Noget har ændret sig i England. Da Tommy Robinson sidste søndag blev overfaldet, pebersprayet og arresteret af det engelske politi for at ville rapportere som journalist fra en demonstration mod antisemitisme i London, var der set fra Tommy Robinsons perspektiv intet nyt under solen: i årevis har de engelske myndigheder – stærkt bakket op af politikere, medier og venstreekstreme – forsøgt at lukke munden på ham og nedbryde ham med utallige retssager, påbud, fængslinger og underminering af hans økonomi. I det perspektiv har Tommy Robinson givet betragtet anholdelsen og politivolden i forbindelse med søndagens demonstration som business as usual. Det samme har vi, der følger ham, hvor oprørende og frustrerende det end var at se billederne, hvor han slæbes væk af talstærkt politi, mens han tydeligvis har stærke smerter efter at have fået blæst peberspray direkte ind i øjnene af en af de betjente, der holdt ham fast.
Men hvor mainstreammediernes ensidige dækning af Tommy Robinson som en højreekstremistisk hooligan tidligere har vundet genklang i store dele af den engelske befolkning, der ikke tilhører den såkaldte arbejderklasse, er billedet ved at vende: hvis man søger på Tommy Robinson på X/Twitter, er det ikke fordømmelse af Tommy Robinson, der dominerer tweetene, men den måde han bliver behandlet på af politiet. Ganske vist har mange travlt med at understrege, at de bestemt ikke er tilhængere af ham, men det nye er en udtalt forargelse over, hvad han udsættes for og en klar anerkendelse af, at han ikke har gjort noget galt. Og ganske mange udtrykker bekymring for retsstaten og hvor den er på vej hen.
I virkeligheden er der ikke noget nyt under solen, for det er som nævnt langt fra første gang, at Tommy Robinson får ”særbehandling” af myndighederne og frataget de rettigheder, der ellers er grundlæggende for borgere i en retsstat. Han bliver derfor også tydeligt forbløffet, da han ved sin løsladelse sidste mandag får at vide, at der er væg-til-væg opbakning på de sociale medier.
Der er altså sket ”noget” i det folkedyb, der rækker ud over de laveste socialklasser, der i forvejen elsker Tommy Robinson for at være deres stemme og italesætte og eksponere problemerne med den befolkningsudskiftning i England, der først og fremmest rammer dem. Nu har selv Douglas Murray, der ellers har været meget tilbageholdende med at ytre noget positivt om Tommy Robinson (selvom de i bund og grund mener det samme) i flere tweets kommenteret politiets behandling af ham og kontrasten til den beskyttende ring politiet lægger om jihadisterne, når de marcherer i Londons gader og den manglende indgriben over for Hamas-tilhængernes vandalisering af engelske mindesmærker og utilslørede voldstrusler mod jøder og hinduer.
Måske er det netop de tilbagevendende jihadist-demoer og politiets manglende indgriben over for deres grænseoverskridende adfærd, som har fået englændernes øjne op for, at der er noget helt galt i deres land, og så virker den talstærke og voldelige politiindsats mod en enkelt mand, der ikke har gjort noget galt ekstra grotesk. Måske. Det er ikke til at sige. Endnu.
Det eneste der står fast er, at de jødiske foreninger, der stod bag sidste søndags demonstration, og som angiveligt fik politiet til at fjerne Tommy Robinson ikke fik, hvad de håbede på: politiets retsstridige og voldelige fremfærd mod Tommy Robinson kom ganske til at dominere mediebilledet og ”overstråle” den ellers så talstærke demonstration mod anti-semitisme. Og godt det samme, for hvad er en offentlig demonstration mod jødehad værd, hvis det kun er bestemte mennesker, der må bakke den op?
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
