer: Det Amerikanske Akademi for Religion og Den Amerikanske Sammenslutning af Universitetsprofessorer. Sidstnævnte organisation er også   medarrangør af arrangementet. 

I januar 2010 gav den amerikanske udenrigsminister Hilary Clinton grønt lys for at Ramadan igen kan gæste USA.

"National refleksion og ansvarlighed"

Panelet ved aftenens debatmøde skal diskutere minareter, burkaforbud og spørgsmål som: Kan islam eksistere som en vestlig religion? Er der tale om et grundlæggende sammenstød mellem ytringsfrihed og religion?

Udover Ramadan består panelet af historikeren Joan Wallach Scott, journalisterne George Packer og Jacob Weisberg samt Dalia Mogahed, der er direktør og senior analytiker ved Gallup Centret for Muslimske Studier. Hun har leveret et bemærkelsesværdigt forsvar for sharialovgivningen i forbindelse med spørgsmålet om kvinders rettigheder.

Mogahed er også udpeget til at have sæde i præsident Barack Obamas Advisory Council on Faith-Based and Neighborhood Partnerships. Den hijabklædte Mogahed må således være den første tildækkede kvinde i Obamas administration.

PEN skriver, at man ser aftenens møde som et initiativ, der skal promovere "national refleksion og ansvarlighed i USA". Det skal være muligt for amerikanerne at høre direkte fra "så vigtige personer" som Ramadan, der også er beskrevet om "en af Europas mest respekterede islamiske lærde".

Tariq Ramadan er i dag gæsteprofessor ved Oxford University i Storbritannien. Han var tidligere en meget aktiv taler og skribent i Frankrig. I oktober 2001 skrev han i den franske avis Le Monde, at angrebet på USA måtte fordømmes fuldstændigt. Men han betvivlede, at det var Osama bin Laden, der stod bag. Han har også betegnet terrorangrebene i New York, Bali og Madrid som "interventioner".

Ramadan besøgte København for nylig. Helle Merete Brix´s dækning af mødet kan læses på Human Rights Service her.

En udførlig analyse af Tariq Ramadans virke findes i Caroline Fourests bog "Frére Tariq", der også er kommet i en engelsk udgave. Helle Merete Brix har skrevet om Tariq Ramadan i "Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa". Bogen kan købes gennem Sappho her.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg